1Ud over den egyptiske prinsesse, som Kong Salomon havde giftet sig med, følte han sig tiltrukket af kvinder fra fremmede folkeslag, og han giftede sig med en masse moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidonitiske og hittitiske kvinder.2Herren havde ellers udtrykkeligt advaret sit folk imod blandede ægteskaber, for de fremmede kvinder ville få israelitterne til at dyrke deres afguder i stedet for Herren. Men Salomon gjorde det alligevel, for de var så tiltrækkende.3Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer—og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler.4Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort.5Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom.6Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det.7Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom.8Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne bringe ofre til deres forskellige guder.9Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange.10Salomon havde fået en klar befaling om ikke at dyrke andre guder, men han havde overtrådt denne befaling.11„Siden du har brudt pagten og overtrådt mine befalinger, vil jeg tage kongeriget fra dig og din slægt og give det til en af dine embedsmænd,” sagde Herren til ham.12„Men på grund af Davids trofasthed vil det ikke ske i din egen levetid, men din søn vil miste kongemagten.13For Davids skyld, og for min udvalgte by Jerusalems skyld, vil din søn dog få lov til at regere over en enkelt stamme.”
Salomon begynder at få fjender
14Herren tillod nu, at edomitten Hadad begyndte at gøre oprør mod Salomon. Hadad var fra kongefamilien i Edom.15Mange år tidligere, mens Davids hær var i krig med edomitterne, var Joab taget af sted med en hærafdeling for at begrave de israelitiske krigere, der var faldet i slaget. I den forbindelse dræbte de alle de mænd, der var tilbage i Edom.16Det tog Joab og hans mænd seks måneder at udrydde dem, men Hadad, der på det tidspunkt kun var en lille dreng, var flygtet sammen med nogle få kongelige embedsmænd ad vejen sydpå mod Egypten. Fra Midjan fortsatte de til Paran, hvor andre sluttede sig til og fulgtes med dem til Egypten, hvor kongen sørgede for mad til dem. Han gav Hadad et hus at bo i og et jordstykke at dyrke afgrøder på.19Hadad voksede således op i Egypten og blev en af kongens nærmeste venner; og kongen gav ham sin svigerinde, en søster til dronning Takpenes, til kone.20Hun fødte ham en søn ved navn Genubat, som blev opdraget ved hoffet sammen med kongens egne børn.21Da Hadad senere fik at vide, at David og Joab begge var døde, bad han kongen om tilladelse til at vende tilbage til Edom.22„Hvorfor?” spurgte kongen. „Hvad mangler du her? Er der noget i vejen?” „Nej,” svarede Hadad, „men jeg vil alligevel gerne hjem til Edom.”23Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge.25I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra.26En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen.27Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim.29En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden.30Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker,31hvorefter han sagde til Jeroboam: „Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig.32Men jeg vil tillade ham at beholde en enkelt stamme for min tjener Davids skyld og Jerusalems skyld—den by jeg har udvalgt frem for alle andre byer i landet.33Det gør jeg, fordi Salomon har svigtet mig ved at dyrke andre guder ved siden af mig—guder som Astarte, sidoniernes gudinde, og Kemosh, Moabs gud, og ammonitternes gud, Milkom. Han har ikke adlydt mig og gjort hvad ret er—han har ikke handlet efter mine befalinger, som hans far gjorde.34Jeg vil dog ikke tage riget fra ham med det samme. For min udvalgte tjener Davids skyld, som adlød mine befalinger og forskrifter, vil jeg lade Salomon beholde magten indtil sin dødsdag.35Men derefter vil jeg tage riget fra hans søn og give de ti stammer til dig.36Dog får sønnen lov at beholde én stamme, for at Davids efterkommere stadig kan regere i Jerusalem—byen jeg har udvalgt for at herliggøre mit navn.37Jeg vil gøre dig til konge over Nordriget, og du skal få lov at herske over alt, hvad du har lyst til.38Hvis du adlyder mig og handler i overensstemmelse med mine bud, som min tjener David gjorde, så vil jeg velsigne dig, og dine efterkommere skal så altid regere over de ti stammer. Jeg gav engang David et tilsvarende løfte,39men på grund af Salomons synd må jeg straffe Davids efterkommere—dog ikke for altid.’ ”40Da Salomon fik at vide, hvad Ahija havde sagt, forsøgte han at myrde Jeroboam, men Jeroboam søgte tilflugt hos kong Shishak i Egypten. Der blev han, til Salomon døde.41Hvad der ellers er at fortælle om Salomon og hans visdom, er nedskrevet i Salomons krønike.42Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad.43Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.
