Psalm 10 | Bibelen på hverdagsdansk Lutherbibel 2017

Psalm 10 | Bibelen på hverdagsdansk

Det stolte menneske

1 Hvorfor er du så langt væk, Herre, når jeg har allermest brug for dig? 2 De gudløse undertrykker frækt de svage, fanger dem med listige intriger. 3 De praler af deres onde planer, roser de grådige, men håner Herren. 4 De er stolte og regner ikke med Gud. De mener, han slet ikke eksisterer. 5 De ser ud til at klare sig godt. De ænser ikke straffen, der venter dem. De blæser på deres modstandere. 6 „Intet kan slå os ud,” siger de. „Vi klarer alle problemer.” 7 De har munden fuld af forbandelser, løgn og trusler, deres ord skaber altid ødelæggelse. 8 De ligger på lur i mørket og myrder de uskyldige, de venter altid på et hjælpeløst bytte. 9 Som løver kryber de sammen, klar til spring, venter på at kaste sig over de svage. Som jægere fanger de deres ofre i fælden og slæber dem bort i deres net. 10 De svage overmandes og segner, falder under de gudløses magt. 11 „Gud opdager det ikke,” siger de onde, „han vil aldrig få noget at vide.” 12 Grib ind, Herre! Løft din hånd og slå dem ned. Glem ikke de svage og undertrykte. 13 Skal de onde have lov at håne dig og sige: „Han vil ikke kræve os til regnskab.”? 14 Herre, du ser hver eneste ond handling. Du ser det og straffer dem. De nødstedte regner med dig, Gud, for du er den, der hjælper de svage. 15 Sæt en stopper for de ondes adfærd, drag dem til ansvar for alle deres forbrydelser. 16 Herre, du er konge for evigt og altid. De gudløse skal ikke bo i dit land. 17 Herre, du ved, hvad de undertrykte længes efter. Du hører deres suk og trøster dem. 18 Du forsvarer de sårbare og svage, så ingen skal terrorisere dem længere.

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Lutherbibel 2017

Klage und Zuversicht beim Übermut der Frevler

1 HERR, warum stehst du so ferne, verbirgst dich zur Zeit der Not? 2 Weil der Frevler Übermut treibt, müssen die Elenden leiden; sie werden gefangen in den Ränken, die er ersann. 3 Denn der Frevler rühmt sich seines Mutwillens, und der Habgierige sagt dem HERRN ab und lästert ihn. 4 Der Frevler meint in seinem Stolz, Gott frage nicht danach. »Es ist kein Gott«, sind alle seine Gedanken. 5 Er fährt fort in seinem Tun immerdar. / Deine Gerichte sind ferne von ihm, er handelt gewaltsam an allen seinen Feinden. 6 Er spricht in seinem Herzen: »Ich werde nimmermehr wanken, es wird für und für keine Not haben.« 7 Sein Mund ist voll Fluchens, voll Lug und Trug; seine Zunge richtet Mühsal und Unheil an. 8 Er sitzt und lauert in den Höfen, / er mordet die Unschuldigen heimlich, seine Augen spähen nach den Armen. 9 Er lauert im Verborgenen wie ein Löwe im Dickicht, / er lauert, dass er den Elenden fange; er fängt ihn und zieht ihn in sein Netz. 10 Er duckt sich, kauert nieder, und durch seine Gewalt fallen die Schwachen. 11 Er spricht in seinem Herzen: »Gott hat’s vergessen, er hat sein Antlitz verborgen, er wird’s nimmermehr sehen.« 12 Steh auf, HERR! Gott, erhebe deine Hand! Vergiss die Elenden nicht! 13 Warum lästert der Frevler und spricht in seinem Herzen: »Du fragst doch nicht danach«? 14 Du siehst es ja, / denn du schaust das Elend und den Jammer; es steht in deinen Händen. Die Armen befehlen es dir; du bist der Waisen Helfer. 15 Zerbrich den Arm des Frevlers und Bösen / und suche seinen Frevel heim, dass man nichts mehr davon finde. 16 Der HERR ist König immer und ewiglich; die Heiden sind verschwunden aus seinem Lande. 17 Das Verlangen der Elenden hörst du, HERR; du machst ihr Herz gewiss, dein Ohr merkt darauf, 18 dass du Recht schaffest den Waisen und Armen, dass der Mensch nicht mehr trotze auf Erden.