1.Könige 21 | Bibelen på hverdagsdansk Lutherbibel 2017

1.Könige 21 | Bibelen på hverdagsdansk

Nabots vingård

1 En mand, som hed Nabot, havde en vingård i Jizre’el i nærheden af et af kong Ahabs paladser. 2 En dag sagde kongen til ham: „Jeg vil have, at du sælger mig din vingård! Jeg har planer om at bruge den til køkkenhave, for den ligger jo lige ved mit palads. Jeg kan give dig en bedre vingård i bytte eller betale for den kontant, hvis du ønsker det.” 3 Men Nabot svarede: „Gud forbyde, at jeg skulle sælge min slægtsgård!” 4 Så måtte Ahab gå hjem til paladset med uforrettet sag. Han var godt sur over Nabots afslag, og han ville ikke spise, men lagde sig i sin seng og vendte ansigtet ind mod væggen. 5 „Hvad i alverden er der i vejen med dig?” spurgte hans kone, Jezabel. „Hvorfor har du mistet appetitten? Hvad er du så vred over?” 6 „Jeg snakkede med Nabot om, at jeg ville købe hans vingård eller bytte den med en anden,” forklarede Ahab. „Men han ville ikke af med den!” 7 „Ahab!” udbrød Jezabel. „Er det dig, der er konge i Israel, eller hvad? Hvis du ikke kan få fat i en sølle vingård, så skal jeg nok sørge for at få den til dig! Spis nu og hold op med at være sur.” 8 Derpå skrev Jezabel et brev i Ahabs navn, forseglede det med det kongelige segl og sendte det til de ledende mænd i byen. 9 I brevet stod der: „Udråb en fastedag og sørg for at anbringe Nabot på en fremtrædende plads i forsamlingen. 10 Sørg for at få to slyngler til at sidde over for ham og få dem til at anklage Nabot for at have forbandet Gud og kongen. Før ham derefter bort og sten ham til døde.” 11 Byens ledere fulgte Jezabels instrukser. 12 De sammenkaldte til et møde og anbragte Nabot på en fremtrædende plads. 13 Så kom de to slyngler, og efter at have sat sig over for Nabot fremførte de deres anklager, som gik ud på, at han skulle have forbandet Gud og kongen. Derefter førte man ham uden for byen, stenede ham til døde 14 og underrettede straks Jezabel om hans død. 15 Så snart Jezabel hørte, at Nabot var død, gik hun til kong Ahab og sagde: „Nu kan du godt stå op. Nabot er nemlig død, så du kan roligt gå ned og overtage den vingård, han ikke ville sælge til dig!” 16 Så gik Ahab ned til vingården for at overtage den. 17 Men Herren sagde til Elias: 18 „Opsøg kong Ahab! Du vil finde ham i færd med at overtage Nabots vingård. 19 Giv ham så følgende budskab fra mig: Er det ikke nok, at du har myrdet Nabot? Vil du gøre ondt værre ved at stjæle hans ejendom? Som straf for din synd skal hundene slikke dit blod uden for byen, ligesom de slikkede Nabots!” 20 Elias gik derfor hen til kongen. „Nå, så min gamle fjende er ude efter mig!” sagde Ahab gnavent til Elias. „Ja,” svarede Elias, „jeg er ude efter dig, fordi du har solgt din sjæl til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne! 21 Herren vil ramme dig med ulykke og fjerne din slægt som affald. Han vil udrydde hver og en af dine mandlige slægtninge, uden undtagelse! 22 Herren vil udrydde din slægt, som han udryddede Jeroboams slægt og Bashas slægt, for du har gjort oprør mod ham og ført Israel ud i synd. 23 Herren har også fortalt mig, at hundene skal æde Jezabels lig ved Jizre’els bymur. 24 Dem fra din slægt, der bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde.” 25 Aldrig har der været nogen konge, der som Ahab solgte sin sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Det var hans kone Jezabel, der forførte ham til det. 26 Hans skyld blev ikke mindre ved, at han tilbad de samme afskyelige afguder som amoritterne—det folk, som Herren engang havde jaget ud af landet for at skaffe plads for Israels folk. 27 Da Ahab hørte Elias’ profetier, rev han desperat sit tøj i stykker, tog en sæk om sig på den bare krop og fastede. Han sov endda med sækken på og gik tavs og nedtrykt omkring. 28 Da sagde Herren til Elias: 29 „Har du set, hvordan Ahab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig, vil jeg ikke udrydde hans slægt i hans egen levetid, men vente til hans søn overtager magten.”

