1Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.”2„Hvem er Jahve?” svarede Farao. „Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg adlyde ham og lade israelitterne rejse? Det vil jeg ikke gå med til.”3Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.”4„Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde!5Hebræerne er jo nu meget talrige, og så vil I have, at de skal holde op med deres arbejde?”6Samme dag sendte Farao følgende besked til samtlige slavefogeder og opsynsmænd:7„I må ikke længere give folket halm til murstenene. Lad dem selv samle, hvad de har brug for.8Men de skal lave lige så mange mursten som før. De har åbenbart ikke nok at bestille, ellers ville de ikke snakke om at tage ud i ørkenen for at ofre til deres Gud.9De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Moses’ og Arons løgnehistorier.”10Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet.11Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.”12Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.13Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de,14og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.15Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de.16„Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”17Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve.18Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”19De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten.20På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset.21„Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”
Guds løfte om udfrielse
22Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her?23Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”
Lutherbibel 2017
Noch härtere Bedrückung Israels
1Danach gingen Mose und Aaron hin und sprachen zum Pharao: So spricht der HERR, der Gott Israels: Lass mein Volk ziehen, dass es mir ein Fest halte in der Wüste.2Der Pharao antwortete: Wer ist der HERR, dass ich ihm gehorchen müsse und Israel ziehen lasse? Ich weiß nichts von dem HERRN, will auch Israel nicht ziehen lassen.3Sie sprachen: Der Gott der Hebräer ist uns begegnet. Wir wollen nun hinziehen drei Tagereisen weit in die Wüste und dem HERRN, unserm Gott, opfern, dass er uns nicht schlage mit Pest oder Schwert.4Da sprach der König von Ägypten zu ihnen: Mose und Aaron, warum wollt ihr das Volk von seiner Arbeit frei machen? Geht hin an eure Dienste!5Weiter sprach der Pharao: Siehe, sie sind schon mehr als das Volk des Landes, und ihr wollt sie noch feiern lassen von ihrem Dienst!6Darum befahl der Pharao am selben Tage den Vögten des Volks und ihren Aufsehern und sprach:7Ihr sollt dem Volk nicht mehr Häcksel geben, dass sie Ziegel machen, wie bisher; lasst sie selbst hingehen und Stroh dafür zusammenlesen.8Aber die Zahl der Ziegel, die sie bisher gemacht haben, sollt ihr ihnen gleichwohl auferlegen und nichts davon ablassen, denn sie gehen müßig; darum schreien sie und sprechen: Wir wollen hinziehen und unserm Gott opfern.9Man drücke die Leute mit Arbeit, dass sie zu schaffen haben und sich nicht um falsche Reden kümmern.10Da gingen die Vögte des Volks und ihre Aufseher hinaus und sprachen zum Volk: So spricht der Pharao: Man wird euch kein Häcksel mehr geben.11Geht ihr selbst hin und beschafft euch Häcksel, wo ihr’s findet; aber von eurer Arbeit soll euch nichts erlassen werden.12Da zerstreute sich das Volk ins ganze Land Ägypten, um Stroh zu sammeln, damit sie Häcksel hätten.13Und die Vögte trieben sie an und sprachen: Erfüllt euer Tagewerk wie damals, als ihr Häcksel hattet.14Und die Aufseher aus den Reihen der Israeliten, die die Vögte des Pharao über sie gesetzt hatten, wurden geschlagen, und es wurde zu ihnen gesagt: Warum habt ihr nicht auch heute euer festgesetztes Tagewerk getan wie bisher?15Da gingen die Aufseher der Israeliten hin und schrien zu dem Pharao: Warum verfährst du so mit deinen Knechten?16Man gibt deinen Knechten kein Häcksel, und wir sollen dennoch die Ziegel machen, die uns bestimmt sind; und siehe, deine Knechte werden geschlagen, und dein Volk trägt die Schuld.17Der Pharao sprach: Ihr seid müßig, müßig seid ihr; darum sprecht ihr: Wir wollen hinziehen und dem HERRN opfern.18So geht nun hin und tut euren Frondienst! Häcksel soll man euch nicht geben, aber die Anzahl Ziegel sollt ihr schaffen.19Da sahen die Aufseher der Israeliten, dass es mit ihnen übel stand, weil man sagte: Ihr sollt nichts ablassen von dem Tagewerk an Ziegeln.20Und als sie von dem Pharao weggingen, begegneten sie Mose und Aaron, die dastanden und auf sie warteten,21und sprachen zu ihnen: Der HERR richte seine Augen wider euch und strafe es, dass ihr uns stinkend gemacht habt vor dem Pharao und seinen Großen und habt ihnen so das Schwert in ihre Hände gegeben, uns zu töten.22Mose aber kam wieder zu dem HERRN und sprach: Herr, warum tust du so übel an diesem Volk? Warum hast du mich hergesandt?23Denn seitdem ich hingegangen bin zum Pharao, um mit ihm zu reden in deinem Namen, hat er das Volk noch härter geplagt, und du hast dein Volk nicht errettet.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.