Lukas 20 | Bibelen på hverdagsdansk

De jødiske lederes uærlighed

1 En dag, mens Jesus stod på tempelpladsen og underviste folk og fortalte om Guds rige, kom ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med nogle af de andre jødiske ledere hen og konfronterede ham. 2 „Fortæl os, hvem der har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?” forlangte de. 3 „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. 4 „Sig mig: Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke?” 5 De begyndte at drøfte det indbyrdes: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 6 Og siger vi, at han ikke var sendt af Gud, så vil folket stene os, for de tror jo alle sammen, at Johannes var en profet.” 7 Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.” 8 „Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her!” sagde Jesus.

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab

9 Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. 10 Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 11 Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. 12 En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. 13 Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ 14 Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. 15 Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.” „Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. 16 „Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.” Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!” 17 Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’* 18 Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!” 19 Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord

20 De jødiske ledere holdt derefter skarpt øje med Jesus, og de sendte spioner ud, som skulle foregive at være gudfrygtige mennesker, der stillede ærlige spørgsmål. Men hensigten var at få ham til at sige noget, som de kunne anklage ham for over for de romerske myndigheder. 21 Nogle af dem stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, vi ved, at du taler og underviser om, hvad der er Guds vilje, og du snakker ikke folk efter munden. 22 Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” 23 Men Jesus gennemskuede deres snedighed: 24 „Vis mig en mønt!” sagde han. „Hvem er der billede af på mønten? Hvad er det for et navn, der er indridset i den?” „Det er kejserens navn og billede,” svarede de. 25 „Godt,” sagde Jesus, „så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans!”* 26 Det svar havde de ikke ventet. Det lykkedes dem altså ikke at få Jesus til at gå i en fælde, mens der var vidner på det. Og så tav de.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde

27 Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. 28 De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester! Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 29 Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde barnløs. 30 Den næstældste bror giftede sig så med enken, men også han døde barnløs. Derefter giftede den tredje sig med hende. 31 Sådan gik det videre, indtil alle syv havde været gift med hende uden at efterlade sig børn. 32 Til sidst døde også konen. 33 Hvem af brødrene skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle syv været gift med hende.” 34 Jesus svarede: „Ægteskab i jordisk forstand hører denne verden til, 35 men i den kommende verden får menneskene et liv, der ligner englenes. De gifter sig ikke, og der er ingen, der dør. De, som er værdige til at få del i genopstandelsen fra de døde, vil få et helt nyt liv som Guds børn. 37 Men at de døde genopstår, det kan man se fra det afsnit i Skriften, hvor der står om Moses og den brændende tornebusk. Her omtales Gud som Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. 38 Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. Derfor lever disse forfædre for Guds ansigt.” 39 „Godt svaret, mester!” udbrød nogle af de skriftlærde, 40 og ingen vovede sig frem med flere spørgsmål.

Messias som Davids søn

41 Jesus stillede nu forsamlingen et spørgsmål: „Hvordan kan Messias være en søn* af Kong David, når David selv kalder ham for herre? Han siger jo sådan i Salmernes Bog: ‚Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre side, imens jeg overvinder dine fjender.’* 44 Når David her kalder ham sin herre, kan han så samtidig være hans egen søn?”

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri

45 Derefter sagde Jesus til sine disciple i mængdens påhør: 46 „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved festerne. 47 Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”

English Standard Version

The Authority of Jesus Challenged

1 One day, as Jesus* was teaching the people in the temple and preaching the gospel, the chief priests and the scribes with the elders came up 2 and said to him, “Tell us by what authority you do these things, or who it is that gave you this authority.” 3 He answered them, “I also will ask you a question. Now tell me, 4 was the baptism of John from heaven or from man?” 5 And they discussed it with one another, saying, “If we say, ‘From heaven,’ he will say, ‘Why did you not believe him?’ 6 But if we say, ‘From man,’ all the people will stone us to death, for they are convinced that John was a prophet.” 7 So they answered that they did not know where it came from. 8 And Jesus said to them, “Neither will I tell you by what authority I do these things.”

