Psalm 95 | Neue evangelistische Übersetzung Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 95 | Neue evangelistische Übersetzung

Anbetung und Gehorsam

1 Kommt, lasst uns jubeln vor Jahwe / und uns freuen am Fels unseres Heils! 2 Lasst uns vor ihn treten mit Dank, / ihn mit Lobliedern erfreuen! 3 Denn ein mächtiger Gott ist Jahwe, / ein großer König über alle Götter. 4 Ihm gehören die Tiefen der Erde, / die Höhen der Berge sind ebenfalls sein. 5 Sein ist das Meer, denn er hat es gemacht, / und das Festland ist von seinen Händen geformt. 6 Kommt, lasst uns anbeten, / uns beugen vor ihm! / Lasst uns vor Jahwe knien, / der uns erschuf! 7 Denn er ist unser Gott / und wir sind sein Volk. / Er führt uns wie eine Herde / und sorgt für uns wie ein Hirt. Und wenn ihr heute seine Stimme hört, 8 verschließt euch seinem Reden nicht / wie Israel es damals bei Meriba tat, / an dem Tag in der Wüste bei Massa.* 9 Mich hatten sie dort auf die Probe gestellt! / Mich haben eure Väter versucht / und sahen meine Taten doch selbst. 10 Vierzig Jahre lang empfand ich Ekel vor diesem Geschlecht. / „Sie sind ein Volk, dessen Herz sich verirrt“, sagte ich mir, / „denn meine Wege kennen sie nicht.“ 11 Schließlich schwor ich mir im Zorn: / „Die kommen nie zur Ruhe in meinem Land!“*
Bibelen på hverdagsdansk

Tilbedelse og lydighed

1 Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser. 2 Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære. 3 For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder. 4 Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham. 5 Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham. 6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber. 7 Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag: 8 Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba* og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. 9 De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år. 10 Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.” 11 Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”