Neue Genfer Übersetzung
Salomos ausländische Frauen verführen ihn zum Götzendienst
1König Salomo hatte neben der Tochter des Pharaos noch viele weitere ausländische Frauen, die er liebte: Moabiterinnen, Ammoniterinnen, Edomiterinnen, Sidonierinnen und Hetiterinnen.2Der HERR hatte den Israeliten verboten, sich mit den Angehörigen dieser Völker zu verbinden. Er hatte gesagt: »Ihr dürft euch auf keinen Fall mit ihnen einlassen und sie nicht heiraten*, sonst werden sie euch dazu verführen*, ihren Göttern zu dienen.« Trotzdem hing Salomo mit großer Liebe an seinen ausländischen Frauen.3Er hatte siebenhundert Frauen aus fürstlichem Hause und dreihundert Nebenfrauen. Sie brachten sein Herz vom HERRN ab*,4und als er alt wurde, verführten sie ihn dazu*, anderen Göttern zu dienen. Sein Herz gehörte nicht mehr ungeteilt dem HERRN, seinem Gott, wie es noch bei seinem Vater David gewesen war.5Er verehrte Astarte, die Göttin der Sidonier, und Milkom, den abscheulichen Götzen der Ammoniter.6So tat er, was dem HERRN missfiel, und folgte ihm nicht mehr von ganzem Herzen, wie sein Vater David es getan hatte.7Schließlich baute er sogar am Ölberg östlich von Jerusalem eine Opferstätte für Kemosch, den widerlichen Götzen der Moabiter, und für Moloch*, den abscheulichen Götzen der Ammoniter.8Alle seine ausländischen Frauen bekamen Opferstätten, an denen sie ihren Göttern Räucher- und Schlachtopfer darbringen konnten.9Da wurde der HERR zornig auf Salomo, weil sein Herz sich von ihm, dem Gott Israels, abgewandt hatte. Zweimal war er ihm erschienen10und hatte ihm ausdrücklich verboten, andere Götter zu verehren, doch Salomo hatte nicht auf ihn gehört.11Darum sagte der HERR zu ihm: »Du wusstest genau, was ich von dir wollte, und trotzdem hast du meinen Bund gebrochen und meine Weisungen missachtet.* Deshalb werde ich dir das Königtum entreißen und es einem der Männer geben, die für dich arbeiten.12Aber um deines Vaters David willen werde ich dies noch nicht zu deinen Lebzeiten tun, sondern werde die Herrschaft erst deinem Sohn wegnehmen.13Doch auch ihm werde ich nicht das gesamte Königtum entreißen, sondern ihm ´die Herrschaft über` einen Stamm lassen. Denn ich habe meinem Diener David ´ein ewiges Königtum` versprochen*, und Jerusalem ist die Stadt, die ich erwählt habe.«
Zwei erbitterte Feinde Salomos
14Der HERR sorgte dafür, dass Hadad, ein Mann aus der edomitischen Königsfamilie, sich gegen Salomo auflehnte.15´Der Grund für seine Feindschaft lag` in dem Krieg, den David gegen die Edomiter geführt hatte.* Damals war Joab nach Edom gezogen, um die gefallenen ´Israeliten` zu begraben, und hatte nahezu die gesamte männliche Bevölkerung Edoms ausgerottet.16Sechs Monate war er mit dem israelitischen Heer dort geblieben, bis sie auch den letzten männlichen Edomiter getötet hatten.17Hadad jedoch, der damals noch ein kleiner Junge war, konnte mit einigen Gefolgsleuten seines Vaters in Richtung Ägypten fliehen.18Sie durchquerten das Land Midian und erreichten ´die Wüste` Paran. Mit Hilfe ´ortskundiger` Männer, die sie in Paran anheuerten*, gelangten sie nach Ägypten und kamen zum Hof des Pharaos. Der Pharao wies Hadad ein Haus und ein Stück Land zu und sorgte für seinen Lebensunterhalt.19Er fand großes Gefallen an Hadad und gab ihm die Schwester seiner Gattin, der Königin Tachpenes, zur Frau.20Diese brachte einen Sohn namens Genubat zur Welt. Tachpenes ließ das Fest von Genubats Entwöhnung im königlichen Palast feiern*, und ´von da an` wurde er mit den Söhnen des Pharaos im Palast erzogen.21Als Hadad hörte, dass David gestorben und auch Israels Heerführer Joab tot war, bat er den Pharao: »Erlaube mir, in mein Land zurückzukehren.«22Der Pharao entgegnete: »Was fehlt dir denn bei mir? Warum willst du unbedingt zurück in dein Land?« »Mir fehlt nichts«, antwortete Hadad. »Aber bitte lass mich trotzdem gehen.«23Gott sorgte auch dafür, dass ´der Aramäer` Reson, der Sohn Eljadas, sich gegen Salomo auflehnte. Reson hatte einst im Dienst Hadad-Esers, des Königs von Zoba, gestanden und war vor ihm geflohen.24Nachdem David ´die Aramäer von Zoba und Damaskus besiegt und` viele von ihnen getötet hatte*, sammelte Reson Männer um sich und wurde Anführer einer Streifschar. Später ging er mit ihnen nach Damaskus*, ließ sich in der Stadt nieder und riss die Herrschaft an sich.25So wurde er König über die Aramäer. Er verabscheute die Israeliten aus tiefstem Herzen und wurde ihr erbitterter Feind. Genauso wie ´der Edomiter` Hadad fügt er ihnen während der ganzen Regierungszeit Salomos viel Schaden zu.
