1Da Ahab fortalte Jezabel, hvad der var sket, og at Elias havde hugget alle ba’alsprofeterne ned,2sendte hun følgende besked til Elias: „Måtte guderne straffe mig på det grusomste, hvis du ikke inden i morgen aften har lidt samme skæbne som mine profeter!”3Elias blev grebet af panik og flygtede for livet. Da han kom til Be’ersheba i Judas land, efterlod han sin tjener der4og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. „Herre, jeg kan ikke mere!” sagde han. „Tag mit liv! Alle dine profeter er døde, så hvorfor ikke også jeg?”5Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men en engel kom og vækkede ham. „Stå op og spis!” beordrede englen.6Elias så sig omkring og fik øje på et nybagt brød og en krukke vand, der var anbragt lige ved hans hoved. Så spiste han og drak, hvorefter han lagde sig til at sove igen.7For anden gang kom englen og rørte ved ham. „Stå op og spis noget mere,” sagde englen, „for du har en lang rejse foran dig.”8Så stod han op og spiste og drak, og med den styrke, måltidet gav ham, gik han i 40 dage,* indtil han kom til Horeb, Guds bjerg.
Gud åbenbarer sig for Elias på Horebs bjerg
9Der fandt han en klippehule, hvor han slog sig ned. Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”10„Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”11„Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.” Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet.12Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen.13Da gik Elias ud og stillede sig i hulens indgang med tilhyllet ansigt. Den samme stemme lød nu igen: „Elias, hvorfor er du her?”14Elias gentog sit svar: „Herre, almægtige Gud, jeg har brugt alle mine kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”15Da sagde Herren til ham: „Vend tilbage! Gå ad vejen gennem ørkenen til Damaskus. Der skal du salve Hazael til konge af Aram.16Jehu, Nimshis sønnesøn,* skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn fra Abel-Mehola, skal du salve til profet, så han kan blive din efterfølger.17Enhver ba’aldyrker, der undslipper Hazael, vil blive dræbt af Jehu, og den der undslipper Jehu, vil blive dræbt af Elisa.18Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede.”
Elisa kaldes til profet
19Så gik Elias af sted. Undervejs mødte han Elisa, der var i færd med at pløje sin mark. Han havde 12 spand okser i gang med hver sin plov og en mand til at styre hvert spand. Selv styrede han det sidste spand okser. Elias gik hen til ham og kastede sin profetkappe over hans skuldre, hvorefter han gik videre.20Elisa lod okserne stå, løb efter Elias og sagde til ham: „Giv mig lov til først at sige farvel til min far og mor—så vil jeg følge dig!” Elias svarede: „Gør du bare det, for det er en stor byrde, jeg har lagt på dine skuldre.”21Så gik Elisa tilbage og slagtede sine to okser. Af træet fra ploven og åget lavede han et bål til at stege kødet over. Så kaldte han sine mænd sammen, og de spiste. Derefter tog han afsked og fulgte efter Elias for at stå i lære som profet.
Lutherbibel 2017
Elia am Horeb
1Und Ahab sagte Isebel alles, was Elia getan hatte und wie er alle Propheten Baals mit dem Schwert umgebracht hatte.2Da sandte Isebel einen Boten zu Elia und ließ ihm sagen: Die Götter sollen mir dies und das tun, wenn ich nicht morgen um diese Zeit dir tue, wie du diesen getan hast!3Da fürchtete er sich, machte sich auf und lief um sein Leben und kam nach Beerscheba in Juda und ließ seinen Diener dort.4Er aber ging hin in die Wüste eine Tagereise weit und kam und setzte sich unter einen Ginster und wünschte sich zu sterben und sprach: Es ist genug, so nimm nun, HERR, meine Seele; ich bin nicht besser als meine Väter.5Und er legte sich hin und schlief unter dem Ginster. Und siehe, ein Engel rührte ihn an und sprach zu ihm: Steh auf und iss!6Und er sah sich um, und siehe, zu seinen Häupten lag ein geröstetes Brot und ein Krug mit Wasser. Und als er gegessen und getrunken hatte, legte er sich wieder schlafen.7Und der Engel des HERRN kam zum zweiten Mal wieder und rührte ihn an und sprach: Steh auf und iss! Denn du hast einen weiten Weg vor dir.8Und er stand auf und aß und trank und ging durch die Kraft der Speise vierzig Tage und vierzig Nächte bis zum Berg Gottes, dem Horeb.9Und er kam dort in eine Höhle und blieb dort über Nacht. Und siehe, das Wort des HERRN kam zu ihm: Was machst du hier, Elia?10Er sprach: Ich habe geeifert für den HERRN, den Gott Zebaoth; denn die Israeliten haben deinen Bund verlassen und deine Altäre zerbrochen und deine Propheten mit dem Schwert getötet und ich bin allein übrig geblieben, und sie trachten danach, dass sie mir mein Leben nehmen.11Der Herr sprach: Geh heraus und tritt hin auf den Berg vor den HERRN! Und siehe, der HERR ging vorüber. Und ein großer, starker Wind, der die Berge zerriss und die Felsen zerbrach, kam vor dem HERRN her; der HERR aber war nicht im Winde. Nach dem Wind aber kam ein Erdbeben; aber der HERR war nicht im Erdbeben.12Und nach dem Erdbeben kam ein Feuer; aber der HERR war nicht im Feuer. Und nach dem Feuer kam ein stilles, sanftes Sausen.13Als das Elia hörte, verhüllte er sein Antlitz mit seinem Mantel und ging hinaus und trat in den Eingang der Höhle. Und siehe, da kam eine Stimme zu ihm und sprach: Was hast du hier zu tun, Elia?14Er sprach: Ich habe für den HERRN, den Gott Zebaoth, geeifert; denn die Israeliten haben deinen Bund verlassen, deine Altäre zerbrochen, deine Propheten mit dem Schwert getötet und ich bin allein übrig geblieben, und sie trachten danach, dass sie mir das Leben nehmen.15Aber der HERR sprach zu ihm: Geh wieder deines Weges durch die Wüste nach Damaskus und geh hinein und salbe Hasaël zum König über Aram16und Jehu, den Sohn Nimschis, zum König über Israel und Elisa, den Sohn Schafats, von Abel-Mehola zum Propheten an deiner statt.17Und es soll geschehen: Wer dem Schwert Hasaëls entrinnt, den soll Jehu töten, und wer dem Schwert Jehus entrinnt, den soll Elisa töten.18Und ich will übrig lassen siebentausend in Israel, alle Knie, die sich nicht gebeugt haben vor Baal, und jeden Mund, der ihn nicht geküsst hat.
Elisas Berufung
19Und Elia ging von dort weg und fand Elisa, den Sohn Schafats, als er pflügte mit zwölf Jochen vor sich her, und er war selbst bei dem zwölften. Und Elia ging zu ihm und warf seinen Mantel über ihn.20Und er verließ die Rinder und lief Elia nach und sprach: Lass mich meinen Vater und meine Mutter küssen, dann will ich dir nachfolgen. Er sprach zu ihm: Wohlan, kehre um! Bedenke, was ich dir getan habe!21Und Elisa wandte sich von ihm weg und nahm ein Joch Rinder und opferte es, und mit den Jochen der Rinder kochte er das Fleisch und gab’s den Leuten, dass sie aßen. Und er machte sich auf und folgte Elia nach und diente ihm.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.