1Fra Elim rejste israelitterne ind i Sins ørken, området mellem Elim og Sinai. De kom dertil en måned efter, at de havde forladt Egypten.2Igen beklagede hele folket sig bittert til Moses og Aron.3„Gid vi dog var blevet i Egypten!” jamrede de. „Der havde vi både kød og brød og kunne spise os mætte. Det var bedre, om Herren havde ladet os dø der. Men nu har I bragt os ud i den her ørken, hvor vi er ved at dø af sult.”4Endvidere sagde Herren: „Jeg vil lade mad falde ned fra himlen som regn. Folket kan så hver dag gå ud og samle så meget, de har behov for til den dag. Jeg vil sætte dem på prøve for at se, om de vil følge mine befalinger.5Sig til dem, at de skal samle en dobbelt portion på ugens sjette dag.”6Moses fortalte det til Aron, som derefter sagde til folket: „I aften skal I få at se, at det var Herren, som førte jer ud af Egypten.7Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!”8Moses fortsatte: „I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”9Da* sagde Moses til Aron: „Sig til folket, at de skal komme frem for Herren, for han har hørt deres beklagelser.”10Mens Aron talte til israelitterne, skete der noget ude i ørkenen. Alle vendte sig og kiggede derhen, og nu så de Herrens herlighed vise sig i skysøjlen, som plejede at lede dem.11Da talte Herren til Moses:12„Jeg har hørt israelitternes klager. Sig til dem: ‚I aften skal I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I spise jer mætte i brød. Da skal I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.’ ”13Samme aften kom en stor flok vagtler flyvende, og de faldt i et tykt lag over hele lejren. Og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren.14Da duggen forsvandt, var ørkenen dækket af tynde flager, noget, der lignede rimfrost.15Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: „Hvad er det?”* De vidste jo ikke, hvad det var. „Det er det brød, som Herren har givet jer at spise,” svarede Moses.16„Herren har befalet, at enhver af jer skal samle så meget, der er brug for i jeres familie—omkring to liter* til hver person.”17Israelitterne gjorde nu, som Moses havde sagt, og nogle samlede meget, andre mindre.18Da de bagefter målte, hvad de havde samlet, viste det sig, at de, der havde samlet meget, ikke havde for meget, og de, der havde samlet mindre, havde ikke for lidt. Alle fik, hvad de havde brug for.19„I må ikke gemme noget af det fra den ene dag til den anden,” sagde Moses til dem.20Der var dog nogle, som ikke rettede sig efter Moses, og de gemte noget af det til næste morgen. Men om morgenen var det fuldt af orme og lugtede grimt. Da blev Moses vred på dem.21De følgende morgener samlede hver familie så meget, de havde behov for. Når solen begyndte at brænde, smeltede det, som endnu lå på jorden.22Den sjette dags morgen var der dobbelt så meget som de andre morgener—fire liter til hver i stedet for to. Da kom folkets ledere til Moses og spurgte ham, hvordan det kunne være.23Moses svarede: „Fordi Herren har befalet, at i morgen skal være en hviledag, en hellig sabbatsdag, indviet til Gud. Bag og kog derfor så meget I vil i dag, og gem resten til i morgen.”24Og næste morgen viste det sig, at maden ikke fejlede noget. Den lugtede ikke, og der var ikke gået orm i.25Da sagde Moses: „Det er den mad, I skal spise i dag, for i dag er det sabbat for Herren. Der bliver ikke noget at samle ind i dag.26I seks dage kan I samle mad, men den syvende dag er sabbat, og derfor er der intet at finde.”27Nogle af dem gik alligevel ud for at samle, selv om det var sabbat. Men de fandt ikke noget.28„Hvor længe vil mit folk nægte at adlyde mine befalinger og instruktioner?” spurgte Herren Moses.29„Forstår de ikke, at jeg har givet dem den syvende dag som en hviledag? Det er jo derfor, jeg giver jer dobbelt så meget mad på den sjette dag, så der er nok til to dage. Om sabbatten skal I blive hjemme i lejren og ikke gå ud for at samle mad.”30Så hvilede folket på den syvende dag.31Israelitterne kaldte flagerne for „manna”.* De var hvide, på størrelse med korianderfrø og smagte som honningkager.32Derpå sagde Moses: „Herren har påbudt, at vi skal tage to liter af denne manna og gemme det som et dyrebart minde om, hvordan han sørgede for os. På den måde vil kommende generationer kunne se, hvad det var for noget brød, Herren gav os at spise i ørkenen, efter at han havde ført os ud af Egypten.”33Derpå sagde Moses til Aron: „Få fat i en krukke, hæld to liter manna i den og opbevar den for Herrens ansigt som et minde for kommende generationer.”34Aron gjorde, hvad Herren havde pålagt Moses, og krukken blev senere anbragt i pagtens ark foran stentavlerne.35I 40 år spiste Israels folk manna—lige indtil de bosatte sig i Kana’ans land, hvor der var afgrøder at spise.*
Lutherbibel 2017
Speisung mit Wachteln und Manna
