1Fem dage efter at Paulus blev pågrebet,* ankom ypperstepræsten Ananias sammen med nogle af de jødiske ledere og en advokat ved navn Tertullus. De forklarede kort anklagerne for guvernøren.2Da Paulus derefter blev ført ind, begyndte Tertullus sin anklagetale: „Højtærede Felix! Vores taknemmelighed for den udbredte fred og de gode kår, som du har bragt til os jøder, kender ingen grænser. Vi er ikke i tvivl om, at det er din visionære ledelse, der har givet os de storslåede reformer, som nu bliver gennemført på alle områder.4Vi ønsker ikke at bruge mere af din kostbare tid end højst nødvendigt, og derfor beder jeg dig om, at du allernådigst vil høre på os, når vi fremlægger sagen i al korthed.5Vi har erfaret, at manden her er en ballademager, som forårsager optøjer blandt jøderne overalt i verden. Han er leder for den sekt, der er kendt under navnet Nazaræerne.*6Han prøvede endda at vanhellige templet, og derfor arresterede vi ham.*8Når du selv har forhørt ham om alle de her ting, vil du bedre kunne forstå, hvad det er, vi anklager ham for.”9De jødiske ledere støttede Tertullus i alle anklagerne og påstod, at sådan forholdt det sig.
Paulus’ forsvarstale for Felix
10Guvernøren gav tegn til, at Paulus nu havde lejlighed til at forsvare sig, og han begyndte sin tale: „Det er med stor glæde og frimodighed, at jeg fremfører mit forsvar for dig, Felix, for jeg ved, at du har været dommer i jødiske sager i mange år.11Det er ikke mere end 12 dage siden, jeg ankom til Jerusalem for at tilbede i helligdommen. Det kan du let få bekræftet.12Jeg har ikke på noget tidspunkt foranstaltet diskussioner eller skabt røre blandt folk hverken på tempelpladsen, i synagogerne eller noget andet sted i byen.13De er ikke i stand til at bevise en eneste af deres anklager imod mig.14Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‚Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter.15Endvidere er jeg overbevist om, at Gud engang vil oprejse alle mennesker fra de døde, hvad enten de hører ham til eller ej. Mine anklagere har for øvrigt den samme overbevisning.16Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker.17Efter at have rejst i udlandet i flere år vendte jeg tilbage til Jerusalem for at overbringe en barmhjertighedsgave til mit folk og for at bringe nogle ofre til Gud.18Det var derfor, jeg var i templet, men jeg havde renset mig forinden. Jeg gav aldeles ingen anledning til sammenstimlen eller optøjer.19Det var nogle jøder fra provinsen Asien, som skabte tumulter. De burde have været her, hvis de havde haft noget at anklage mig for.20Men lad nu dem, der står her, fortælle, om man fandt noget at dømme mig for, da jeg blev fremstillet for Det jødiske Råd.21Det skulle da lige være den ene ting, jeg råbte, nemlig: ‚Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.’ ”22Felix vidste god besked om „Vejen”, så han hævede retten med følgende kommentar: „Når garnisonskommandanten Lysias er kommet herned, vil jeg afsige min dom.”23Derefter gav han ordre til officeren om, at Paulus skulle varetægtsfængsles og behandles godt, ligesom hans venner gerne måtte besøge ham og give ham, hvad han havde behov for.
Paulus forkynder om Jesus for Felix og Drusilla
24Felix tog på en kort rejse og kom tilbage nogle dage senere sammen med sin kone Drusilla, der var jøde. Så sendte han bud efter Paulus, for at de begge kunne høre ham tale om troen på Jesus som Messias.25Men da Paulus begyndte at tale til dem om, hvordan man bliver accepteret af Gud, om afholdenhed og om den dom, der kommer engang, blev Felix ubehagelig berørt. „Lad det være nok for denne gang,” sagde han. „Du kan godt gå nu. Når jeg en dag får tid, sender jeg bud efter dig igen.”26Han håbede på at kunne presse penge af Paulus og sendte af den grund ofte bud efter ham for at tale med ham.27Sådan gik der to år, hvorefter Felix blev afløst som guvernør af Porkius Festus, og da Felix gerne ville stå sig godt med jøderne, lod han Paulus blive i fængslet.