The Parable of the Wicked Tenants

9 And he began to tell the people this parable: “A man planted a vineyard and let it out to tenants and went into another country for a long while. 10 When the time came, he sent a servant* to the tenants, so that they would give him some of the fruit of the vineyard. But the tenants beat him and sent him away empty-handed. 11 And he sent another servant. But they also beat and treated him shamefully, and sent him away empty-handed. 12 And he sent yet a third. This one also they wounded and cast out. 13 Then the owner of the vineyard said, ‘What shall I do? I will send my beloved son; perhaps they will respect him.’ 14 But when the tenants saw him, they said to themselves, ‘This is the heir. Let us kill him, so that the inheritance may be ours.’ 15 And they threw him out of the vineyard and killed him. What then will the owner of the vineyard do to them? 16 He will come and destroy those tenants and give the vineyard to others.” When they heard this, they said, “Surely not!” 17 But he looked directly at them and said, “What then is this that is written: “‘The stone that the builders rejected has become the cornerstone’?* 18 Everyone who falls on that stone will be broken to pieces, and when it falls on anyone, it will crush him.”

Paying Taxes to Caesar

19 The scribes and the chief priests sought to lay hands on him at that very hour, for they perceived that he had told this parable against them, but they feared the people. 20 So they watched him and sent spies, who pretended to be sincere, that they might catch him in something he said, so as to deliver him up to the authority and jurisdiction of the governor. 21 So they asked him, “Teacher, we know that you speak and teach rightly, and show no partiality,* but truly teach the way of God. 22 Is it lawful for us to give tribute to Caesar, or not?” 23 But he perceived their craftiness, and said to them, 24 “Show me a denarius.* Whose likeness and inscription does it have?” They said, “Caesar’s.” 25 He said to them, “Then render to Caesar the things that are Caesar’s, and to God the things that are God’s.” 26 And they were not able in the presence of the people to catch him in what he said, but marveling at his answer they became silent.

Sadducees Ask About the Resurrection

27 There came to him some Sadducees, those who deny that there is a resurrection, 28 and they asked him a question, saying, “Teacher, Moses wrote for us that if a man’s brother dies, having a wife but no children, the man* must take the widow and raise up offspring for his brother. 29 Now there were seven brothers. The first took a wife, and died without children. 30 And the second 31 and the third took her, and likewise all seven left no children and died. 32 Afterward the woman also died. 33 In the resurrection, therefore, whose wife will the woman be? For the seven had her as wife.” 34 And Jesus said to them, “The sons of this age marry and are given in marriage, 35 but those who are considered worthy to attain to that age and to the resurrection from the dead neither marry nor are given in marriage, 36 for they cannot die anymore, because they are equal to angels and are sons of God, being sons* of the resurrection. 37 But that the dead are raised, even Moses showed, in the passage about the bush, where he calls the Lord the God of Abraham and the God of Isaac and the God of Jacob. 38 Now he is not God of the dead, but of the living, for all live to him.” 39 Then some of the scribes answered, “Teacher, you have spoken well.” 40 For they no longer dared to ask him any question.

Whose Son Is the Christ?

41 But he said to them, “How can they say that the Christ is David’s son? 42 For David himself says in the Book of Psalms, “‘The Lord said to my Lord, “Sit at my right hand, 43 until I make your enemies your footstool.”’ 44 David thus calls him Lord, so how is he his son?”

Beware of the Scribes

45 And in the hearing of all the people he said to his disciples, 46 “Beware of the scribes, who like to walk around in long robes, and love greetings in the marketplaces and the best seats in the synagogues and the places of honor at feasts, 47 who devour widows’ houses and for a pretense make long prayers. They will receive the greater condemnation.”

Lukas 20 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version