1.Könige 11 | Bibelen på hverdagsdansk Lutherbibel 2017

1.Könige 11 | Bibelen på hverdagsdansk

Salomons koner forleder ham til afgudsdyrkelse

1 Ud over den egyptiske prinsesse, som Kong Salomon havde giftet sig med, følte han sig tiltrukket af kvinder fra fremmede folkeslag, og han giftede sig med en masse moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidonitiske og hittitiske kvinder. 2 Herren havde ellers udtrykkeligt advaret sit folk imod blandede ægteskaber, for de fremmede kvinder ville få israelitterne til at dyrke deres afguder i stedet for Herren. Men Salomon gjorde det alligevel, for de var så tiltrækkende. 3 Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer—og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler. 4 Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort. 5 Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom. 6 Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det. 7 Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom. 8 Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne bringe ofre til deres forskellige guder. 9 Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange. 10 Salomon havde fået en klar befaling om ikke at dyrke andre guder, men han havde overtrådt denne befaling. 11 „Siden du har brudt pagten og overtrådt mine befalinger, vil jeg tage kongeriget fra dig og din slægt og give det til en af dine embedsmænd,” sagde Herren til ham. 12 „Men på grund af Davids trofasthed vil det ikke ske i din egen levetid, men din søn vil miste kongemagten. 13 For Davids skyld, og for min udvalgte by Jerusalems skyld, vil din søn dog få lov til at regere over en enkelt stamme.”

Salomon begynder at få fjender

14 Herren tillod nu, at edomitten Hadad begyndte at gøre oprør mod Salomon. Hadad var fra kongefamilien i Edom. 15 Mange år tidligere, mens Davids hær var i krig med edomitterne, var Joab taget af sted med en hærafdeling for at begrave de israelitiske krigere, der var faldet i slaget. I den forbindelse dræbte de alle de mænd, der var tilbage i Edom. 16 Det tog Joab og hans mænd seks måneder at udrydde dem, men Hadad, der på det tidspunkt kun var en lille dreng, var flygtet sammen med nogle få kongelige embedsmænd ad vejen sydpå mod Egypten. Fra Midjan fortsatte de til Paran, hvor andre sluttede sig til og fulgtes med dem til Egypten, hvor kongen sørgede for mad til dem. Han gav Hadad et hus at bo i og et jordstykke at dyrke afgrøder på. 19 Hadad voksede således op i Egypten og blev en af kongens nærmeste venner; og kongen gav ham sin svigerinde, en søster til dronning Takpenes, til kone. 20 Hun fødte ham en søn ved navn Genubat, som blev opdraget ved hoffet sammen med kongens egne børn. 21 Da Hadad senere fik at vide, at David og Joab begge var døde, bad han kongen om tilladelse til at vende tilbage til Edom. 22 „Hvorfor?” spurgte kongen. „Hvad mangler du her? Er der noget i vejen?” „Nej,” svarede Hadad, „men jeg vil alligevel gerne hjem til Edom.” 23 Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge. 25 I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra. 26 En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen. 27 Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim. 29 En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden. 30 Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker, 31 hvorefter han sagde til Jeroboam: „Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig. 32 Men jeg vil tillade ham at beholde en enkelt stamme for min tjener Davids skyld og Jerusalems skyld—den by jeg har udvalgt frem for alle andre byer i landet. 33 Det gør jeg, fordi Salomon har svigtet mig ved at dyrke andre guder ved siden af mig—guder som Astarte, sidoniernes gudinde, og Kemosh, Moabs gud, og ammonitternes gud, Milkom. Han har ikke adlydt mig og gjort hvad ret er—han har ikke handlet efter mine befalinger, som hans far gjorde. 34 Jeg vil dog ikke tage riget fra ham med det samme. For min udvalgte tjener Davids skyld, som adlød mine befalinger og forskrifter, vil jeg lade Salomon beholde magten indtil sin dødsdag. 35 Men derefter vil jeg tage riget fra hans søn og give de ti stammer til dig. 36 Dog får sønnen lov at beholde én stamme, for at Davids efterkommere stadig kan regere i Jerusalem—byen jeg har udvalgt for at herliggøre mit navn. 37 Jeg vil gøre dig til konge over Nordriget, og du skal få lov at herske over alt, hvad du har lyst til. 38 Hvis du adlyder mig og handler i overensstemmelse med mine bud, som min tjener David gjorde, så vil jeg velsigne dig, og dine efterkommere skal så altid regere over de ti stammer. Jeg gav engang David et tilsvarende løfte, 39 men på grund af Salomons synd må jeg straffe Davids efterkommere—dog ikke for altid.’ ” 40 Da Salomon fik at vide, hvad Ahija havde sagt, forsøgte han at myrde Jeroboam, men Jeroboam søgte tilflugt hos kong Shishak i Egypten. Der blev han, til Salomon døde. 41 Hvad der ellers er at fortælle om Salomon og hans visdom, er nedskrevet i Salomons krønike. 42 Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad. 43 Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Lutherbibel 2017

