1På den tid overvejede filistrene igen at gå til angreb på Israel. „I skal følge med os i kamp mod Israel,” sagde kong Akish til David og hans mænd.2„Det er i orden!” svarede David. „Du vil få at se, hvad vi er værd.” „Det kan jeg lide!” udbrød Akish. „Jeg udnævner dig hermed til min personlige livvagt.”
Saul besøger en åndemaner
3Samuel var jo død, og hele Israel havde holdt sørgeklage over ham, dengang de begravede ham i hans hjemby Rama. I Samuels tid havde Saul følt sig nødsaget til at udrydde samtlige spåmænd og dødemanere i landet.4Da filistrenes hær var nået frem til Shunem i Jizre’eldalen, lå Saul i lejr med hele Israels hær på Gilboahøjen med udsigt over dalen.5Da Saul så filistrenes enorme hær, blev han skrækslagen og havde mest lyst til at flygte.6Han prøvede at spørge Herren, om han skulle gå i krig eller ej, men Herren svarede ham ikke et ord, hverken gennem drømme eller ved det hellige lod, Urim, eller ved et budskab fra profeterne.7Derfor gav Saul sine folk ordre til at finde en dødemaner, han kunne spørge til råds. Det lykkedes dem at finde en kvinde i En-Dor,* der kunne kontakte de døde.8Så forklædte Saul sig, tog to af sine mænd med, og i ly af mørket opsøgte han kvinden. „Jeg må i kontakt med en af de døde,” bad Saul. „Kan du mane hans ånd frem?”9„Er du ude på at få mig slået ihjel?” spurgte kvinden. „Ved du ikke, at Saul har udryddet landets spåmænd og dødemanere?”10Men Saul svarede: „Så sandt Herren lever, sværger jeg på, at der ikke vil ske dig noget.”11Så spurgte hun: „Hvem er det, du ønsker kontakt med?” „Samuel,” svarede Saul.12Kvinden så nu Samuel, der viste sig for hende, og hun skreg op med det samme: „Du har bedraget mig! Du er jo Saul!”13„Vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget,” svarede kongen. „Men sig mig, hvem det er, du ser.” „Jeg ser en ånd komme op af jorden.”14„Hvordan ser den ud?” „Det er en gammel mand indhyllet i en kappe.” Da forstod Saul, at det var Samuel, og han bøjede sig ærbødigt for ham.15„Hvorfor har du forstyrret mig og manet mig frem?” spurgte Samuel. „Fordi jeg er i knibe,” svarede Saul. „Filistrene er klar til at angribe os, men Gud har forladt mig, og han svarer mig hverken gennem drømme eller ved profeterne. Derfor henvender jeg mig direkte til dig for at få at vide, hvad jeg skal gøre.”16Men Samuel svarede: „Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din modstander?17Det er jo hans eget ord, som jeg selv har profeteret for dig, der nu går i opfyldelse: Han vil rive kongedømmet fra dig og give det til din rival, David.18Det er konsekvensen af, at du ikke adlød Herrens ord, dengang han brugte dig som sit redskab til at straffe amalekitterne.19Og hvad værre er: i morgen skal hele Israels hær prisgives og hugges ned af filistrene, og du selv og dine sønner skal ende her hos mig.”20Da kastede Saul sig fladt ned på jorden, lammet af frygt over Samuels ord. Han var desuden udmattet af sult, for han havde ikke spist i næsten et døgn.21Da kvinden så, hvor fortvivlet han var, sagde hun: „Herre, jeg satte livet på spil ved at føje dig.22Nu beder jeg dig om at føje mig og lade mig give dig noget at spise, så du kan komme til kræfter inden hjemturen.”23Saul vægrede sig og sagde: „Jeg kan ikke spise noget.” Men da både kvinden og hans egne mænd ihærdigt prøvede at overtale ham, gav han efter, rejste sig fra gulvet og satte sig op på sengen.24Kvinden skyndte sig nu at slagte sin fedekalv. Hun æltede også mel og bagte usyrnet brød.25Så serverede hun maden for kongen og hans mænd, og de spiste, før de samme nat drog af sted derfra.
