Jeremia 20 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version

Jeremia 20 | Bibelen på hverdagsdansk

Jeremias sættes i gabestok og beklager sig over en profets lidelser

1 Præsten Pashhur, Immers søn, der var sikkerhedschef i Herrens tempel, hørte Jeremias’ ord. 2 Derfor arresterede han ham, lod ham piske og satte ham i gabestokken ved Benjaminporten ind til templet. 3 Næste dag, da Pashhur endelig løslod ham, sagde Jeremias: „Pashhur, Herren giver dig et nyt navn: Fra nu af skal du hedde ‚Omringet-af-rædsel’. 4 Herren vil nemlig omringe dig og dine venner med rædsel, og du vil se dine venner blive dræbt af fjenderne. Han vil udlevere Judas befolkning til Babylons konge, så mange vil blive dræbt i krigen og resten ført bort som fanger til Babylon. 5 Han giver fjenden tilladelse til at plyndre Jerusalem. Alle byens berømte skatte, de kongelige juveler, alt guld og sølv vil blive ført til Babylon som krigsbytte. 6 Og hvad angår dig selv, Pashhur, skal du og din familie og alle dine tjenere ende som fanger i Babylon. Der skal du dø og begraves. Det gælder både dig og alle dem, der lod sig vildlede af dine falske profetier.” 7 Da bad jeg: „Herre, du overtalte mig til at bringe dit budskab. Jeg lod mig overtale, fordi du er mægtigere end jeg er, men nu håner hele byen mig. 8 Hver gang jeg åbner munden for at bringe dit ord, handler det om vold og ødelæggelse. Det er derfor folk er på nakken af mig. 9 Jeg fristes til at give op som profet og ikke længere bringe de budskaber, du giver mig. Men budskaberne brænder som ild i mit indre, så jeg er tvunget til at komme frem med dem. 10 Jeg hører, hvordan de hvisker bag min ryg og leder efter et påskud til at gøre det af med mig. Selv mine tidligere venner venter på en anledning til at fælde mig. ‚Før eller senere gør han noget strafbart,’ siger de, ‚så kan vi få ram på ham!’ 11 Men du står ved min side som en vældig kriger, og dig kan mine modstandere ikke magte. Derfor kan de ikke slå mig ud. Til sidst bliver de ydmyget på en måde, som aldrig bliver glemt. 12 Almægtige Herre, du ved, hvem der er oprigtig, for du gennemskuer menneskets skjulte tanker og motiver. Derfor stoler jeg på dig og har overladt min sag i dine hænder. Jeg ser frem til, at du vil straffe dem. 13 Jeg vil synge min tak og lovprisning til dig, Herre, for du redder de svage ud af onde menneskers kløer. 14 Alligevel siger jeg: Gid jeg aldrig var blevet født! Det var ikke en velsignelse for mig at se dagens lys. 15 Forbandet være den person, der gjorde min far glad med nyheden om, at han havde fået en søn. 16 Må det gå den budbringer ligesom de oldtidsbyer, du udryddede uden skånsel. Må han høre advarselsråb om morgenen og kampråb ved middagstid, 17 for han burde have dræbt mig ved fødslen. Gid jeg var død som foster eller aldrig kommet ud af min mors mave. 18 Hvorfor skulle jeg fødes, når mit liv kun består af endeløse ydmygelser og fornedrelser?”

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

English Standard Version

Jeremiah Persecuted by Pashhur

1 Now Pashhur the priest, the son of Immer, who was chief officer in the house of the Lord, heard Jeremiah prophesying these things. 2 Then Pashhur beat Jeremiah the prophet, and put him in the stocks that were in the upper Benjamin Gate of the house of the Lord. 3 The next day, when Pashhur released Jeremiah from the stocks, Jeremiah said to him, “The Lord does not call your name Pashhur, but Terror on Every Side. 4 For thus says the Lord: Behold, I will make you a terror to yourself and to all your friends. They shall fall by the sword of their enemies while you look on. And I will give all Judah into the hand of the king of Babylon. He shall carry them captive to Babylon, and shall strike them down with the sword. 5 Moreover, I will give all the wealth of the city, all its gains, all its prized belongings, and all the treasures of the kings of Judah into the hand of their enemies, who shall plunder them and seize them and carry them to Babylon. 6 And you, Pashhur, and all who dwell in your house, shall go into captivity. To Babylon you shall go, and there you shall die, and there you shall be buried, you and all your friends, to whom you have prophesied falsely.” 7 O Lord, you have deceived me, and I was deceived; you are stronger than I, and you have prevailed. I have become a laughingstock all the day; everyone mocks me. 8 For whenever I speak, I cry out, I shout, “Violence and destruction!” For the word of the Lord has become for me a reproach and derision all day long. 9 If I say, “I will not mention him, or speak any more in his name,” there is in my heart as it were a burning fire shut up in my bones, and I am weary with holding it in, and I cannot. 10 For I hear many whispering. Terror is on every side! “Denounce him! Let us denounce him!” say all my close friends, watching for my fall. “Perhaps he will be deceived; then we can overcome him and take our revenge on him.” 11 But the Lord is with me as a dread warrior; therefore my persecutors will stumble; they will not overcome me. They will be greatly shamed, for they will not succeed. Their eternal dishonor will never be forgotten. 12 O Lord of hosts, who tests the righteous, who sees the heart and the mind,* let me see your vengeance upon them, for to you have I committed my cause. 13 Sing to the Lord; praise the Lord! For he has delivered the life of the needy from the hand of evildoers. 14 Cursed be the day on which I was born! The day when my mother bore me, let it not be blessed! 15 Cursed be the man who brought the news to my father, “A son is born to you,” making him very glad. 16 Let that man be like the cities that the Lord overthrew without pity; let him hear a cry in the morning and an alarm at noon, 17 because he did not kill me in the womb; so my mother would have been my grave, and her womb forever great. 18 Why did I come out from the womb to see toil and sorrow, and spend my days in shame?