Bibelen på hverdagsdansk (723 Treffer)

2Mo 2,10 Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses,* for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.” 2Mo 2,11 Moses flygter til Midjans land Mange år senere, da Moses var blevet voksen, gik han en dag ud for at se til sine israelitiske landsmænd. Han så, hvor hårdt de blev tvunget til at arbejde. Han så også, hvordan en egypter gennembankede en af de hebræiske slaver—en af hans egne landsmænd! 2Mo 2,12 Efter at have set sig om til alle sider for at være sikker på, at der ikke var nogen vidner, slog Moses egypteren ihjel og skjulte ham i sandet. 2Mo 2,14 „Hvad bilder du dig ind?” vrissede urostifteren. „Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?” Da blev Moses bange, for han var klar over, at alle nu vidste, hvad han havde gjort. 2Mo 2,15 Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land,* hvor han satte sig ved en brønd. 2Mo 2,17 Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får. 2Mo 2,21 Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone. 2Mo 2,22 Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom,* for—som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.” 2Mo 3,1 Gud kalder Moses ved den brændende busk Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. 2Mo 3,2 Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, 2Mo 3,4 Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!” „Ja, det er mig!” svarede Moses. 2Mo 3,6 Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud. 2Mo 3,11 „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?” 2Mo 3,13 „Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?” 2Mo 4,1 Moses får autoritet til at udføre mirakler „Jamen, hvad nu hvis Israels ledere ikke vil høre på mig?” indvendte Moses. „Hvad nu, hvis de ikke vil tro på, at Herren har vist sig for mig?” 2Mo 4,2 „Hvad har du der i din hånd?” spurgte Herren ham. „Min hyrdestav,” svarede Moses. 2Mo 4,3 „Smid den på jorden,” sagde Herren. Da Moses smed staven på jorden, blev den til en slange, og han løb forskrækket væk fra den. 2Mo 4,4 Men Herren råbte til ham: „Grib den i halen!” Så greb Moses den i halen, og straks blev den igen til en hyrdestav i hans hånd. 2Mo 4,6 „Stik nu din hånd ind på brystet under kjortlen!” Moses adlød, og da han trak hånden ud igen, var den hvid af spedalskhed. 2Mo 4,7 „Stik hånden ind på brystet igen,” fortsatte Herren. Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den fuldstændig normal igen. 2Mo 4,10 Men Moses havde flere indvendinger: „Jamen Herre, jeg er ikke god til at tale. Det har jeg aldrig været—og det er jeg heller ikke nu, efter at du har talt til mig. Jeg famler efter ordene.” 2Mo 4,13 Men Moses protesterede: „Herre, send dog en anden end mig!” 2Mo 4,14 Så blev Herren vred på Moses. „Hør her,” sagde han, „jeg ved, at din bror, levitten Aron, kan tale for sig. Han er i øvrigt på vej for at møde dig, og han bliver glad for at se dig igen. 2Mo 4,18 Moses vender tilbage til Egypten Så gik Moses hjem til sin svigerfar Jetro og sagde: „Jeg vil gerne rejse tilbage til Egypten og besøge min familie og se om de lever endnu.” „Gå du blot, og fred være med dig,” svarede Jetro. 2Mo 4,19 Inden Moses forlod Midjan, sagde Herren til ham: „Du skal ikke være bange for at vende tilbage til Egypten, for alle de mænd, der var ude efter at slå dig ihjel, er nu døde.” 2Mo 4,20 Så hjalp Moses sin kone med de to små børn* op på et æsel og de begav sig alle af sted mod Egypten. Og han havde hyrdestaven—Guds stav—i hånden. 2Mo 4,21 Undervejs gentog Herren sine instruktioner til Moses: „Når du ankommer til Egypten, skal du gå til Farao og udføre de mirakler, jeg har givet dig magt til at udføre. Men jeg vil gøre ham stædig, så han ikke vil lade israelitterne rejse. 2Mo 4,25 Da tog Zippora en flintekniv, afskar sin søns forhud og kastede den for Moses’ fødder. „Du er blevet mig en blodig ægtemand,” sagde hun. 2Mo 4,27 Herren havde tidligere sagt til Aron: „Gå Moses i møde i ørkenen!” Så tog Aron af sted og mødte Moses ved Guds bjerg, Horeb, og de omfavnede hinanden og kyssede hinanden på kinden. 