Salomos Frauen und seine Abgötterei

1 Aber der König Salomo liebte viele ausländische Frauen: die Tochter des Pharao und moabitische, ammonitische, edomitische, sidonische und hetitische – 2 aus solchen Völkern, von denen der HERR den Israeliten gesagt hatte: Geht nicht zu ihnen und lasst sie nicht zu euch kommen; sie werden gewiss eure Herzen ihren Göttern zuneigen. An diesen hing Salomo mit Liebe. 3 Und er hatte siebenhundert Hauptfrauen und dreihundert Nebenfrauen; und seine Frauen verleiteten sein Herz. 4 Und als er nun alt war, neigten seine Frauen sein Herz fremden Göttern zu, sodass sein Herz nicht ungeteilt bei dem HERRN, seinem Gott, war wie das Herz seines Vaters David. 5 So diente Salomo der Astarte, der Göttin der Sidonier, und dem Milkom, dem gräulichen Götzen der Ammoniter. 6 Und Salomo tat, was dem HERRN missfiel, und folgte nicht völlig dem HERRN wie sein Vater David. 7 Damals baute Salomo eine Höhe dem Kemosch, dem gräulichen Götzen der Moabiter, auf dem Berge, der vor Jerusalem liegt, und dem Milkom, dem gräulichen Götzen der Ammoniter. 8 Ebenso tat Salomo für alle seine ausländischen Frauen, die ihren Göttern räucherten und opferten. 9 Der HERR aber wurde zornig über Salomo, dass er sein Herz von dem HERRN, dem Gott Israels, abgewandt hatte, der ihm zweimal erschienen war 10 und ihm geboten hatte, dass er nicht andern Göttern nachwandelte. Er aber hatte nicht gehalten, was ihm der HERR geboten hatte. 11 Darum sprach der HERR zu Salomo: Weil das bei dir geschehen ist und du meinen Bund und meine Gebote nicht gehalten hast, die ich dir geboten habe, so will ich das Königtum von dir reißen und einem deiner Großen geben. 12 Doch zu deiner Zeit will ich das noch nicht tun um deines Vaters David willen, sondern aus der Hand deines Sohnes will ich’s reißen. 13 Doch will ich nicht das ganze Reich losreißen; einen Stamm will ich deinem Sohn lassen um Davids willen, meines Knechts, und um Jerusalems willen, das ich erwählt habe.

Salomos Feinde Hadad und Reson

14 Und der HERR erweckte Salomo einen Widersacher, Hadad, den Edomiter, vom königlichen Geschlecht in Edom. 15 Denn als David die Edomiter schlug – damals als der Feldhauptmann Joab hinaufgezogen war, um die Erschlagenen Israels zu begraben, da erschlug er alles, was männlich war in Edom; 16 sechs Monate blieb Joab und ganz Israel dort, bis er ausgerottet hatte alles, was männlich war in Edom –, 17 da floh Hadad und mit ihm etliche Edomiter vom Gefolge seines Vaters, um nach Ägypten zu entkommen. Hadad aber war noch ein sehr junger Mann. 18 Und sie machten sich auf von Midian und kamen nach Paran und nahmen Leute mit sich aus Paran und kamen nach Ägypten zum Pharao, dem König von Ägypten. Der gab ihm ein Haus und Nahrung und wies ihm Land an. 19 Und Hadad fand große Gnade vor dem Pharao, sodass er ihm sogar die Schwester seiner Gemahlin, der Königin Tachpenes, zur Frau gab. 20 Und die Schwester der Tachpenes gebar ihm Genubat, seinen Sohn, und Tachpenes zog ihn auf im Hause des Pharao, sodass Genubat im Hause des Pharao unter den Kindern des Pharao war. 21 Als nun Hadad in Ägypten hörte, dass David sich zu seinen Vätern gelegt hatte und dass der Feldhauptmann Joab tot war, sprach er zum Pharao: Lass mich in mein Land ziehen! 22 Der Pharao sprach zu ihm: Was fehlt dir bei mir, dass du in dein Land ziehen willst? Er sprach: Nichts, aber lass mich ziehen! 23 Auch erweckte Gott dem Salomo noch einen Widersacher, Reson, den Sohn Eljadas, der von seinem Herrn, Hadad-Eser, dem König von Zoba, geflohen war. 24 Der hatte Männer um sich gesammelt und war Hauptmann einer Schar geworden – als David die Aramäer schlug –, und sie zogen nach Damaskus und nahmen es ein und herrschten in Damaskus. 25 Und er war ein Widersacher Israels, solange Salomo lebte. Das kam zu dem Schaden, den Hadad tat, er hasste Israel und herrschte über Aram.