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Lutherbibel 2017

Nabots Weinberg

1 Nach diesen Geschichten begab es sich: Nabot, ein Jesreeliter, hatte einen Weinberg in Jesreel, bei dem Palast Ahabs, des Königs von Samaria. 2 Und Ahab redete mit Nabot und sprach: Gib mir deinen Weinberg; ich will mir einen Kohlgarten daraus machen, weil er so nahe an meinem Hause liegt. Ich will dir einen besseren Weinberg dafür geben oder, wenn dir’s gefällt, will ich dir Silber dafür geben, so viel er wert ist. 3 Aber Nabot sprach zu Ahab: Das lasse der HERR fern von mir sein, dass ich dir meiner Väter Erbe geben sollte! 4 Da kam Ahab heim voller Unmut und Zorn um des Wortes willen, das Nabot, der Jesreeliter, zu ihm gesagt hatte: Ich will dir meiner Väter Erbe nicht geben. Und er legte sich auf sein Bett und wandte sein Antlitz ab und aß kein Brot. 5 Da kam seine Frau Isebel zu ihm hinein und redete mit ihm: Was ist’s, dass dein Geist so voller Unmut ist und dass du nicht isst? 6 Er sprach zu ihr: Ich habe mit Nabot, dem Jesreeliter, geredet und gesagt: Gib mir deinen Weinberg für Geld oder, wenn es dir lieber ist, will ich dir einen andern dafür geben. Er aber sprach: Ich will dir meinen Weinberg nicht geben. 7 Da sprach seine Frau Isebel zu ihm: Du bist doch König über Israel! Steh auf und iss Brot und sei guten Mutes! Ich werde dir den Weinberg Nabots, des Jesreeliters, verschaffen. 8 Und sie schrieb Briefe unter Ahabs Namen und versiegelte sie mit seinem Siegel und sandte sie zu den Ältesten und Oberen, die mit Nabot in seiner Stadt wohnten. 9 Und schrieb in den Briefen: Lasst ein Fasten ausrufen und setzt Nabot obenan im Volk 10 und stellt ihm zwei ruchlose Männer gegenüber, die da zeugen und sprechen: Du hast Gott und den König gelästert! Und führt ihn hinaus und steinigt ihn, dass er stirbt. 11 Und die Ältesten und Oberen, die mit ihm in seiner Stadt wohnten, taten, wie ihnen Isebel entboten hatte, wie sie in den Briefen geschrieben hatte, die sie zu ihnen sandte, 12 und sie ließen ein Fasten ausrufen und ließen Nabot obenan im Volk sitzen. 13 Da kamen die zwei ruchlosen Männer und stellten sich ihm gegenüber und zeugten gegen Nabot vor dem Volk und sprachen: Nabot hat Gott und den König gelästert! Da führten sie ihn vor die Stadt hinaus und steinigten ihn, dass er starb. 14 Und sie sandten zu Isebel und ließen ihr sagen: Nabot ist gesteinigt und tot. 15 Als aber Isebel hörte, dass Nabot gesteinigt und tot war, sprach sie zu Ahab: Steh auf und nimm in Besitz den Weinberg Nabots, des Jesreeliters, der sich geweigert hat, ihn dir für Geld zu geben; denn Nabot lebt nicht mehr, sondern ist tot. 16 Als Ahab hörte, dass Nabot tot war, stand er auf, um hinabzugehen zum Weinberge Nabots, des Jesreeliters, und ihn in Besitz zu nehmen. 17 Aber das Wort des HERRN kam zu Elia, dem Tischbiter: 18 Mach dich auf und geh hinab Ahab, dem König von Israel zu Samaria, entgegen – siehe, er ist im Weinberge Nabots, wohin er hinabgegangen ist, um ihn in Besitz zu nehmen – 19 und rede mit ihm und sprich: So spricht der HERR: Du hast gemordet, dazu auch fremdes Erbe geraubt! An der Stätte, wo Hunde das Blut Nabots geleckt haben, sollen Hunde auch dein Blut lecken. 20 Und Ahab sprach zu Elia: Hast du mich gefunden, mein Feind? Er aber sprach: Ja, ich habe dich gefunden, weil du dich verkauft hast, zu tun, was dem HERRN missfällt. 21 Siehe, ich will Unheil über dich bringen und dich wegfegen samt deinen Nachkommen und will von Ahab ausrotten, was an die Wand pisst, bis auf den letzten Mann in Israel 22 und will dein Haus machen wie das Haus Jerobeams, des Sohnes Nebats, und wie das Haus Baschas, des Sohnes Ahijas, um des Zornes willen, dass du mich erzürnt und Israel sündigen gemacht hast. 23 Und auch über Isebel hat der HERR geredet und gesprochen: Die Hunde sollen Isebel fressen an der Mauer Jesreels. 24 Wer von Ahab stirbt in der Stadt, den sollen die Hunde fressen, und wer auf dem Felde stirbt, den sollen die Vögel unter dem Himmel fressen. 25 Es war niemand, der sich so verkauft hätte, zu tun, was dem HERRN missfiel, wie Ahab, den seine Frau Isebel verführte. 26 Und er versündigte sich dadurch über die Maßen, dass er den Götzen nachwandelte, ganz wie die Amoriter getan hatten, die der HERR vor Israel vertrieben hatte. 27 Als aber Ahab diese Worte hörte, zerriss er seine Kleider und legte den Sack um seinen Leib und fastete und schlief darin und ging bedrückt einher. 28 Und das Wort des HERRN kam zu Elia, dem Tischbiter: 29 Hast du nicht gesehen, wie sich Ahab vor mir gedemütigt hat? Weil er sich nun vor mir gedemütigt hat, will ich das Unheil nicht kommen lassen zu seinen Lebzeiten, aber zu seines Sohnes Lebzeiten will ich das Unheil über sein Haus bringen.