2.Mose 15 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version

2.Mose 15 | Bibelen på hverdagsdansk

Moses’ sang

1 Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, ophøje ham for hans herlige sejr. Han fældede hest og rytter, kastede dem i havets dyb. 2 Herren er min styrke og glæde, han er den, som frelser mig. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham. 3 Herren er en vældig kriger, Herren er hans navn. 4 Faraos vogne og hære blev opslugt af havet, hans folk forsvandt i Det Røde Hav. 5 Bølgerne slog hen over dem, de sank som sten i havets dyb. 6 Herre, din højre hånd er stærk, du knuser dine fjender. 7 Med din vældige magt vandt du over dem, som var imod dig. Din vrede flammede op og fortærede dem som halmstrå. 8 Ved dit åndepust hobede vandet sig op, de brusende vande stod som en mur, og havbunden tørrede ind. 9 Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem, indhenter dem og udrydder dem. Jeg plyndrer dem og uddeler byttet, jeg stiller min hævntørst på dem. Jeg trækker mit sværd af skeden, med magt vil jeg udrydde dem.” 10 Men du pustede, og havet dækkede dem. De sank som bly i de vældige vande. 11 Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er som du, hellig og herlig, forfærdelig i stråleglans, forunderlig i styrke? 12 Du løftede din hånd, og jorden opslugte vores fjender. 13 Du er en trofast leder for dit frikøbte folk. Du har magt til at føre dem til din hellige bolig. 14 Folkeslagene hører om det og skælver, filistrene overvældes af frygt. 15 Edoms høvdinge forfærdes, Moabs fyrster ryster. Kana’ans beboere taber modet. 16 Rædsel og angst overvælder dem. De står tavse af frygt med forstenede ansigter, indtil dit folk er gået forbi, Herre, til dit frikøbte folk er nået hjem. 17 Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg, det sted, som skal blive din bolig, Herre, den helligdom, du selv vil bygge. 18 Herren er konge, evig og altid! 19 Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over. 20 Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner. 21 Mirjam sang: Syng for Herren, han er større end alle andre. Hest og rytter kastede han i havets dyb.

Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder

22 Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. 23 Da de kom til Mara,* fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. 24 Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de. 25 Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet. Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: 26 „Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.” 27 Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

English Standard Version

The Song of Moses

1 Then Moses and the people of Israel sang this song to the Lord, saying, “I will sing to the Lord, for he has triumphed gloriously; the horse and his rider* he has thrown into the sea. 2 The Lord is my strength and my song, and he has become my salvation; this is my God, and I will praise him, my father’s God, and I will exalt him. 3 The Lord is a man of war; the Lord is his name. 4 “Pharaoh’s chariots and his host he cast into the sea, and his chosen officers were sunk in the Red Sea. 5 The floods covered them; they went down into the depths like a stone. 6 Your right hand, O Lord, glorious in power, your right hand, O Lord, shatters the enemy. 7 In the greatness of your majesty you overthrow your adversaries; you send out your fury; it consumes them like stubble. 8 At the blast of your nostrils the waters piled up; the floods stood up in a heap; the deeps congealed in the heart of the sea. 9 The enemy said, ‘I will pursue, I will overtake, I will divide the spoil, my desire shall have its fill of them. I will draw my sword; my hand shall destroy them.’ 10 You blew with your wind; the sea covered them; they sank like lead in the mighty waters. 11 “Who is like you, O Lord, among the gods? Who is like you, majestic in holiness, awesome in glorious deeds, doing wonders? 12 You stretched out your right hand; the earth swallowed them. 13 “You have led in your steadfast love the people whom you have redeemed; you have guided them by your strength to your holy abode. 14 The peoples have heard; they tremble; pangs have seized the inhabitants of Philistia. 15 Now are the chiefs of Edom dismayed; trembling seizes the leaders of Moab; all the inhabitants of Canaan have melted away. 16 Terror and dread fall upon them; because of the greatness of your arm, they are still as a stone, till your people, O Lord, pass by, till the people pass by whom you have purchased. 17 You will bring them in and plant them on your own mountain, the place, O Lord, which you have made for your abode, the sanctuary, O Lord, which your hands have established. 18 The Lord will reign forever and ever.” 19 For when the horses of Pharaoh with his chariots and his horsemen went into the sea, the Lord brought back the waters of the sea upon them, but the people of Israel walked on dry ground in the midst of the sea. 20 Then Miriam the prophetess, the sister of Aaron, took a tambourine in her hand, and all the women went out after her with tambourines and dancing. 21 And Miriam sang to them: “Sing to the Lord, for he has triumphed gloriously; the horse and his rider he has thrown into the sea.”

Bitter Water Made Sweet

22 Then Moses made Israel set out from the Red Sea, and they went into the wilderness of Shur. They went three days in the wilderness and found no water. 23 When they came to Marah, they could not drink the water of Marah because it was bitter; therefore it was named Marah.* 24 And the people grumbled against Moses, saying, “What shall we drink?” 25 And he cried to the Lord, and the Lord showed him a log,* and he threw it into the water, and the water became sweet. There the Lord* made for them a statute and a rule, and there he tested them, 26 saying, “If you will diligently listen to the voice of the Lord your God, and do that which is right in his eyes, and give ear to his commandments and keep all his statutes, I will put none of the diseases on you that I put on the Egyptians, for I am the Lord, your healer.” 27 Then they came to Elim, where there were twelve springs of water and seventy palm trees, and they encamped there by the water.