Ahijas Verheißung an Jerobeam. Salomos Tod

26 Auch Jerobeam, der Sohn Nebats, ein Ephraimiter von Zereda, Salomos Vogt – seine Mutter hieß Zerua, eine Witwe –, hob die Hand auf gegen den König. 27 Und so ging es zu, als er die Hand gegen den König aufhob: Salomo baute den Millo und schloss damit die Lücke in der Stadt Davids, seines Vaters. 28 Und Jerobeam war ein tüchtiger Mann. Und als Salomo sah, dass der Jüngling viel schaffte, setzte er ihn über alle Fronarbeit des Hauses Josef. 29 Es begab sich aber zu der Zeit, dass Jerobeam aus Jerusalem hinausging, und es traf ihn der Prophet Ahija von Silo auf dem Wege und hatte einen neuen Mantel an, und die beiden waren allein auf dem Felde. 30 Und Ahija fasste den neuen Mantel, den er anhatte, und riss ihn in zwölf Stücke 31 und sprach zu Jerobeam: Nimm zehn Stücke zu dir! Denn so spricht der HERR, der Gott Israels: Siehe, ich will das Königtum aus der Hand Salomos reißen und dir zehn Stämme geben – 32 einen Stamm soll er haben um meines Knechts David willen und um der Stadt Jerusalem willen, die ich erwählt habe aus allen Stämmen Israels –, 33 weil er mich verlassen hat und angebetet die Astarte, die Göttin der Sidonier, Kemosch, den Gott der Moabiter, und Milkom, den Gott der Ammoniter, und nicht in meinen Wegen gewandelt ist und nicht getan hat, was mir wohlgefällt, meine Gebote und Rechte, wie sein Vater David. 34 Ich will aber aus seiner Hand das Reich noch nicht nehmen, sondern ich will ihn Fürst sein lassen sein Leben lang um meines Knechtes David willen, den ich erwählt habe und der meine Gebote und Rechte gehalten hat. 35 Aber aus der Hand seines Sohnes will ich das Königtum nehmen und will dir zehn Stämme 36 und seinem Sohn einen Stamm geben, damit mein Knecht David vor mir eine Leuchte habe allezeit in der Stadt Jerusalem, die ich mir erwählt habe, um meinen Namen dort wohnen zu lassen. 37 So will ich nun dich nehmen, dass du regierst über alles, was dein Herz begehrt, und König sein sollst über Israel. 38 Wirst du nun gehorchen allem, was ich dir gebieten werde, und in meinen Wegen wandeln und tun, was mir gefällt, und meine Rechte und Gebote halten, wie mein Knecht David getan hat, so will ich mit dir sein und dir ein beständiges Haus bauen, wie ich es David gebaut habe, und will dir Israel geben 39 und will das Geschlecht Davids deswegen demütigen, doch nicht für alle Zeit. 40 Salomo aber trachtete danach, Jerobeam zu töten. Da machte sich Jerobeam auf und floh nach Ägypten zu Schischak, dem König von Ägypten, und blieb in Ägypten, bis Salomo starb. 41 Was mehr von Salomo zu sagen ist und alles, was er getan hat, und seine Weisheit, das steht geschrieben in der Chronik von Salomo. 42 Die Zeit aber, die Salomo König war zu Jerusalem über ganz Israel, ist vierzig Jahre. 43 Und Salomo legte sich zu seinen Vätern und wurde begraben in der Stadt Davids, seines Vaters. Und sein Sohn Rehabeam wurde König an seiner statt.