Psalm 138 | Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 138 | Bibelen på hverdagsdansk

Herrens trofasthed og hjælp

1 En sang af David. Jeg takker dig, Herre, af hele mit hjerte, lovsynger dig i alles påhør.* 2 Jeg bøjer mig i tilbedelse mod din helligdom, jeg priser dig, for du er trofast og sand. Du er ophøjet over alt andet, og dit ord står urokkeligt fast. 3 Du svarer mig, når jeg råber om hjælp, giver mig livsmod og styrke igen. 4 Alle jordens konger skal takke dig, Herre, når de hører de ord, du taler. 5 Ja, de skal synge om dine undere, og give dig den ære, som tilkommer dig. 6 Selv om du er så umådelig stor, tager du dig af de svage og ydmyge, men de stolte skubber du fra dig. 7 Når jeg står i problemer til halsen, er du med mig og redder mit liv. Du holder fjendernes vrede i skak, frelser mig ved din vældige kraft. 8 Du fører mig igennem til sejr. Din trofaste kærlighed varer ved. Opgiv mig ikke, men fuldend dit værk.