1Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:2„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn.3Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme.4Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’5Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning.6Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel.7Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt.8Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen.9Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’10Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.11Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på.12‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar.13Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse,14for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
15Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for.16Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne* for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden.17Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”18Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig?19Vis mig den mønt, I betaler skat med.” De rakte ham en.20„Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”21„Det er kejserens navn og billede.” „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”*22Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde
23Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål:24„Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre.25Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to,26men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv.27Til sidst døde også konen.28Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”29„I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft.30Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen.31Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:32‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”33Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.
Det vigtigste bud i Toraen
34Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål.35De fik en af de skriftlærde til at spørge:36„Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”37Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.*38Det er det største og fornemmeste bud.39Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’*40Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”
Messias som Davids søn
41Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem:42„Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”* „Han er Davids søn,” svarede de.43„Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:44‚Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre side, imens jeg overvinder dine fjender.’45Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”46Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.
King James Version
1And Jesus answered and spake unto them again by parables, and said,2The kingdom of heaven is like unto a certain king, which made a marriage for his son,3And sent forth his servants to call them that were bidden to the wedding: and they would not come.4Again, he sent forth other servants, saying, Tell them which are bidden, Behold, I have prepared my dinner: my oxen and my fatlings are killed, and all things are ready: come unto the marriage.5But they made light of it, and went their ways, one to his farm, another to his merchandise:6And the remnant took his servants, and entreated them spitefully, and slew them.7But when the king heard thereof, he was wroth: and he sent forth his armies, and destroyed those murderers, and burned up their city.8Then saith he to his servants, The wedding is ready, but they which were bidden were not worthy.9Go ye therefore into the highways, and as many as ye shall find, bid to the marriage.10So those servants went out into the highways, and gathered together all as many as they found, both bad and good: and the wedding was furnished with guests.11And when the king came in to see the guests, he saw there a man which had not on a wedding garment:12And he saith unto him, Friend, how camest thou in hither not having a wedding garment? And he was speechless.13Then said the king to the servants, Bind him hand and foot, and take him away, and cast him into outer darkness; there shall be weeping and gnashing of teeth.14For many are called, but few are chosen.15Then went the Pharisees, and took counsel how they might entangle him in his talk.16And they sent out unto him their disciples with the Herodians, saying, Master, we know that thou art true, and teachest the way of God in truth, neither carest thou for any man: for thou regardest not the person of men.17Tell us therefore, What thinkest thou? Is it lawful to give tribute unto Caesar, or not?18But Jesus perceived their wickedness, and said, Why tempt ye me, ye hypocrites?19Shew me the tribute money. And they brought unto him a penny.20And he saith unto them, Whose is this image and superscription?21They say unto him, Caesar's. Then saith he unto them, Render therefore unto Caesar the things which are Caesar's; and unto God the things that are God's.22When they had heard these words, they marvelled, and left him, and went their way.23The same day came to him the Sadducees, which say that there is no resurrection, and asked him,24Saying, Master, Moses said, If a man die, having no children, his brother shall marry his wife, and raise up seed unto his brother.25Now there were with us seven brethren: and the first, when he had married a wife, deceased, and, having no issue, left his wife unto his brother:26Likewise the second also, and the third, unto the seventh.27And last of all the woman died also.28Therefore in the resurrection whose wife shall she be of the seven? for they all had her.29Jesus answered and said unto them, Ye do err, not knowing the scriptures, nor the power of God.30For in the resurrection they neither marry, nor are given in marriage, but are as the angels of God in heaven.31But as touching the resurrection of the dead, have ye not read that which was spoken unto you by God, saying,32I am the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob? God is not the God of the dead, but of the living.33And when the multitude heard this, they were astonished at his doctrine.34But when the Pharisees had heard that he had put the Sadducees to silence, they were gathered together.35Then one of them, which was a lawyer, asked him a question, tempting him, and saying,36Master, which is the great commandment in the law?37Jesus said unto him, Thou shalt love the Lord thy God with all thy heart, and with all thy soul, and with all thy mind.38This is the first and great commandment.39And the second is like unto it, Thou shalt love thy neighbour as thyself.40On these two commandments hang all the law and the prophets.41While the Pharisees were gathered together, Jesus asked them,42Saying, What think ye of Christ? whose son is he? They say unto him, The Son of David.43He saith unto them, How then doth David in spirit call him Lord, saying,44The LORD said unto my Lord, Sit thou on my right hand, till I make thine enemies thy footstool?45If David then call him Lord, how is he his son?46And no man was able to answer him a word, neither durst any man from that day forth ask him any more questions.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.