1En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus.2Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de.3Da sagde Jesus:4„Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det?5Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde,6og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’7Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.
Den tabte sølvmønt
8Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den?9Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’10Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”
Sønnen, der erkendte sin fortabthed
11Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner.12En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.13Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv,14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede.15Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken.16Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget.17Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult.18Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud.19Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’20Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst.21‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’22Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne—23og slagt fedekalven, for nu skal der festes!24Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!25Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset.26Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik.27‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’28Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind.29‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner.30Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’31‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit.32Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”
King James Version
1Then drew near unto him all the publicans and sinners for to hear him.2And the Pharisees and scribes murmured, saying, This man receiveth sinners, and eateth with them.3And he spake this parable unto them, saying,4What man of you, having an hundred sheep, if he lose one of them, doth not leave the ninety and nine in the wilderness, and go after that which is lost, until he find it?5And when he hath found it, he layeth it on his shoulders, rejoicing.6And when he cometh home, he calleth together his friends and neighbours, saying unto them, Rejoice with me; for I have found my sheep which was lost.7I say unto you, that likewise joy shall be in heaven over one sinner that repenteth, more than over ninety and nine just persons, which need no repentance.8Either what woman having ten pieces of silver, if she lose one piece, doth not light a candle, and sweep the house, and seek diligently till she find it?9And when she hath found it, she calleth her friends and her neighbours together, saying, Rejoice with me; for I have found the piece which I had lost.10Likewise, I say unto you, there is joy in the presence of the angels of God over one sinner that repenteth.11And he said, A certain man had two sons:12And the younger of them said to his father, Father, give me the portion of goods that falleth to me. And he divided unto them his living.13And not many days after the younger son gathered all together, and took his journey into a far country, and there wasted his substance with riotous living.14And when he had spent all, there arose a mighty famine in that land; and he began to be in want.15And he went and joined himself to a citizen of that country; and he sent him into his fields to feed swine.16And he would fain have filled his belly with the husks that the swine did eat: and no man gave unto him.17And when he came to himself, he said, How many hired servants of my father's have bread enough and to spare, and I perish with hunger!18I will arise and go to my father, and will say unto him, Father, I have sinned against heaven, and before thee,19And am no more worthy to be called thy son: make me as one of thy hired servants.20And he arose, and came to his father. But when he was yet a great way off, his father saw him, and had compassion, and ran, and fell on his neck, and kissed him.21And the son said unto him, Father, I have sinned against heaven, and in thy sight, and am no more worthy to be called thy son.22But the father said to his servants, Bring forth the best robe, and put it on him; and put a ring on his hand, and shoes on his feet:23And bring hither the fatted calf, and kill it; and let us eat, and be merry:24For this my son was dead, and is alive again; he was lost and is found. And they began to be merry.25Now his elder son was in the field: and as he came and drew nigh to the house, he heard musick and dancing.26And he called one of the servants, and asked what these things meant.27And he said unto him, Thy brother is come; and thy father hath killed the fatted calf, because he hath received him safe and sound.28And he was angry, and would not go in: therefore came his father out, and intreated him.29And he answering said to his father, Lo, these many years do I serve thee, neither transgressed I at any time thy commandment: and yet thou never gavest me a kid, that I might make merry with my friends:30But as soon as this thy son was come, which hath devoured thy living with harlots, thou hast killed for him the fatted calf.31And he said unto him, Son, thou art ever with me, and all that I have is thine.32It was meet that we should make merry, and be glad: for this thy brother was dead, and is alive again; and was lost, and is found.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.