1Von Elim brachen sie auf, und die ganze Gemeinde der Israeliten kam in die Wüste Sin, die zwischen Elim und Sinai liegt, am fünfzehnten Tage des zweiten Monats, nachdem sie von Ägypten ausgezogen waren.2Und es murrte die ganze Gemeinde der Israeliten wider Mose und Aaron in der Wüste.3Und die Israeliten sprachen: Wollte Gott, wir wären in Ägypten gestorben durch des HERRN Hand, als wir bei den Fleischtöpfen saßen und hatten Brot die Fülle zu essen. Denn ihr habt uns dazu herausgeführt in diese Wüste, dass ihr diese ganze Gemeinde an Hunger sterben lasst.4Da sprach der HERR zu Mose: Siehe, ich will euch Brot vom Himmel regnen lassen, und das Volk soll hinausgehen und täglich sammeln, was es für den Tag bedarf, dass ich’s prüfe, ob es in meinem Gesetz wandle oder nicht.5Am sechsten Tage aber wird’s geschehen, wenn sie zubereiten, was sie einbringen, dass es doppelt so viel sein wird, wie sie sonst täglich sammeln.6Mose und Aaron sprachen zu ganz Israel: Am Abend sollt ihr innewerden, dass euch der HERR aus Ägyptenland geführt hat,7und am Morgen werdet ihr des HERRN Herrlichkeit sehen, denn er hat euer Murren wider den HERRN gehört. Was sind wir, dass ihr wider uns murrt?8Weiter sprach Mose: Der HERR wird euch am Abend Fleisch zu essen geben und am Morgen Brot die Fülle, weil der HERR euer Murren gehört hat, womit ihr wider ihn gemurrt habt. Denn was sind wir? Euer Murren ist nicht wider uns, sondern wider den HERRN.9Und Mose sprach zu Aaron: Sage der ganzen Gemeinde der Israeliten: Kommt herbei vor den HERRN, denn er hat euer Murren gehört.10Und als Aaron noch redete zu der ganzen Gemeinde der Israeliten, wandten sie sich zur Wüste hin, und siehe, die Herrlichkeit des HERRN erschien in der Wolke.11Und der HERR sprach zu Mose:12Ich habe das Murren der Israeliten gehört. Sage ihnen: Gegen Abend sollt ihr Fleisch zu essen haben und am Morgen von Brot satt werden und sollt innewerden, dass ich, der HERR, euer Gott bin.13Und am Abend kamen Wachteln herauf und bedeckten das Lager. Und am Morgen lag Tau rings um das Lager.14Und als der Tau weg war, siehe, da lag’s in der Wüste rund und klein wie Reif auf der Erde.15Und als es die Israeliten sahen, sprachen sie untereinander: Man hu?* Denn sie wussten nicht, was es war. Mose aber sprach zu ihnen: Es ist das Brot, das euch der HERR zu essen gegeben hat.16Das ist’s aber, was der HERR geboten hat: Ein jeder sammle, so viel er zum Essen braucht, einen Krug voll für jeden nach der Zahl der Leute in seinem Zelte.17Und die Israeliten taten’s und sammelten, einer viel, der andere wenig.18Aber als man’s nachmaß, hatte der nicht darüber, der viel gesammelt hatte, und der nicht darunter, der wenig gesammelt hatte. Jeder hatte gesammelt, so viel er zum Essen brauchte.19Und Mose sprach zu ihnen: Niemand lasse etwas davon übrig bis zum nächsten Morgen.20Aber sie gehorchten Mose nicht. Und etliche ließen davon übrig bis zum nächsten Morgen; da wurde es voller Würmer und stinkend. Und Mose wurde zornig auf sie.21Sie sammelten aber alle Morgen, so viel ein jeder zum Essen brauchte. Wenn aber die Sonne heiß schien, zerschmolz es.22Und am sechsten Tage sammelten sie doppelt so viel Brot, je zwei Krüge voll für einen. Und alle Vorsteher der Gemeinde kamen hin und verkündeten’s Mose.23Und er sprach zu ihnen: Das ist’s, was der HERR gesagt hat: Morgen ist Ruhetag, heiliger Sabbat für den HERRN. Was ihr backen wollt, das backt, und was ihr kochen wollt, das kocht; was aber übrig ist, das legt beiseite, dass es aufgehoben werde bis zum nächsten Morgen.24Und sie legten’s beiseite bis zum nächsten Morgen, wie Mose geboten hatte. Da wurde es nicht stinkend und war auch kein Wurm darin.25Da sprach Mose: Esst dies heute, denn heute ist der Sabbat des HERRN; ihr werdet heute nichts finden auf dem Felde.26Sechs Tage sollt ihr sammeln; aber der siebente Tag ist der Sabbat, an dem wird nichts da sein.27Aber am siebenten Tage gingen etliche vom Volk hinaus, um zu sammeln, und fanden nichts.28Da sprach der HERR zu Mose: Wie lange weigert ihr euch, meine Gebote und Weisungen zu halten?29Sehet, der HERR hat euch den Sabbat gegeben; darum gibt er euch am sechsten Tage für zwei Tage Brot. So bleibe nun ein jeder, wo er ist, und niemand verlasse seinen Wohnplatz am siebenten Tage.30Also ruhte das Volk am siebenten Tage.31Und das Haus Israel nannte es Manna. Und es war wie weißer Koriandersamen und hatte einen Geschmack wie Semmel mit Honig.32Und Mose sprach: Das ist’s, was der HERR geboten hat: Fülle einen Krug davon, um es aufzubewahren für eure Nachkommen, auf dass man sehe das Brot, mit dem ich euch gespeist habe in der Wüste, als ich euch aus Ägyptenland führte.33Und Mose sprach zu Aaron: Nimm ein Gefäß und tu Manna hinein, einen Krug voll, und stelle es hin vor den HERRN, dass es aufbewahrt werde für eure Nachkommen.34Wie der HERR es Mose geboten hatte, so stellte Aaron das Gefäß vor die Lade des Zeugnisses, damit es aufbewahrt werde.35Und die Israeliten aßen Manna vierzig Jahre lang, bis sie in bewohntes Land kamen; bis an die Grenze des Landes Kanaan aßen sie Manna.36Ein Krug aber ist der zehnte Teil eines Scheffels.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.