1Det varede ikke længe, før Jetro, Moses’ svigerfar, der var præst i Midjan, hørte om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten.2Moses havde på et tidligere tidspunkt sendt sin kone Zippora og sine to sønner tilbage til Jetro.3Moses’ ældste søn fik navnet Gershom,* for han sagde: „Jeg har levet som fremmed i udlandet.”4Hans anden søn fik navnet Eliezer,* for han sagde: „Mine forfædres Gud er blevet min hjælper ved at redde mig ud af Faraos kløer.”5Jetro var nu på vej sammen med Zippora og de to sønner til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg.*6Han sendte en besked i forvejen til Moses: „Jeg, din svigerfar Jetro, er på vej med din kone og dine to sønner.”7Moses gik straks sin svigerfar i møde, bøjede sig ærbødigt og kyssede ham på kinden til velkomst. Efter at have spurgt til hinandens helbred gik de ind i Moses’ telt for at tale sammen.8Moses fortalte sin svigerfar om alle de undere, Herren havde gjort for at redde israelitterne fra Farao og egypterne. Han fortalte også om de problemer, der havde været undervejs, og om, hvordan Herren havde hjulpet folket igennem det alt sammen.9Jetro var begejstret over at høre, hvad Herren havde gjort for Israels folk, og hvordan han havde ført dem ud af Egypten.10„Lovet være Jahve,” sagde Jetro, „for han har reddet jer fra egypterne og Farao—ja, han har virkelig befriet jer fra slaveriet i Egypten.11Nu ser jeg, at Jahve er større end nogen anden gud, for han har befriet sit folk fra de stolte og brutale egyptere.”12Så ofrede Jetro brændofre og andre ofre til Gud, og Aron og Israels øvrige ledere kom for at spise offermåltid sammen med ham.13Næste dag satte Moses sig som sædvanlig for at høre på folks klager og løse deres indbyrdes konflikter. De stod i kø omkring ham fra morgen til aften.14Da hans svigerfar så, hvor tidkrævende et arbejde det var, sagde han: „Sikke meget arbejde du har med folket. Hvorfor er du alene om at klare den store opgave? Folk står jo i kø hele dagen for at få hjælp.”15„Folket kommer til mig i håb om at få Guds svar på deres problemer,” forklarede Moses,16„og når de har en retssag, er jeg deres dommer. Det er jo min opgave at undervise dem om Guds forordninger og instruktioner.”17„Det er ikke en god måde at gøre det på,” svarede Jetro.18„Både du selv og folket bliver jo ganske udmattede. Moses, den opgave er for tung en byrde, hvis du forsøger at gøre alting selv.19Lyt til mit råd—så vil Gud være med dig. Du skal fortsat selv træde frem for Gud på folkets vegne og spørge ham til råds i de vanskelige sager.20Og du skal også undervise folket om hans forordninger og instruktioner og lære dem principperne for gudsfrygt, og hvordan de bør leve.21Men du bliver nødt til at finde nogle kvalificerede, ærlige og gudfrygtige mænd, der ikke vil tage imod bestikkelse. Dem skal du indsætte som dommere og rådgivere, nogle med ansvar for 1000 mennesker, nogle med ansvar for 100 mennesker, og andre med ansvar for 50 eller ti personer.22Overlad så ansvaret for lov og orden til dem. Hvis en sag er kompliceret eller særlig betydningsfuld, kan de henvende sig til dig. Men alle mindre sager kan de selv tage sig af. Det vil betyde en stor aflastning for dig, hvis du på den måde uddelegerer nogle af dine ansvarsfulde opgaver til andre.23Hvis du følger mit råd, og hvis det er i overensstemmelse med Guds vilje, vil du undgå stress, og folket kan hurtigere få deres sager behandlet og derfor gå tilfredse hjem.”24Moses fulgte sin svigerfars råd.25Han udvalgte kvalificerede mænd fra alle de 12 stammer og udnævnte dem til dommere og ledere for henholdsvis 1000, 100, 50 og 10 personer.26Disse mænd stod altid til rådighed, så retfærdigheden kunne ske fyldest. Alle mindre sager tog de sig af, og kun de mere komplicerede blev overladt til Moses.27Kort efter tog Moses afsked med sin svigerfar, som vendte tilbage til sit land.