Lutherbibel 2017
Vor dem Statthalter Felix
1Nach fünf Tagen kam der Hohepriester Hananias mit einigen Ältesten und dem Anwalt Tertullus herab; die erschienen vor dem Statthalter gegen Paulus.2Als der aber herbeigerufen worden war, fing Tertullus an, ihn anzuklagen, und sprach: Dass wir in großem Frieden leben unter dir und dass sich für dieses Volk vieles gebessert hat durch deine Fürsorge,3das erkennen wir allezeit und allenthalben mit aller Dankbarkeit an, hochgeehrter Felix.4Damit ich dich aber nicht zu lange aufhalte, bitte ich dich, du wollest uns kurz anhören in deiner Güte.5Wir haben erkannt, dass dieser Mann schädlich ist und dass er Aufruhr erregt unter allen Juden auf dem ganzen Erdkreis und dass er ein Anführer der Sekte der Nazoräer* ist.6Er hat auch versucht, den Tempel zu entweihen. Ihn haben wir ergriffen.*8Wenn du ihn verhörst, kannst du selbst das alles von ihm erkunden, wessen wir ihn verklagen.9Auch die Juden bekräftigten das und sagten, es verhielte sich so.10Paulus aber antwortete, als ihm der Statthalter winkte zu reden: Weil ich weiß, dass du in diesem Volk nun viele Jahre Richter bist, will ich meine Sache unerschrocken verteidigen.11Du kannst feststellen, dass ich nicht mehr als zwölf Tage hatte, seit ich nach Jerusalem hinaufzog, um anzubeten.12Und sie haben mich weder im Tempel noch in den Synagogen noch in der Stadt dabei gefunden, wie ich mit jemandem gestritten oder einen Aufruhr im Volk gemacht hätte.13Sie können dir auch nicht beweisen, wessen sie mich jetzt verklagen.14Das bekenne ich dir aber, dass ich nach dem Weg*, den sie eine Sekte nennen, dem Gott meiner Väter so diene, dass ich allem glaube, was geschrieben steht im Gesetz und in den Propheten.15Ich habe die Hoffnung zu Gott, die auch sie selbst haben, nämlich dass es eine Auferstehung der Gerechten wie der Ungerechten geben wird.16Darin übe ich mich, allezeit ein unverletztes Gewissen zu haben vor Gott und den Menschen.17Nach mehreren Jahren aber bin ich gekommen, um Almosen für mein Volk zu überbringen und zu opfern.18Als ich mich im Tempel reinigte, ohne viel Volks und Aufruhr, fanden mich dabei19einige Juden aus der Provinz Asia. Die sollten jetzt hier sein vor dir und mich verklagen, wenn sie etwas gegen mich hätten.20Oder lass diese hier selbst sagen, was für ein Unrecht sie gefunden haben, als ich vor dem Hohen Rat stand;21es sei denn dies eine Wort, das ich rief, als ich unter ihnen stand: Um der Auferstehung der Toten willen werde ich von euch heute angeklagt.
Die Verschleppung des Prozesses
22Felix aber zog die Sache hin, denn er wusste recht gut um diesen Weg und sprach: Wenn der Oberst Lysias herabkommt, so will ich eure Sache entscheiden.23Er befahl aber dem Hauptmann, Paulus gefangen zu halten, doch in leichtem Gewahrsam, und niemandem von den Seinen zu wehren, ihm zu dienen.24Nach einigen Tagen aber kam Felix mit seiner Frau Drusilla, die eine Jüdin war, und ließ Paulus kommen und hörte ihn über den Glauben an Christus Jesus.25Als aber Paulus von Gerechtigkeit und Enthaltsamkeit und von dem zukünftigen Gericht redete, erschrak Felix und antwortete: Für diesmal geh! Zu gelegener Zeit will ich dich wieder rufen lassen.26Er hoffte aber nebenbei, dass ihm von Paulus Geld gegeben werde; darum ließ er ihn auch oft kommen und besprach sich mit ihm.27Als aber zwei Jahre um waren, kam Porcius Festus als Nachfolger des Felix. Felix aber wollte den Juden eine Gunst erweisen und ließ Paulus gefangen zurück.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.