En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
1Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.2Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor hjælper du mig ikke? Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?3Dag efter dag råber jeg til dig, men du svarer mig ikke. Hver nat hører du min røst, men du giver mig ingen trøst.4Du sidder på din hellige trone, du er den, som Israel lovsynger.5Vore forfædre stolede på dig, og du reddede dem.6Du hørte deres nødråb og befriede dem, du skuffede aldrig deres tillid til dig.7Men jeg føler mig som en ussel orm, jeg bliver hånet og foragtet af alle.8Enhver, der ser mig, griner ad mig, ryster på hovedet eller vrænger ad mig.9„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de. „Så lad os se, om Herren redder ham. Hvis Herren elsker ham så meget, så burde han gribe ind og frelse ham!”10Herre, du var der, da jeg blev født, du gav mig tryghed ved min mors bryst.11Fra fødslen har du været den, der hjalp mig, hele mit liv har du været min Gud.12Hold dig ikke borte fra mig nu, for jeg er undergangen nær, og ingen andre kan hjælpe mig.13Frygtindgydende fjender har omringet mig, som en hjord af vilde tyre fra Bashan.14Som sultne og brølende løver kommer de imod mig med åbent gab.15Min styrke er sivet bort som vand i sandet, alle mine knogler føles, som er de gået af led, mit hjerte hamrer i halsen på mig.16Mine læber er tørre som potteskår, min tunge klistrer til ganen, du har bragt mig til gravens rand.17Mine fjender kredser omkring mig som hunde, en bande af forbrydere omringer mig. De har gennemboret* mine hænder og fødder.18Jeg kan tælle alle mine knogler. Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.19De deler mine klæder imellem sig og trækker lod om min kjortel.20Herre, hold dig ikke på afstand. Du er min redning, kom mig til hjælp.21Frels mig fra døden, red mig fra de vilde hunde.22Lad mig undslippe løvens gab, lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn. Gud, du har hørt min bøn.23Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd, jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.24Pris Herren, I, der kender ham, giv ham ære, Jakobs efterkommere, vis ham ærefrygt, Israels folk,25for han lod ikke den fortvivlede i stikken, han vendte sig ikke bort og gik sin vej. Han lyttede til mit råb om hjælp.26Jeg vil lovsynge dig, når folket samles, jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.27De ydmyge skal spise og alle blive mætte, de, som beder dig om hjælp, skal prise dig. Må de altid leve under din velsignelse.28Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre, alle folkeslag skal komme og tilbede dig.29For magten tilhører dig, du er Konge over alle nationer.30Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig. Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.31Jeg vil leve for dig, og min slægt skal tjene dig. De kommende generationer skal høre om dine underfulde gerninger.32De skal fortælle om din nåde og frelse til slægter, som endnu ikke er født.
English Standard Version
Why Have You Forsaken Me?
1To the choirmaster: according to The Doe of the Dawn. A Psalm of David. My God, my God, why have you forsaken me? Why are you so far from saving me, from the words of my groaning?2O my God, I cry by day, but you do not answer, and by night, but I find no rest.3Yet you are holy, enthroned on the praises* of Israel.4In you our fathers trusted; they trusted, and you delivered them.5To you they cried and were rescued; in you they trusted and were not put to shame.6But I am a worm and not a man, scorned by mankind and despised by the people.7All who see me mock me; they make mouths at me; they wag their heads;8“He trusts in the Lord; let him deliver him; let him rescue him, for he delights in him!”9Yet you are he who took me from the womb; you made me trust you at my mother’s breasts.10On you was I cast from my birth, and from my mother’s womb you have been my God.11Be not far from me, for trouble is near, and there is none to help.12Many bulls encompass me; strong bulls of Bashan surround me;13they open wide their mouths at me, like a ravening and roaring lion.14I am poured out like water, and all my bones are out of joint; my heart is like wax; it is melted within my breast;15my strength is dried up like a potsherd, and my tongue sticks to my jaws; you lay me in the dust of death.16For dogs encompass me; a company of evildoers encircles me; they have pierced my hands and feet*—17I can count all my bones— they stare and gloat over me;18they divide my garments among them, and for my clothing they cast lots.19But you, O Lord, do not be far off! O you my help, come quickly to my aid!20Deliver my soul from the sword, my precious life from the power of the dog!21Save me from the mouth of the lion! You have rescued* me from the horns of the wild oxen!22I will tell of your name to my brothers; in the midst of the congregation I will praise you:23You who fear the Lord, praise him! All you offspring of Jacob, glorify him, and stand in awe of him, all you offspring of Israel!24For he has not despised or abhorred the affliction of the afflicted, and he has not hidden his face from him, but has heard, when he cried to him.25From you comes my praise in the great congregation; my vows I will perform before those who fear him.26The afflicted* shall eat and be satisfied; those who seek him shall praise the Lord! May your hearts live forever!27All the ends of the earth shall remember and turn to the Lord, and all the families of the nations shall worship before you.28For kingship belongs to the Lord, and he rules over the nations.29All the prosperous of the earth eat and worship; before him shall bow all who go down to the dust, even the one who could not keep himself alive.30Posterity shall serve him; it shall be told of the Lord to the coming generation;31they shall come and proclaim his righteousness to a people yet unborn, that he has done it.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.