1Efter at Absalom var blevet taget til nåde, anskaffede han sig en fornem vogn og prægtige heste. Han fik sig også en livvagt på 50 mand, som løb foran vognen.2Hver morgen tog han opstilling ved vejen til paladsets port, og når så nogen kom for at få kongens afgørelse i en retssag, standsede Absalom ham, spurgte, hvor han var fra, og udtrykte interesse for hans sag.3„Det er da klart, at du har ret!” ville han så sige. „Men kongen har ikke nogen, der vil høre på dig.4Hvis jeg var dommer i landet, kunne folk, der følte sig uretfærdigt behandlet, komme til mig, så skulle jeg nok skaffe dem deres ret.”5Når nogen gjorde mine til at kaste sig ned for Absalom i underdanig respekt, standsede han dem og omfavnede dem i stedet for.6På den måde vandt han israelitternes hjerter.7Der gik fire år. Så sagde Absalom til kongen: „Giv mig tilladelse til at tage til Hebron og ofre til Herren, så jeg kan opfylde et løfte, jeg engang gav Herren i Geshur i Aram. Dengang lovede jeg ham, at hvis han ville hjælpe mig tilbage til Jerusalem, ville jeg til gengæld bringe ham et offer i Hebron.”9„Godt,” svarede kongen, „tag du bare af sted og opfyld dit løfte.” Så rejste Absalom til Hebron.10Men han havde allerede i hemmelighed sendt besked ud til lederne i alle Israels stammer: „Når I hører trompetfanfaren, skal I råbe: ‚Absalom er kronet til konge i Hebron.’ ”11Han havde desuden inviteret 200 mænd fra Jerusalem med til offerfesten. De anede intet om hans planer.12Under festen sendte han desuden bud efter Ahitofel, Davids øverste rådgiver, der boede i Gilo. Ahitofel gik over på Absaloms side, og flere og flere fulgte efter, så sammensværgelsen voksede sig stærk.
David flygter fra Jerusalem
13En af kong Davids mænd skyndte sig til Jerusalem for at fortælle ham, at Absalom havde lavet en sammensværgelse imod ham, og at alle Israels stammer havde givet ham deres støtte.14„Så må vi flygte med det samme,” var Davids spontane reaktion. „Hvis vi skynder os af sted, inden Absalom kommer tilbage til Jerusalem, kan vi nå at redde byen og os selv.”15„Vi er med dig!” svarede hans mænd. „Vi vil følge dig i tykt og tyndt!”16Så tog kongen af sted sammen med hele sin husstand, bortset fra ti medhustruer, der blev hjemme for at tage sig af opgaverne i paladset.17I udkanten af byen gjorde David holdt, så hans trofaste støtter, der bestod af hans livvagt og de 600 mænd, som var fulgt med ham fra Gat, kunne passere ham og gå i forvejen.19Men pludselig vendte kongen sig til Ittaj, der var leder for de 600 gatitter. „Hvad vil I egentlig med for?” spurgte han Ittaj. „Bliv i Jerusalem og slut jer til kong Absalom, for I bor her jo som fremmede i eksil. Der er ingen grund til, at I flygter sammen med os—hvem ved hvorhen? Nej, vend om og tag dine folk med dig. Må Herren vise jer barmhjertighed!”21Men Ittaj svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, at vi vil følge med dig, uanset hvad der sker—også selv om det kan betyde døden for os!”22„Godt,” svarede David, „så følg med os!” Da fulgte Ittaj og hans 600 mænd samt deres familier med ham.23Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedrondalen og fortsatte i retning af ørkenen.24Præsten Zadok og alle levitterne fulgte med. De havde taget pagtens ark med, og den stillede de i vejkanten, indtil