Jerobeam wird zu Salomos Gegenspieler
26Auch einer von Salomos Beamten erhob sich gegen den König: Jerobeam, der Sohn Nebats, ein Efraimiter aus der Stadt Zereda. Seine Mutter war eine Witwe namens Zerua.27Und so kam es zu seinem Aufstand gegen den König: Als Salomo den Millo aufschütten und die Mauern Jerusalems instand setzen ließ*,28wurde Jerobeam als junger wehrpflichtiger Bürger zu den Arbeiten herangezogen. Salomo sah, wie gut er arbeitete*, und machte ihn zum Aufseher über alle Fronarbeiter* aus den Stämmen Efraim und Manasse.29Als Jerobeam einmal während dieser Zeit Jerusalem verließ, begegnete ihm unterwegs der Prophet Ahija aus Schilo. Ahija trug einen neuen Mantel. Die beiden waren allein – weit und breit war niemand, der sie beobachten konnte.*30Da nahm Ahija seinen neuen Mantel, zerriss ihn in zwölf Teile31und sagte zu Jerobeam: »Nimm dir zehn Stücke! Denn so spricht der HERR, der Gott Israels: ›Ich werde Salomo das Königtum entreißen und dir ´die Herrschaft` über zehn Stämme geben.32Nur den Stamm Juda lasse ich ihm.* Denn ich habe meinem Diener David ´ein ewiges Königtum` versprochen und Jerusalem ist die Stadt, die ich erwählt habe.33So strafe ich Salomo und die Israeliten* dafür, dass sie mich verlassen haben und ´andere Götter` anbeten: Astarte, die Göttin der Sidonier, Kemosch, den Gott der Moabiter, und Milkom, den Gott der Ammoniter. Sie führen ihr Leben nicht so, wie es mir gefällt. Sie haben nicht getan, was in meinen Augen recht ist. Anders als Salomos Vater David haben sie meine Rechtsbestimmungen und Ordnungen missachtet.34Allerdings werde ich Salomo das Königtum nicht vollständig wegnehmen. Um meines Dieners David willen, den ich erwählt habe und der meine Gebote und Ordnungen gehalten hat, lasse ich Salomo weiter regieren, solange er lebt.35Erst seinem Sohn nehme ich das Königtum weg. Dann werde ich dir ´die Herrschaft über` die zehn Stämme anvertrauen.36Salomos Sohn behält einen Stamm, damit das Licht meines Dieners David* für immer in Jerusalem leuchtet – in der Stadt, die ich mir als Wohnstätte erwählt habe*.37Dich aber mache ich zum König, wie du es dir gewünscht hast.* Du sollst über Israel regieren.38Wenn du auf alles hörst, was ich dir gebiete, wenn du dein Leben nach meinem Willen führst, wenn du tust, was in meinen Augen recht ist, und meine Ordnungen und Gebote hältst, wie mein Diener David es getan hat, dann werde ich dir beistehen. Du und deine Nachkommen werden für immer auf dem Thron sitzen*, wie ich es auch David versprochen habe. Die Herrschaft über ´die zehn Stämme` Israels wird dir gehören.39So werde ich die Nachkommen Davids dafür bestrafen, dass sie mir untreu geworden sind* – allerdings nicht für immer.‹«40Salomo wollte Jerobeam umbringen lassen, doch Jerobeam entkam und floh zu Pharao Schischak nach Ägypten. Dort blieb er, bis Salomo gestorben war.
Salomos Tod
41Alles, was es sonst noch über Salomo zu berichten gibt, über seine Taten und seine Weisheit, ist in der amtlichen Chronik Salomos festgehalten.42Vierzig Jahre lang regierte er in Jerusalem über ganz Israel.43Als er starb, wurde er dort in Jerusalem, der Stadt seines Vaters David, beigesetzt*. Sein Sohn Rehabeam folgte ihm auf den Königsthron.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.