1Herren sagde til Moses: „Det er tid at drage bort herfra med det folk, som du førte ud af Egypten, og gå videre til det land, jeg lovede at give Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Det er et rigt og frugtbart land. Jeg vil sende min engel i forvejen, og han skal bortdrive kana’anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Men selv vil jeg ikke tage med jer, for I er et egenrådigt og oprørsk folk, og hvis jeg er midt iblandt jer, kunne jeg komme til at tilintetgøre jer undervejs.”4„Sig til israelitterne, at de er et genstridigt og oprørsk folk,” fortsatte Herren. „Hvis jeg skulle rejse sammen med dem bare en dag, ville de blive tilintetgjort. Sig, at de skal tage deres smykker af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil gøre ved dem.” Folket sørgede over de hårde ord,6og der ved Horebs bjerg* tog de deres smykker af.
Åbenbaringsteltet
7Moses plejede at rejse det telt, som han kaldte åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt.8Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen.9Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses.10Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt.11Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet.
Herrens herlighed
12Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig.13Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”14Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.”15„Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses.16„Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?”17Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.”18Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!”19Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.20Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve.21Stil dig ved klippen her udenfor.22Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig.23Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”
Kutsal Kitap Yeni Çeviri
Horev'den Ayrılma Hazırlığı
1RAB Musa'ya, ‹‹Buradan git›› dedi, ‹‹Sen ve Mısır'dan çıkardığın halk İbrahim'e, İshak'a, Yakup'a, ‹Orayı senin soyuna vereceğim› diye ant içtiğim topraklara gidin.2Süt ve bal akan ülkeye senden önce bir melek gönderecek, Kenan, Amor, Hitit, Periz, Hiv ve Yevus halklarını oradan kovacağım. Ben sizinle gelmeyeceğim, çünkü inatçı insanlarsınız. Belki sizi yolda yok ederim.››4Halk bu kötü haberi duyunca yasa büründü. Kimse takı takmadı.5Çünkü RAB Musa'ya şöyle demişti: ‹‹İsrailliler'e de ki, ‹Siz inatçı insanlarsınız. Bir an aranızda kalsam, sizi yok ederim. Şimdi üzerinizdeki takıları çıkarın, size ne yapacağıma karar vereyim.› ››6Böylece Horev Dağı'ndan sonra İsrailliler takılarını çıkardı.
Musa ve Rab'bin Görkemi
7Musa bir çadır alır, ordugahın dışına, biraz öteye kurardı. Ona ‹Buluşma Çadırı› derdi. Kim RAB'be danışmak istese, ordugahın dışındaki Buluşma Çadırı'na giderdi.8Musa ne zaman çadıra gitse, bütün halk kalkar, herkes çadırının girişinde durarak Musa içeri girinceye kadar arkasından bakardı.9Musa çadıra girince, bulut sütunu aşağı iner, RAB Musa'yla konuştuğu sürece girişi kapardı.10Bulut sütununun çadırın girişinde durduğunu gören herkes kalkar, kendi çadırının girişinde tapınırdı.11RAB Musa'yla iki arkadaş gibi yüz yüze konuşurdu. Sonra Musa ordugaha dönerdi. Ama genç yardımcısı Nun oğlu Yeşu çadırdan çıkmazdı.12Musa RAB'be şöyle dedi: ‹‹Bana, ‹Bu halka öncülük et› diyorsun, ama kimi benimle göndereceğini söylemedin. Bana, ‹Seni adınla tanıyorum, senden hoşnudum› demiştin.13Eğer benden hoşnutsan, lütfen şimdi bana yollarını göster ki, seni daha iyi tanıyıp hoşnut etmeye devam edeyim. Unutma, bu ulus senin halkındır.››14RAB, ‹‹Varlığım sana eşlik edecek›› diye yanıtladı, ‹‹Seni rahata kavuşturacağım.››15Musa, ‹‹Eğer varlığın bize eşlik etmeyecekse, bizi buradan çıkarma›› dedi,16‹‹Yoksa benden ve halkından hoşnut kaldığın nereden bilinecek? Bize eşlik etmenden, değil mi? Ancak o zaman benimle halkın yeryüzünün öteki halklarından ayırt edilebiliriz.››17RAB, ‹‹Söylediğin gibi yapacağım›› dedi, ‹‹Çünkü senden hoşnut kaldım, adınla tanıyorum seni.››18Musa, ‹‹Lütfen görkemini bana göster›› dedi.19RAB, ‹‹Bütün iyiliğimi önünden geçireceğim›› diye karşılık verdi, ‹‹Adımı, RAB adını senin önünde duyuracağım. Merhamet ettiğime merhamet edeceğim, acıdığıma acıyacağım.20Ancak, yüzümü görmene izin veremem. Çünkü yüzümü gören yaşayamaz.››21Sonra, ‹‹Yakınımda bir yer var›› dedi, ‹‹Orada, kayanın üzerinde dur.22Görkemim oradan geçerken seni kayanın kovuğuna sokup geçinceye kadar elimle örteceğim.23Elimi kaldırdığımda, sırtımı göreceksin. Ama yüzüm görülmeyecek.››
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.