Lutherbibel 2017
Jitros Besuch bei Mose
1Und Jitro, der Priester in Midian, Moses Schwiegervater, hörte alles, was Gott an Mose und seinem Volk Israel getan hatte, dass der HERR Israel aus Ägypten geführt hatte.2Da nahm er mit sich Zippora, die Frau des Mose, die er zurückgesandt hatte,3samt ihren beiden Söhnen; von denen hieß einer Gerschom, denn Mose sprach: Ich bin ein Gast geworden in fremdem Lande,4und der andere Eliëser, denn er sprach: Der Gott meines Vaters ist meine Hilfe gewesen und hat mich errettet vor dem Schwert des Pharao.5Als nun Jitro, Moses Schwiegervater, und seine Söhne und seine Frau zu ihm in die Wüste kamen, an den Berg Gottes, wo er sich gelagert hatte,6ließ er Mose sagen: Ich, Jitro, dein Schwiegervater, bin zu dir gekommen und deine Frau und ihre beiden Söhne mit ihr.7Da ging Mose hinaus ihm entgegen und fiel vor ihm nieder und küsste ihn. Und als sie einander gegrüßt hatten, gingen sie in das Zelt.8Da erzählte Mose seinem Schwiegervater alles, was der HERR um Israels willen dem Pharao und den Ägyptern angetan hatte, und alle die Mühsal, die ihnen auf dem Wege begegnet war, und wie sie der HERR errettet hatte.9Jitro aber freute sich an all dem Guten, das der HERR an Israel getan hatte, dass er sie errettet hatte aus der Ägypter Hand.10Und Jitro sprach: Gelobt sei der HERR, der euch errettet hat aus der Ägypter und des Pharao Hand, ja, er hat das Volk aus der Hand Ägyptens errettet.11Nun weiß ich, dass der HERR größer ist als alle Götter, weil ihr eigener Hochmut auf sie zurückgefallen ist.12Und Jitro, Moses Schwiegervater, brachte Gott ein Brandopfer und Schlachtopfer dar. Da kamen Aaron und alle Ältesten von Israel, um mit Moses Schwiegervater das Mahl zu halten vor Gott.
Einsetzung von Richtern
13Am andern Morgen setzte sich Mose, um dem Volk Recht zu sprechen. Und das Volk stand um Mose her vom Morgen bis zum Abend.14Als aber sein Schwiegervater alles sah, was er mit dem Volk tat, sprach er: Was tust du denn mit dem Volk? Warum musst du ganz allein dasitzen, und alles Volk steht um dich her vom Morgen bis zum Abend?15Mose antwortete seinem Schwiegervater: Das Volk kommt zu mir, um Gott zu befragen.16Denn wenn sie einen Streitfall haben, kommen sie zu mir, damit ich richte zwischen dem einen und dem andern und tue ihnen kund die Satzungen Gottes und seine Weisungen.17Sein Schwiegervater sprach zu ihm: Es ist nicht gut, wie du das tust.18Du machst dich zu müde, dazu auch das Volk, das mit dir ist. Das Geschäft ist dir zu schwer; du kannst es allein nicht ausrichten.19Aber gehorche meiner Stimme; ich will dir raten, und Gott wird mit dir sein. Vertritt du das Volk vor Gott und bringe ihre Anliegen vor Gott20und schärfe ihnen die Satzungen und Weisungen ein, dass du sie lehrst den Weg, auf dem sie wandeln, und die Werke, die sie tun sollen.21Sieh dich aber unter dem ganzen Volk um nach redlichen Leuten, die Gott fürchten, wahrhaftig sind und dem ungerechten Gewinn feind. Die setze über sie als Oberste über Tausend, über Hundert, über Fünfzig und über Zehn,22dass sie das Volk allezeit richten. Nur wenn es eine größere Sache ist, sollen sie diese vor dich bringen, alle geringeren Sachen aber sollen sie selber richten. So mach dir’s leichter und lass sie mit dir tragen.23Wirst du dies tun und wird Gott es dir gebieten, so kannst du bestehen, und auch dies ganze Volk kann in Frieden heimkehren.24Mose gehorchte dem Wort seines Schwiegervaters und tat alles, was er sagte,25und erwählte redliche Leute aus ganz Israel und machte sie zu Häuptern über das Volk, zu Obersten über Tausend, über Hundert, über Fünfzig und über Zehn,26dass sie das Volk allezeit richteten, die schwereren Sachen vor Mose brächten und die kleineren Sachen selber richteten.27Und Mose ließ seinen Schwiegervater ziehen, und der ging zurück in sein Land.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.