1Saul talte nu med sine folk og med sin søn Jonatan om at få David skaffet af vejen. Men Jonatan holdt meget af David,2og derfor røbede han sin fars planer. „Min far er ude på at finde en anledning til at slå dig ihjel,” sagde han. „I morgen tidlig skal du derfor skjule dig et sted ude på marken.3Så vil jeg bede min far om at gå en tur med mig, og jeg vil bringe dig på tale i nærheden af det sted, hvor du ligger skjult. Bagefter skal jeg nok fortælle dig, hvad jeg har fundet ud af.”4Så talte Jonatan med sin far og lagde et godt ord ind for David. „Han har jo aldrig gjort dig noget ondt,” sagde han. „Tværtimod har han altid forsøgt at hjælpe dig.5Har du glemt, hvordan han satte livet på spil for at slå Goliat ihjel, og hvordan Herren ved den lejlighed gav Israel en stor sejr? Du så det selv og glædede dig over det. Hvad får dig nu til at ændre mening, så du pønser på at slå en uskyldig mand ihjel? Det er der absolut ingen mening i.”6Til sidst lod Saul sig overtale, og han svor: „Så sandt Herren lever, skal David ikke blive dræbt.”7Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Derefter førte han ham til Saul, som tog ham i sin tjeneste som før.8Krigen fortsatte, og David og hans mænd rykkede ud mod filistrene og dræbte så mange af dem, at resten af filisterhæren flygtede i panik.9En dag, da Saul sad derhjemme med sit spyd i hånden, kom den onde ånd fra Herren igen over ham. David tog sin lyre og spillede for ham. Men pludselig kastede Saul sit spyd imod ham for at spidde ham til væggen. David sprang til side, og spyddet borede sig ind i væggen. Så flygtede han ud af huset og slap bort i mørket.11Straks sendte Saul nogle af sine folk hen for at holde Davids hus bevogtet, så han kunne komme og dræbe ham den følgende morgen. „Hvis du ikke flygter øjeblikkelig,” advarede Mikal sin mand, „er du dødsens i morgen.”12Derefter hjalp hun David ud gennem et vindue, så han undslap.13Så lagde hun husguden i hans seng, dækkede den med et tæppe og lagde noget gedehår i hovedenden.14Da Sauls mænd næste morgen trængte ind i huset for at hente David, sagde Mikal: „Han er syg.”15Den besked overbragte de til Saul, men det var han ikke tilfreds med. „Så bær ham hen til mig på sengen, så jeg kan gøre det af med ham,” befalede han.16Men da de trængte ind i Davids soveværelse, opdagede de, at det var husguden, der lå i sengen med noget gedehår over hovedet.17Så skældte Saul sin datter Mikal ud. „Hvorfor har du bedraget mig og ladet min fjende undslippe?” „Jeg blev tvunget til det,” forklarede hun. „Han truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde.”18Det lykkedes altså David at flygte. Han tog til Rama for at opsøge Samuel, og han fortalte ham om alt, hvad Saul havde gjort imod ham. Samuel tog ham med sig til Najot, hvor han kunne bo en tid.19Da Saul fik at vide, at David opholdt sig i Najot tæt ved Rama,20sendte han folk ud for at fange ham. Da de kom til stedet, hvor Samuel og de andre profeter stod og profeterede, kom Guds Ånd over dem—og de begyndte også at profetere!21Da Saul hørte om det, sendte han andre folk af sted, men de begyndte også at profetere. For tredje gang sendte Saul en gruppe folk af sted, men de endte også med at profetere!22Så tog Saul selv af sted til Rama. Da han kom til den store brønd ved Seku, spurgte han efter David og Samuel. „De er i Najot,” fik han at vide.23På vejen derhen kom Guds Ånd over Saul, og han profeterede hele vejen til Najot!24Derefter flåede han tøjet af sig, og hele dagen og den følgende nat lå han på gulvet og profeterede foran Samuel. Derfor siger man: „Er Saul nu også blandt profeterne?”
