1Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, ophøje ham for hans herlige sejr. Han fældede hest og rytter, kastede dem i havets dyb.2Herren er min styrke og glæde, han er den, som frelser mig. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham.3Herren er en vældig kriger, Herren er hans navn.4Faraos vogne og hære blev opslugt af havet, hans folk forsvandt i Det Røde Hav.5Bølgerne slog hen over dem, de sank som sten i havets dyb.6Herre, din højre hånd er stærk, du knuser dine fjender.7Med din vældige magt vandt du over dem, som var imod dig. Din vrede flammede op og fortærede dem som halmstrå.8Ved dit åndepust hobede vandet sig op, de brusende vande stod som en mur, og havbunden tørrede ind.9Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem, indhenter dem og udrydder dem. Jeg plyndrer dem og uddeler byttet, jeg stiller min hævntørst på dem. Jeg trækker mit sværd af skeden, med magt vil jeg udrydde dem.”10Men du pustede, og havet dækkede dem. De sank som bly i de vældige vande.11Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er som du, hellig og herlig, forfærdelig i stråleglans, forunderlig i styrke?12Du løftede din hånd, og jorden opslugte vores fjender.13Du er en trofast leder for dit frikøbte folk. Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.14Folkeslagene hører om det og skælver, filistrene overvældes af frygt.15Edoms høvdinge forfærdes, Moabs fyrster ryster. Kana’ans beboere taber modet.16Rædsel og angst overvælder dem. De står tavse af frygt med forstenede ansigter, indtil dit folk er gået forbi, Herre, til dit frikøbte folk er nået hjem.17Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg, det sted, som skal blive din bolig, Herre, den helligdom, du selv vil bygge.18Herren er konge, evig og altid!19Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over.20Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner.21Mirjam sang: Syng for Herren, han er større end alle andre. Hest og rytter kastede han i havets dyb.
Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder
22Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand.23Da de kom til Mara,* fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke.24Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.25Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet. Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde:26„Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”27Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.
Gute Nachricht Bibel 2018
Das Danklied der Befreiten
1Damals sangen Mose und die Israeliten dem HERRN dieses Lied: Dem HERRN zu Ehren will ich singen, denn er hat siegreich seine Macht gezeigt: Ins Meer geworfen hat er Ross und Mann!2Mit meinem Lobgesang will ich ihn preisen, den HERRN, der mir in Not zu Hilfe kam! Mein Gott ist er, ich rühme seine Macht; ich preise ihn, den schon mein Vater ehrte.3Welch großer Kämpfer ist er, dieser Gott! Das kündet uns sein Name: »Ich bin da!«*4Die Streitmacht Pharaos warf er ins Meer, die schnellsten Wagen und die besten Krieger – im Schilfmeer sind sie allesamt versunken.5Die Wasserfluten überrollten sie, sie sanken in die Tiefe wie ein Stein.6HERR, deine Hand erringt den Sieg, sie ist voll ungeheurer Macht, und sie zerschmettert jeden Feind.7In großer Hoheit zeigst du dich, und wer sich gegen dich erhebt, den wirfst du nieder in den Staub. Dein Zorn ist eine Feuersglut, die jeden Feind wie Stroh verbrennt.8Mit deinem Atem bliesest du aufs Meer und türmtest seine Wassermassen auf. Die Fluten standen aufrecht wie ein Damm, erstarrt wie Mauern mitten in dem Meer.9Die Feinde prahlten: ›Auf und ihnen nach! Los, holt sie ein, wir teilen uns die Beute! Für jeden gibt’s genug! Auf, zieht das Schwert, und löscht sie aus bis auf den letzten Mann!‹10Jedoch, HERR, nur ein Atemstoß von dir, und schon bedeckte sie der Wasserwirbel; sie sanken auf den Meeresgrund wie Blei.11Wer von den Göttern kann sich dir vergleichen? Wer ist so heilig, HERR, und so gewaltig? Wer sonst weckt Furcht und Staunen durch sein Tun?12Du brauchtest nur die rechte Hand zu heben, und schon verschlang die Erde deine Feinde.13Mit starker Hand hast du dein Volk befreit, in deiner Güte hast du es geführt, du bringst es hin zu deiner heiligen Wohnung.14Die Nachbarvölker haben das gehört, sie haben keine Ruhe mehr und zittern. Ein kalter Schauder schüttelt die Philister,15die Edomiterfürsten sind bestürzt, den Führern Moabs ist der Mut entfallen, die Völker Kanaans sind voller Angst.16Sie sind von Furcht und Schrecken wie gelähmt, dein starker Arm lässt sie wie Stein erstarren, damit dein Volk vorüberziehen kann, das Volk, das du zum Eigentum erwähltest.17Du selber bringst es hin zu deinem Berg und pflanzt es ein am Ort, an dem du wohnst, beim Heiligtum, das du geschaffen hast.18HERR, du bist König, jetzt und allezeit!
Der Siegesreigen der Frauen
19Die Pferde und Streitwagen des Pharaos samt allen Wagenkämpfern waren also hinter dem Volk Israel ins Meer hineingezogen, und der HERR hatte das Wasser über sie zurückfluten lassen. Aber die Leute von Israel waren trockenen Fußes ans andere Ufer gelangt. Darum sangen sie dieses Lied.20Die Prophetin Mirjam, die Schwester Aarons, nahm ihre Handpauke, und alle Frauen schlossen sich ihr an. Sie schlugen ihre Handpauken und tanzten im Reigen.21Mirjam sang ihnen vor und sie antworteten im Chor: »Singt alle, singt dem HERRN zu Ehren, denn er hat siegreich seine Macht gezeigt: Ins Meer geworfen hat er Ross und Mann!«
Gott macht das Bitterwasser genießbar
22Mose führte das Volk vom Schilfmeer aus in die Wüste Schur. Drei Tage lang wanderten die Israeliten durch die Wüste, ohne Wasser zu finden.23Dann kamen sie nach Mara, wo es Wasser gab. Aber sie konnten es nicht trinken, weil es bitter war. Deshalb hatte der Ort auch den Namen Mara (Bitterwasser) erhalten.24Die Leute von Israel rotteten sich gegen Mose zusammen und murrten: »Was sollen wir trinken?«
»Ich bin euer Arzt!«
25Mose schrie zum HERRN um Hilfe, und der HERR zeigte ihm ein Stück Holz. Das warf Mose in das Wasser, da konnten sie es trinken. An diesem Ort gab Gott dem Volk Gesetze und stellte seinen Gehorsam auf die Probe.26Er sagte zu den Leuten von Israel: »Achtet darauf, was ich, euer Gott, euch sage, und handelt danach! Befolgt alle meine Anordnungen und Gebote und tut, was ich für recht erklärt habe! Dann werde ich euch keine von den Krankheiten schicken, mit denen ich die Ägypter geplagt habe. Ich, der HERR, bin euer Arzt!«27Das Volk zog weiter in die Oase Elim und schlug dort sein Lager auf. Es gab in Elim zwölf Quellen und siebzig Palmen.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.