Jesaja 37 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version

Jesaja 37 | Bibelen på hverdagsdansk

Hizkija søger hjælp hos Esajas

1 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. 2 Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas. De havde også klædt sig i sæk og aske 3 og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. 4 Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham? Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.” 5 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. 7 Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

8 Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. 9 Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija: 10 „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. 11 Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har underlagt sig utallige lande. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? 12 Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. 13 Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

14 Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. 15 „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. 17 Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! 18 Herre, det er jo sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde 19 og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. 20 Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

21 Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. 22 Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib: Jerusalems indbyggere ryster på hovedet. Ja, Zions datter ler dig op i ansigtet. 23 Hvem var det, du hånede og spottede? Hvem brugte du så store ord imod? I hovmod trodsede du Himlens Gud, vendte dig imod Israels Hellige. 24 Ved sendebud hånede du Herren og sagde: ‚Mine hære krydsede de højeste bjerge, jeg erobrede Libanons højdedrag. Jeg fældede skovens stolte cedre, nedlagde de statelige cypresser. Jeg nåede bjergenes tinder, Libanons prægtige frugtplantager. 25 Jeg lod brønde grave i fjendeland og brugte løs af deres drikkevand. Ved mine hæres støvletramp blev Egyptens floder tømt for vand.’ 26 Forstår du ikke, at det var min idé? Jeg planlagde det for længst og lod det ske. Du skulle angribe fæstningsbyer og forvandle dem til bunker af sten, 27 mens indbyggerne måtte se til, skuffede, udmattede og skamfulde, som spirer, der rykkes op med rode, som græs på taget, der visner for vinden. 28 Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig, jeg ved, hvornår du går og kommer tilbage. 29 Men fordi du hidser dig op imod mig, og dine stolte ord har nået mit øre, sætter jeg kroge i din næse og lægger bidsel i din mund. Jeg trækker dig bort, tilbage ad den vej, du kom.

Om Jerusalem og folkets fremtid

30 Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.* Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. 31 For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. 32 En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld. 33 Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. 34 Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. 35 For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

36 Så gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. 37 Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. 38 Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

English Standard Version

Hezekiah Seeks Isaiah’s Help

1 As soon as King Hezekiah heard it, he tore his clothes and covered himself with sackcloth and went into the house of the Lord. 2 And he sent Eliakim, who was over the household, and Shebna the secretary, and the senior priests, covered with sackcloth, to the prophet Isaiah the son of Amoz. 3 They said to him, “Thus says Hezekiah, ‘This day is a day of distress, of rebuke, and of disgrace; children have come to the point of birth, and there is no strength to bring them forth. 4 It may be that the Lord your God will hear the words of the Rabshakeh, whom his master the king of Assyria has sent to mock the living God, and will rebuke the words that the Lord your God has heard; therefore lift up your prayer for the remnant that is left.’” 5 When the servants of King Hezekiah came to Isaiah, 6 Isaiah said to them, “Say to your master, ‘Thus says the Lord: Do not be afraid because of the words that you have heard, with which the young men of the king of Assyria have reviled me. 7 Behold, I will put a spirit in him, so that he shall hear a rumor and return to his own land, and I will make him fall by the sword in his own land.’” 8 The Rabshakeh returned, and found the king of Assyria fighting against Libnah, for he had heard that the king had left Lachish. 9 Now the king heard concerning Tirhakah king of Cush,* “He has set out to fight against you.” And when he heard it, he sent messengers to Hezekiah, saying, 10 “Thus shall you speak to Hezekiah king of Judah: ‘Do not let your God in whom you trust deceive you by promising that Jerusalem will not be given into the hand of the king of Assyria. 11 Behold, you have heard what the kings of Assyria have done to all lands, devoting them to destruction. And shall you be delivered? 12 Have the gods of the nations delivered them, the nations that my fathers destroyed, Gozan, Haran, Rezeph, and the people of Eden who were in Telassar? 13 Where is the king of Hamath, the king of Arpad, the king of the city of Sepharvaim, the king of Hena, or the king of Ivvah?’”

Hezekiah’s Prayer for Deliverance

14 Hezekiah received the letter from the hand of the messengers, and read it; and Hezekiah went up to the house of the Lord, and spread it before the Lord. 15 And Hezekiah prayed to the Lord: 16 “O Lord of hosts, God of Israel, enthroned above the cherubim, you are the God, you alone, of all the kingdoms of the earth; you have made heaven and earth. 17 Incline your ear, O Lord, and hear; open your eyes, O Lord, and see; and hear all the words of Sennacherib, which he has sent to mock the living God. 18 Truly, O Lord, the kings of Assyria have laid waste all the nations and their lands, 19 and have cast their gods into the fire. For they were no gods, but the work of men’s hands, wood and stone. Therefore they were destroyed. 20 So now, O Lord our God, save us from his hand, that all the kingdoms of the earth may know that you alone are the Lord.”

Sennacherib’s Fall

21 Then Isaiah the son of Amoz sent to Hezekiah, saying, “Thus says the Lord, the God of Israel: Because you have prayed to me concerning Sennacherib king of Assyria, 22 this is the word that the Lord has spoken concerning him: “‘She despises you, she scorns you— the virgin daughter of Zion; she wags her head behind you— the daughter of Jerusalem. 23 “Whom have you mocked and reviled? Against whom have you raised your voice and lifted your eyes to the heights? Against the Holy One of Israel! 24 By your servants you have mocked the Lord, and you have said, With my many chariots I have gone up the heights of the mountains, to the far recesses of Lebanon, to cut down its tallest cedars, its choicest cypresses, to come to its remotest height, its most fruitful forest. 25 I dug wells and drank waters, to dry up with the sole of my foot all the streams of Egypt. 26 “Have you not heard that I determined it long ago? I planned from days of old what now I bring to pass, that you should make fortified cities crash into heaps of ruins, 27 while their inhabitants, shorn of strength, are dismayed and confounded, and have become like plants of the field and like tender grass, like grass on the housetops, blighted* before it is grown. 28 “I know your sitting down and your going out and coming in, and your raging against me. 29 Because you have raged against me and your complacency has come to my ears, I will put my hook in your nose and my bit in your mouth, and I will turn you back on the way by which you came.’ 30 “And this shall be the sign for you: this year you shall eat what grows of itself, and in the second year what springs from that. Then in the third year sow and reap, and plant vineyards, and eat their fruit. 31 And the surviving remnant of the house of Judah shall again take root downward and bear fruit upward. 32 For out of Jerusalem shall go a remnant, and out of Mount Zion a band of survivors. The zeal of the Lord of hosts will do this. 33 “Therefore thus says the Lord concerning the king of Assyria: He shall not come into this city or shoot an arrow there or come before it with a shield or cast up a siege mound against it. 34 By the way that he came, by the same he shall return, and he shall not come into this city, declares the Lord. 35 For I will defend this city to save it, for my own sake and for the sake of my servant David.” 36 And the angel of the Lord went out and struck down 185,000 in the camp of the Assyrians. And when people arose early in the morning, behold, these were all dead bodies. 37 Then Sennacherib king of Assyria departed and returned home and lived at Nineveh. 38 And as he was worshiping in the house of Nisroch his god, Adrammelech and Sharezer, his sons, struck him down with the sword. And after they escaped into the land of Ararat, Esarhaddon his son reigned in his place.