Lutherbibel 2017
Jonatan rettet David vor Sauls Nachstellungen
1Saul aber redete mit seinem Sohn Jonatan und mit allen seinen Knechten davon, dass er David töten wolle. Aber Jonatan, Sauls Sohn, hatte David sehr lieb.2Und Jonatan sagte es ihm weiter und sprach: Mein Vater Saul trachtet danach, dass er dich töte. Nun, so hüte dich morgen früh und bleib verborgen und verstecke dich.3Ich aber will hinausgehen und mich neben meinen Vater stellen auf dem Felde, wo du bist, und über dich mit meinem Vater reden; und was ich erfahre, will ich dir kundtun.4Und Jonatan redete das Beste von David mit seinem Vater Saul und sprach zu ihm: Es versündige sich der König nicht an seinem Knechte David, denn er hat sich nicht an dir versündigt, und sein Tun ist dir sehr nützlich.5Er hat sein Leben gewagt und den Philister erschlagen, und der HERR hat großes Heil für ganz Israel vollbracht. Das hast du gesehen und dich darüber gefreut. Warum willst du dich denn an unschuldigem Blut versündigen, dass du David ohne Grund tötest?6Da hörte Saul auf die Stimme Jonatans und schwor: So wahr der HERR lebt: Er soll nicht sterben!7Da rief Jonatan David und sagte ihm alle diese Worte und brachte ihn zu Saul; und David diente ihm wie früher.
Michal rettet David
8Es erhob sich aber wieder ein Kampf, und David zog aus und kämpfte gegen die Philister und schlug sie so hart, dass sie vor ihm flohen.9Aber der böse Geist vom HERRN kam über Saul, und Saul saß in seinem Hause und hatte seinen Spieß in der Hand. David aber spielte mit der Hand auf den Saiten.10Und Saul trachtete danach, David mit dem Spieß an die Wand zu spießen. Er aber wich aus vor Saul, und der Spieß fuhr in die Wand. David aber floh und entrann in jener Nacht.11Saul sandte aber Boten zu Davids Haus, ihn zu bewachen und am Morgen zu töten. Doch Michal, Davids Frau, sagte es ihrem Mann und sprach: Wirst du nicht diese Nacht dein Leben retten, so musst du morgen sterben.12Da ließ ihn Michal durchs Fenster hinab, dass er hinging, entfloh und entrann.13Dann nahm Michal den Hausgott und legte ihn aufs Bett und ein Geflecht von Ziegenhaaren zu seinen Häupten und deckte ihn mit einem Kleid zu.14Da sandte Saul Boten, David zu holen. Sie aber sprach: Er ist krank.15Saul sandte abermals Boten, nach David zu sehen, und sprach: Bringt ihn her zu mir samt dem Bett, dass er getötet werde!16Als nun die Boten kamen, siehe, da lag der Hausgott im Bett und das Geflecht von Ziegenhaaren zu seinen Häupten.17Da sprach Saul zu Michal: Warum hast du mich so betrogen und meinen Feind entrinnen lassen? Michal sprach zu Saul: Er sagte zu mir: Lass mich gehen oder ich töte dich!
David flieht zu Samuel
18David aber war geflohen und entrann und kam zu Samuel nach Rama und sagte ihm alles, was ihm Saul angetan hatte. Und er ging mit Samuel, und sie blieben zu Najot.19Und es wurde Saul angesagt: Siehe, David ist zu Najot in Rama.20Da sandte Saul Boten, um David zu holen. Und sie sahen die Schar der Propheten in Verzückung und Samuel an ihrer Spitze. Da kam der Geist Gottes auf die Boten Sauls, dass auch sie in Verzückung gerieten.21Als das Saul angesagt wurde, sandte er andere Boten; die gerieten auch in Verzückung. Da sandte Saul zum dritten Mal Boten; die gerieten auch in Verzückung.22Da ging er selbst nach Rama. Und als er zum großen Brunnen kam, der in Sechu ist, fragte er: Wo sind Samuel und David? Da wurde ihm gesagt: Siehe, zu Najot in Rama.23Und er ging dorthin nach Najot in Rama. Und der Geist Gottes kam auch über ihn, und er ging einher in Verzückung, bis er nach Najot in Rama kam.24Da zog auch er seine Kleider aus und war in Verzückung vor Samuel und fiel hin und lag nackt den ganzen Tag und die ganze Nacht. Daher sagt man: Ist Saul auch unter den Propheten?
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.