hele følget var gået forbi. Præsten Ebjatar var også fulgt med.25David befalede nu Zadok at føre arken tilbage til byen. „Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne,” tilføjede han, „så vil jeg en dag vende tilbage og gense arken og det hellige telt!26Men hvis Herren har forkastet mig, så lad ham gøre ved mig, hvad han mener, er det bedste.27Du og Ebjatar kan trygt vende tilbage til byen sammen med din søn Ahima’atz og Ebjatars søn, Jonatan. Men hold øjne og ører åbne.28Jeg vil vente ved Jordanflodens vadested, indtil vi hører nyt fra jer om, hvad der sker i Jerusalem.”29Så bar Zadok og Ebjatar Guds Ark tilbage til Jerusalem og blev i byen.30David og hans følge fortsatte ad vejen op over Olivenbjerget.* De gik med tildækkede hoveder og bare fødder, og de græd alle sammen.31Da David fik at vide, at hans egen rådgiver, Ahitofel, havde sluttet sig til Absalom, bad han: „Herre, lad Ahitofel give Absalom dårlige råd!”32På toppen af Olivenbjerget, hvor man plejede at ofre til Gud, ventede Davids ven, arkitten Hushaj, på dem. Han havde i fortvivlelse flænget sit tøj og drysset jord på hovedet.33Men David sagde til ham: „Det giver kun problemer, hvis du går med os. Vend hellere tilbage til Jerusalem og sig til Absalom: ‚Jeg ønsker at være din rådgiver og tjene dig, sådan som jeg tjente din far.’ På den måde kan du være med til at sabotere Ahitofels planer.35I byen har jeg også præsterne Zadok og Ebjatar. Dem skal du holde underrettet om alt, hvad du hører i kongens palads. De kan så sende deres sønner Ahima’atz og Jonatan til mig med besked om, hvad der foregår.”37Så vendte Davids ven Hushaj tilbage til byen, og han nåede frem samtidig med Absalom.
Kutsal Kitap Yeni Çeviri
Avşalom Davut'a Karşı Ayaklanıyor
1Bundan sonra Avşalom kendisine bir savaş arabası, atlar ve önünde koşacak elli kişi hazırladı.2Sabah erkenden kalkıp kent kapısına giden yolun kenarında dururdu. Davasına baktırmak için krala gelen herkese seslenip, ‹‹Nerelisin?›› diye sorardı. Adam hangi İsrail oymağından geldiğini söylerdi.3Avşalom ona şöyle derdi: ‹‹Bak, ileri sürdüğün savlar doğru ve haklı. Ne var ki, kral adına seni dinleyecek kimse yok.››4Sonra konuşmasını şöyle sürdürürdü: ‹‹Keşke kral beni ülkeye yargıç atasa! Davası ya da sorunu olan herkes bana gelse, ben de ona hakkını versem!››5Biri önünde yüzüstü yere kapanmak üzere yaklaştı mı, Avşalom elini uzatıp adamı tutar, öperdi.6Davasına baktırmak için krala gelen İsrailliler'in hepsine böyle davrandı. Böylelikle İsrailliler'in gönlünü çeldi.7Dört yıl* sonra Avşalom krala, ‹‹İzin ver de Hevron'a gidip RAB'be adağımı yerine getireyim›› dedi,8‹‹Çünkü ben kulun Aram'ın Geşur Kenti'nde yaşarken, ‹RAB beni Yeruşalim'e geri getirirse, O'na Hevron'da* tapınacağım› diye adak adamıştım.››9Kral, ‹‹Esenlikle git›› dedi. Ne var ki, Hevron'a giden Avşalom bütün İsrail oymaklarına gizlice ulaklar göndererek şöyle dedi: ‹‹Boru sesini duyar duymaz, ‹Avşalom Hevron'da kral oldu› diyeceksiniz.››11Yeruşalim'den çağrılan iki yüz kişi olup bitenden haberleri olmaksızın, iyi niyetle Avşalom'la birlikte gittiler.12Avşalom kurbanları keserken, Davut'un danışmanı Gilolu Ahitofel'i de Gilo Kenti'nden getirtti. Böylece ayaklanma güç kazandı. Çünkü Avşalom'u izleyen halkın sayısı giderek çoğalıyordu.
