Psalm 52 | Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 52 | Bibelen på hverdagsdansk

Guds straf over en ond „helt”

1 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang Edomitten Doeg fortalte Saul, at David havde søgt hjælp hos Ahimelek.* 3 Hvorfor prale af din ondskab, du stærke mand? Gud er trofast, og han beskytter mig dag efter dag. 4 Hele tiden lægger du onde planer. Dine ord er dødbringende som skarpe knive. 5 Du foretrækker ondt frem for godt, løgn frem for sandhed. 6 Du elsker at sige noget, som kan skade andre. Hvor er du fuld af falskhed. 7 Men Gud vil gøre det af med dig, rive dig bort fra dit hjem, rykke dig op fra de levendes land. 8 Når de gudfrygtige ser det, vil de gyse, de vil håne dig og sige: 9 „Sådan går det dem, der ikke regner med Gud, men stoler på deres rigdom og praler af deres ondskab.” 10 Men jeg er som et frodigt oliventræ, der trives i Herrens hus. Jeg stoler altid på hans trofasthed og nåde. 11 Herre, jeg vil takke dig for alt, hvad du gør for mig, jeg vil forkynde din godhed i dine tjeneres nærvær.