1Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.2Jeg råber til Gud uden ophør. Jeg håber, han hører min bøn.3Jeg er i nød og søger hen til min herre. Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham. Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.4Jeg tænker på Gud og stønner i min nød, jeg sukker af længsel efter hans hjælp.5Jeg kan ikke sove, før han griber ind. Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.6Jeg mindes de gamle dage, den tid, som nu er forbi.7Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten. Nu sidder jeg og spørger mig selv:8Har Herren forkastet mig for evigt? Vil han aldrig igen være nådig?9Er hans trofasthed opbrugt? Gælder hans løfter ikke længere?10Har Gud glemt at være god? Har han lukket sit hjerte i vrede?11Jeg kan ikke udholde den tanke, at den Almægtige skulle have mistet sin magt.12Jeg husker miraklerne i gamle dage, de fantastiske ting, Gud gjorde engang.13De er altid i mine tanker, jeg kan ikke lade være at grunde over dem.14Du er helt speciel, Gud, ingen guder kan måles med dig.15Du er undernes og miraklernes Gud, du viste din magt, så alverden hørte om det.16Du befriede dit folk med din vældige styrke, det var Jakobs og Josefs slægt.17Havet så dig og trak sig tilbage af frygt, Det Røde Hav skælvede ved synet af dig. Havdybet rystede af skræk,18skyerne sendte strømme af regn. Tordenen rullede hen over himlen, dine lynpile fløj til alle sider.19Tordenen rumlede som vognhjul, lynene oplyste himlen. Hele jorden rystede og bævede.20Du banede en vej gennem havet, du vandrede igennem de vældige vande, men du efterlod dig ingen fodspor.21Som en fårehyrde førte du dit folk, Moses og Aron var dine hjælpere.
Lutherbibel 2017
Trost aus Gottes früheren Taten
1Ein Psalm Asafs, vorzusingen, für Jedutun.2Ich rufe zu Gott und schreie um Hilfe, zu Gott rufe ich, und er erhört mich.3In der Zeit meiner Not suche ich den Herrn; / meine Hand ist des Nachts ausgereckt und lässt nicht ab; denn meine Seele will sich nicht trösten lassen.4Ich denke an Gott – und bin betrübt; ich sinne nach – und mein Geist verzagt. Sela.5Meine Augen hältst du, dass sie wachen müssen; ich bin so voll Unruhe, dass ich nicht reden kann.6Ich gedenke der uralten Zeiten, der längst vergangenen Jahre.7Ich denke des Nachts an mein Saitenspiel / und rede mit meinem Herzen, mein Geist muss forschen.8Wird denn der Herr auf ewig verstoßen und keine Gnade mehr erweisen?9Ist’s denn ganz und gar aus mit seiner Güte, und hat die Verheißung für immer ein Ende?10Hat Gott vergessen, gnädig zu sein, hat er sein Erbarmen im Zorn verschlossen? Sela.11Ich sprach: Darunter leide ich, dass die rechte Hand des Höchsten sich so ändern kann.12Darum gedenke ich an die Taten des HERRN, ja, ich gedenke an deine früheren Wunder13und sinne über alle deine Werke und denke deinen Taten nach.14Gott, dein Weg ist heilig. Wo ist ein so mächtiger Gott, wie du, Gott, bist?15Du bist der Gott, der Wunder tut, du hast deine Macht bewiesen unter den Völkern.16Du hast dein Volk erlöst mit starkem Arm, die Kinder Jakobs und Josefs. Sela.17Die Wasser sahen dich, Gott, / die Wasser sahen dich und ängstigten sich, ja, die Tiefen tobten.18Die dicken Wolken gossen Wasser, / die Wolken donnerten, und deine Pfeile fuhren einher.19Dein Donner rollte, Blitze erhellten den Erdkreis, die Erde erbebte und wankte.20Dein Weg ging durch das Meer / und dein Pfad durch große Wasser; doch niemand sah deine Spur.21Du führtest dein Volk wie eine Herde durch die Hand von Mose und Aaron.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.