Psalm 95 | Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 95 | Bibelen på hverdagsdansk

Tilbedelse og lydighed

1 Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser. 2 Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære. 3 For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder. 4 Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham. 5 Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham. 6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber. 7 Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag: 8 Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba* og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. 9 De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år. 10 Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.” 11 Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”