Davut Yeruşalim'den Kaçıyor
13Bir ulak gelip Davut'a, ‹‹İsrailliler Avşalom'a yürekten bağlandı›› dedi.14Bunun üzerine Davut Yeruşalim'de kendisiyle birlikte olan bütün görevlilerine şöyle dedi: ‹‹Haydi kaçalım! Yoksa Avşalom'dan kaçıp kurtulamayacağız. Hemen gidelim! Yoksa Avşalom ardımızdan çabucak yetişip bizi yıkıma uğratır. Kenti de kılıçtan geçirir.››15Kralın görevlileri, ‹‹Efendimiz kral ne karar verirse yapmaya hazırız›› diye yanıtladılar.16Böylece kral ardısıra gelen bütün ev halkıyla birlikte yola koyuldu. Ancak saraya baksınlar diye on cariyesini orada bıraktı.17Kralla yanındakiler kentin en son evinde durdular.18Bütün kulları, Keretliler'le Peletliler kralın yanından geçtiler. Gat'tan ardısıra gelmiş olan altı yüz Gatlı asker de kralın önünden geçti.19Kral Gatlı İttay'a, ‹‹Neden sen de bizimle geliyorsun?›› dedi, ‹‹Geri dön ve yeni kralla kal. Çünkü sen yurdundan sürülmüş bir yabancısın.20Daha dün geldin. Bugün nereye gideceğimi kendim bilmezken, seni de bizimle birlikte mi dolaştırayım? Kardeşlerinle birlikte geri dön. Tanrı'nın sevgisi ve sadakati üzerinde olsun!››21Ama İttay şöyle yanıtladı: ‹‹Efendim kral, yaşayan RAB'bin adıyla ve yaşamın hakkı için derim ki, ister yaşam, ister ölüm için olsun, sen neredeysen kulun ben de orada olacağım.››22Davut İttay'a, ‹‹Yürü, geç!›› dedi. Böylece Gatlı İttay yanındaki bütün adamları ve çocuklarıyla birlikte geçti.23Halk geçerken, bütün yöre halkı hıçkıra hıçkıra ağlıyordu. Kral Kidron Vadisi'ni geçti. Halk da kırlara doğru ilerledi.24Kâhin Sadok'la Tanrı'nın Antlaşma Sandığı'nı taşıyan Levililer de oradaydı. Tanrı'nın Sandığı'nı yere koydular. Bütün halk kentten çıkana dek Aviyatar sunular sundu.25Sonra kral, Sadok'a, ‹‹Tanrı'nın Sandığı'nı kente geri götür›› dedi, ‹‹RAB benden hoşnut kalırsa, beni geri getirir, sandığı ve konduğu yeri bana gösterir.26Ama, ‹Senden hoşnut değilim› derse, işte buradayım, bana uygun gördüğünü yapsın.››27Kral Kâhin Sadok'la konuşmasını şöyle sürdürdü: ‹‹Sen bilici değil misin*? Oğlun* Ahimaas'ı ve Aviyatar oğlu Yonatan'ı yanına al; Aviyatar'la birlikte esenlikle kente dönün.28Sizden aydınlatıcı bir haber alana dek ben kırda, ırmağın sığ yerinde bekleyeceğim.››29Böylece Sadok'la Aviyatar Tanrı'nın Sandığı'nı Yeruşalim'e geri götürüp orada kaldılar.30Davut ağlaya ağlaya Zeytin Dağı'na çıkıyordu. Başı örtülüydü, yalınayak yürüyordu. Yanındaki herkesin başı örtülüydü ve ağlayarak dağa çıkıyorlardı.31O sırada biri Davut'a, ‹‹Ahitofel Avşalom'dan yana olan suikastçıların arasında›› diye bildirdi. Bunun üzerine Davut, ‹‹Ya RAB, Ahitofel'in öğüdünü boşa çıkar›› diye dua etti.32Davut Tanrı'ya tapılan tepenin doruğuna varınca, Arklı Huşay giysisi yırtılmış, başı toz toprak içinde onu karşıladı.33Davut ona, ‹‹Benimle birlikte gelirsen, bana yük olursun›› dedi,34‹‹Ama kente döner ve Avşalom'a, ‹Ey kral, senin kulun olacağım; geçmişte babana nasıl kulluk ettiysem, şimdi de sana öyle kulluk edeceğim› dersen, Ahitofel'in öğüdünü benim için boşa çıkarırsın.35Kâhin Sadok ile Kâhin Aviyatar orada seninle birlikte olacaklar. Kralın sarayında duyduğun her şeyi onlara bildir.36Sadok oğlu Ahimaas ile Aviyatar oğlu Yonatan da oradalar. Bütün duyduklarınızı onların aracılığıyla bana iletebilirsiniz.››37Böylece Davut'un dostu Huşay Yeruşalim'e gitti. Tam o sırada Avşalom da kente giriyordu.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.