King James Version
1And it came to pass in those days, that the Philistines gathered their armies together for warfare, to fight with Israel. And Achish said unto David, Know thou assuredly, that thou shalt go out with me to battle, thou and thy men.2And David said to Achish, Surely thou shalt know what thy servant can do. And Achish said to David, Therefore will I make thee keeper of mine head for ever.3Now Samuel was dead, and all Israel had lamented him, and buried him in Ramah, even in his own city. And Saul had put away those that had familiar spirits, and the wizards, out of the land.4And the Philistines gathered themselves together, and came and pitched in Shunem: and Saul gathered all Israel together, and they pitched in Gilboa.5And when Saul saw the host of the Philistines, he was afraid, and his heart greatly trembled.6And when Saul enquired of the LORD, the LORD answered him not, neither by dreams, nor by Urim, nor by prophets.7Then said Saul unto his servants, Seek me a woman that hath a familiar spirit, that I may go to her, and enquire of her. And his servants said to him, Behold, there is a woman that hath a familiar spirit at Endor.8And Saul disguised himself, and put on other raiment, and he went, and two men with him, and they came to the woman by night: and he said, I pray thee, divine unto me by the familiar spirit, and bring me him up, whom I shall name unto thee.9And the woman said unto him, Behold, thou knowest what Saul hath done, how he hath cut off those that have familiar spirits, and the wizards, out of the land: wherefore then layest thou a snare for my life, to cause me to die?10And Saul sware to her by the LORD, saying, As the LORD liveth, there shall no punishment happen to thee for this thing.11Then said the woman, Whom shall I bring up unto thee? And he said, Bring me up Samuel.12And when the woman saw Samuel, she cried with a loud voice: and the woman spake to Saul, saying, Why hast thou deceived me? for thou art Saul.13And the king said unto her, Be not afraid: for what sawest thou? And the woman said unto Saul, I saw gods ascending out of the earth.14And he said unto her, What form is he of? And she said, An old man cometh up; and he is covered with a mantle. And Saul perceived that it was Samuel, and he stooped with his face to the ground, and bowed himself.15And Samuel said to Saul, Why hast thou disquieted me, to bring me up? And Saul answered, I am sore distressed; for the Philistines make war against me, and God is departed from me, and answereth me no more, neither by prophets, nor by dreams: therefore I have called thee, that thou mayest make known unto me what I shall do.16Then said Samuel, Wherefore then dost thou ask of me, seeing the LORD is departed from thee, and is become thine enemy?17And the LORD hath done to him, as he spake by me: for the LORD hath rent the kingdom out of thine hand, and given it to thy neighbour, even to David:18Because thou obeyedst not the voice of the LORD, nor executedst his fierce wrath upon Amalek, therefore hath the LORD done this thing unto thee this day.19Moreover the LORD will also deliver Israel with thee into the hand of the Philistines: and to morrow shalt thou and thy sons be with me: the LORD also shall deliver the host of Israel into the hand of the Philistines.20Then Saul fell straightway all along on the earth, and was sore afraid, because of the words of Samuel: and there was no strength in him; for he had eaten no bread all the day, nor all the night.21And the woman came unto Saul, and saw that he was sore troubled, and said unto him, Behold, thine handmaid hath obeyed thy voice, and I have put my life in my hand, and have hearkened unto thy words which thou spakest unto me.22Now therefore, I pray thee, hearken thou also unto the voice of thine handmaid, and let me set a morsel of bread before thee; and eat, that thou mayest have strength, when thou goest on thy way.23But he refused, and said, I will not eat. But his servants, together with the woman, compelled him; and he hearkened unto their voice. So he arose from the earth, and sat upon the bed.24And the woman had a fat calf in the house; and she hasted, and killed it, and took flour, and kneaded it , and did bake unleavened bread thereof:25And she brought it before Saul, and before his servants; and they did eat. Then they rose up, and went away that night.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.