2Mo 4,28 Moses fortalte Aron om det budskab, Herren havde givet ham, og om miraklerne, Herren havde befalet ham at udføre. 2Mo 4,29 Da Moses og Aron ankom til Egypten, samlede de israelitternes ledere, 2Mo 4,30 og Aron fortalte dem, hvad Herren havde sagt til Moses, og Moses udførte miraklerne for øjnene af dem. 2Mo 5,1 Moses og Aron i audiens hos Farao Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.” 2Mo 5,3 Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.” 2Mo 5,4 „Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde! 2Mo 5,9 De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Moses’ og Arons løgnehistorier.” 2Mo 5,20 På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset. 2Mo 5,22 Guds løfte om udfrielse Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her? 2Mo 6,1 „Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao,” sagde Herren til Moses. „Han skal få min magt at føle, indtil han lader mit folk rejse. Han vil blive så opsat på at komme af med dem, at han nærmest vil jage dem ud!” 2Mo 6,9 Moses fortalte nu folket, hvad Gud havde sagt, men de ville ikke længere høre på ham. De havde fuldstændig mistet modet på grund af den øgede arbejdsbyrde. 2Mo 6,10 Da sagde Herren til Moses: 2Mo 6,12 „Men Herre!” indvendte Moses. „Når mit eget folk ikke engang vil høre på mig, hvordan kan jeg så forvente, at Farao vil? Jeg duer ikke til at tale!” 2Mo 6,13 Alligevel befalede Herren Moses og Aron at gå til kong Farao og forlange, at han skulle lade israelitterne forlade Egypten. 2Mo 6,20 Amram giftede sig med Jokebed, som var hans faster, og de fik sønnerne Aron og Moses. Amram blev 137 år gammel. 2Mo 6,26 Aron og Moses, som er nævnt her i slægtstavlen, er de to mænd, til hvem Herren sagde: „Før Israels stammer ud af Egypten!” 2Mo 6,28 Herrens befaling til Moses og Aron Dengang Herren talte til Moses i Egypten, 2Mo 6,30 Men Moses svarede: „Jeg duer jo ikke til at tale! Hvorfor skulle Farao høre på mig?” 2Mo 7,1 „Hør nu engang, Moses,” sagde Herren. „Jeg vil vise Farao, at det er Gud selv, der står bag dig, og din bror Aron skal være den, der fører ordet. 2Mo 7,6 Så var Moses og Aron parat til at gøre, som Herren havde befalet. 2Mo 7,7 Moses var på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron var 83. 2Mo 7,8 Staven forvandles til en slange Dernæst sagde Herren til Moses: 2Mo 7,10 Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren havde befalet: Aron smed sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk, og staven blev straks forvandlet til en slange. 2Mo 7,14 Første katastrofe: Vand bliver til blod Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. 2Mo 7,20 Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, 2Mo 7,22 De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron—nøjagtig som Herren havde forudsagt. 2Mo 7,26 Anden katastrofe: Frøer Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. 2Mo 8,1 Og Herren gav Moses besked om, at Aron med sin stav skulle pege ud over landets floder, alle kanalerne og dammene, så frøerne kunne invadere landet. 2Mo 8,4 Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Bed Jahve om at fjerne frøerne fra mig og mit folk, så vil jeg give jeres folk tilladelse til at rejse ud og tilbede jeres Gud.” 2Mo 8,5 „Hvornår vil du have, jeg skal bede for dig, dine tjenere og dit folk?” spurgte Moses. „Når jeg beder, vil frøerne forsvinde fra jeres huse og kun være i floden.” 2Mo 8,6 „I morgen!” sagde Farao. „Det skal ske,” svarede Moses. „Så vil du forstå, at der ikke findes nogen så mægtig som vores Gud, Jahve. 2Mo 8,8 Moses og Aron forlod nu Farao, og Moses bad Herren om at udrydde frøerne. 2Mo 8,9 Herren gjorde, hvad Moses bad om. Frøerne døde i husene, i gårdene og på markerne. 2Mo 8,12 Tredje katastrofe: Myg Så sagde Herren til Moses: „Sig til Aron, at han skal slå på jordens støv med sin stav. Så vil støvet i hele Egypten blive forvandlet til myggesværme.” 2Mo 8,13 Moses og Aron gjorde igen, som Herren havde befalet, og pludselig vrimlede det med myg over hele landet, og de angreb både mennesker og dyr. 2Mo 8,16 Fjerde katastrofe: Fluer Så sagde Herren til Moses: „Stå tidligt op i morgen og gå Farao i møde, når han er på vej til floden. Sig til ham fra mig af: Lad mit folk rejse ud for at tilbede mig. 2Mo 8,21 Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Så tag da af sted og bring ofre til jeres Gud, men gør det inden for landets grænser. Tag ikke ud i ørkenen.” 2Mo 8,22 Men Moses svarede: „Nej, det går ikke an. Egypterne vil afsky den måde, vi ofrer til vores Gud på. Hvis vi gør noget for øjnene af dem, som de finder afskyeligt, vil de så ikke stene os? 2Mo 8,25 „Så snart jeg er ude af paladset, skal jeg bede vores Gud om at udrydde fluerne,” svarede Moses. „Og fluerne vil forsvinde fra dig, dine tjenere og dit folk i morgen. Men pas på, at du ikke igen narrer os og nægter at lade folket rejse hen og ofre til Herren.” 2Mo 8,26 Så forlod Moses Farao og bad Herren om at fjerne fluerne, 2Mo 8,27 og Herren gjorde, som Moses bad: Alle fluerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk. Ikke én eneste blev tilbage. 2Mo 9,8 Sjette katastrofe: Bylder Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det. 2Mo 9,10 Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder. 2Mo 9,11 Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere. 2Mo 9,12 Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde sagt til Moses. 2Mo 9,13 Syvende katastrofe: Hagl Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. 2Mo 9,22 Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” 2Mo 9,23 Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. 2Mo 9,27 Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. 2Mo 9,29 „Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. 2Mo 9,33 Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. 2Mo 10,1 Ottende katastrofe: Græshopper Da sagde Herren til Moses: „Gå igen til Farao og stil dit krav! Jeg har gjort ham og hans rådgivere stædige, så jeg fortsat kan vise min magt på dem og udføre mirakuløse tegn iblandt dem. 2Mo 10,3 Så gik Moses og Aron igen til Farao og sagde: „Herren, hebræernes Gud, spørger dig nu: Hvor længe vil du nægte at adlyde mig? Lad mit folk rejse for at tilbede mig. 2Mo 10,6 De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao. 2Mo 10,8 Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. „Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. „Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?” 2Mo 10,9 „Alle som en,” svarede Moses. „Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.” 2Mo 10,11 Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset. 2Mo 10,12 Derefter sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.” 2Mo 10,13 Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet. 2Mo 10,16 Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. „Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han. 2Mo 10,18 Moses forlod derefter Farao og bad til Herren. 2Mo 10,21 Niende katastrofe: Mørke Herren sagde nu til Moses: „Løft dine hænder imod himlen, og et dybt og forfærdeligt mørke vil sænke sig over Egypten—et mørke så tykt, at man kan føle det.” 2Mo 10,22 Moses rakte hånden op mod himlen, og et tykt mørke sænkede sig over landet i tre dage. 2Mo 10,24 Da sendte Farao bud efter Moses. „Rejs og tilbed Herren,” sagde han. „Men efterlad jeres husdyr her. Jeres kvinder og børn kan I tage med.” 2Mo 10,28 Han råbte efter Moses: „Forsvind herfra, og lad mig aldrig mere se dig for mine øjne! Hvis du viser dig igen, slår jeg dig ihjel!” 2Mo 10,29 „Godt,” svarede Moses. „Du skal aldrig mere se mig.” 2Mo 11,1 Moses bekendtgør den sidste katastrofe Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet. 2Mo 11,3 Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for. 2Mo 11,4 Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. 2Mo 11,8 Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse—alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede. 2Mo 11,9 Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.”