Psalm 78 | Neue evangelistische Übersetzung Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 78 | Neue evangelistische Übersetzung

Gottes Geschichte mit seinem Volk

1 Ein Lehrgedicht von Asaf. Hör, mein Volk, auf meine Weisung! / Gebt alle Acht auf das, was ich sage! 2 Ich will euch Weisheitssprüche vermitteln, / Rätsel der Vorzeit erklären.* 3 Was wir hörten und erkannten, / was unsre Väter uns erzählten, 4 wollen wir ihren Söhnen nicht verschweigen, / das sollen auch künftige Generationen erfahren: / die Ruhmestaten und die Stärke Jahwes / und die Wunder, die er tat. 5 Er stellte ein Gesetz in Jakob auf, / eine Weisung in Israel, / und gebot unseren Vätern, / dies ihre Kinder zu lehren, 6 damit auch die nächste Generation sie kennt, / die Kinder, die noch geboren werden, / und auch sie es ihren Kindern erzählen, 7 damit sie auf Gott ihr Vertrauen setzen, / die Taten Gottes nicht vergessen / und seine Gebote befolgen. 8 Denn sie sollen nicht ihren Vorfahren gleichen, / einer launischen Generation voll Trotz und Empörung, / deren Geist nicht treu zu Gott hielt. 9 Die Männer vom Stamm Efraïm,* / mit Pfeil und Bogen gerüstet, / ergriffen am Kampftag die Flucht. 10 Sie hielten sich nicht an Gottes Bund, / sie weigerten sich, seiner Weisung zu folgen. 11 Sie vergaßen seine machtvollen Taten, / die Wunder, die er sie sehen ließ. 12 Wunderbares hat er vor ihren Vätern getan / im Land Ägypten, der Gegend von Zoan.* 13 Er teilte das Meer, und sie gingen hindurch, / er ließ das Wasser stehen wie einen Damm. 14 Am Tag führte er sie mit einer Wolke, / die ganze Nacht mit einem Feuerschein. 15 Er spaltete Felsen in der Wüste, / aus Wasserfluten durften sie trinken. 16 Er ließ Bäche aus den Felsen kommen, / das Wasser floss in Strömen herab. 17 Doch sie hörten mit Sündigen in der Wüste nicht auf, / zeigten dem Höchsten nur ihren Trotz. 18 Sie forderten Gott heraus / und verlangten Speise nach ihrem Geschmack. 19 Sie redeten gegen Gott. / „Ist Gott denn fähig“, sagten sie, / „uns einen Tisch in der Wüste zu decken? 20 Den Felsen hat er zwar geschlagen, / da floss auch Wasser / und Bäche strömten heraus. / Aber kann er uns auch Brot besorgen, / kann er Fleisch verschaffen seinem Volk?“ 21 Als Jahwe das hörte, wurde er zornig. / Feuer flammte gegen Jakob auf, / ein Zorn entbrannte gegen Israel; 22 denn sie hatten ihrem Gott nicht vertraut / und nicht auf seine Hilfe gebaut. 23 Trotzdem gab er den Wolken Befehl / und öffnete die Tore des Himmels. 24 Er ließ Manna auf sie regnen zur Speise, / gab ihnen Himmels-Getreide.* 25 Sie alle aßen das Brot der Engel. / Gottes Speise machte sie satt. 26 Am Himmel setzte er den Ostwind frei / und zwang den Südwind heran. 27 Dann ließ er Fleisch auf sie regnen wie Staub / und Vögel wie den Sand am Meer. 28 Mitten ins Lager ließ er sie fallen, / rings um Israels Zelte. 29 Da aßen sie und wurden völlig satt. / Er brachte ihnen, was sie verlangten. 30 Doch ihre Gier war noch nicht gestillt, / noch war die Speise in ihrem Mund, / 31 da wurde Gott zornig über sie. / Er streckte ihre Stärksten nieder / und brachte die jungen Männer Israels um. 32 Aber trotzdem sündigten sie weiter / und vertrauten seinen Wundern nicht. 33 Da nahm er ihrem Leben den Sinn / und ließ ihre Jahre in Schrecken vergehen. 34 Doch wenn er tötete, fragten sie nach ihm; / dann kehrten sie um und suchten nach Gott. 35 Dann dachten sie, er sei doch ihr Fels, / Gott, der Höchste, sei ihr Befreier. 36 Doch wieder betrogen sie ihn mit ihrem Mund, / belogen ihn weiter mit ihrer Zunge. 37 Denn ihr Herz hing nicht an ihm, / sie blieben seinem Bund nicht treu. 38 Trotzdem blieb er voll Erbarmen, / vergab ihre Schuld und tötete sie nicht. / Oft hielt er seinen Zorn zurück / und ließ seine Wut nicht erwachen. 39 Er wusste ja, dass sie vergänglich sind, / ein Hauch, der verweht und nicht wiederkehrt. 40 Wie oft haben sie ihm in der Wüste getrotzt, / wie oft ihn dort in der Steppe betrübt! 41 Immer wieder provozierten sie Gott, / kränkten den Heiligen Israels. 42 Sie dachten nicht mehr an seine mächtigen Taten, / als er sie vom Unterdrücker befreite; 43 sie vergaßen seine Zeichen in Ägypten, / seine Wunder in der Gegend von Zoan: 44 Er verwandelte deren Ströme in Blut, / ungenießbar wurde fließendes Wasser. 45 Er schickte ihnen quälende Fliegen; / Frösche verseuchten ihr Land. 46 Den Heuschrecken gab er ihren Ernteertrag, / den grässlichen Fressern, was sie erarbeitet hatten. 47 Ihren Weinstock zerschlug er mit Hagel, / ihre Maulbeerfeigen mit dem Wettersturz. 48 Auch ihr Vieh gab er dem Hagel preis / und ihre Herden den Blitzen. 49 Er ließ seinen glühenden Zorn auf sie los, / rasende Wut, furchtbare Plagen, / eine Schar von Engeln des Unheils. 50 Er ließ seinem Zorn freien Lauf, / verschonte sie nicht vor dem Tod, / sondern lieferte sie aus an die Pest. 51 Jede Erstgeburt in Ägypten tötete er, / die Erstlinge ihrer Kraft in den Zelten Hams.* 52 Wie Schafe führte er sein Volk weg, / wie eine Herde brachte er sie durch die Wüste. 53 Er führte sie sicher, sie mussten nichts fürchten, / aber ihre Feinde bedeckte das Meer. 54 Er brachte sie in sein heiliges Land, / zu diesem Berg, den er ihnen erworben hat. 55 Er vertrieb die Völker vor ihnen ‹aus dem Land› / und verteilte dies mit der Messschnur als Erbbesitz. / So ließ er die Stämme Israels in deren Zelten wohnen. 56 Doch sie stellten Gott auf die Probe. / Sie trotzten dem Höchsten / und hielten seine Gebote nicht. 57 Wie ihre Väter fielen sie treulos von ihm ab. / Wie ein trügerischer Bogen schnellten sie herum. 58 Durch ihre Opferhöhen erbitterten sie ihn, / mit ihren Götzen reizten sie seine Eifersucht. 59 Da entbrannte sein Zorn, / und er verwarf Israel ganz. 60 Er gab seine Wohnung in Schilo auf, / das Zelt, in dem er bei ihnen wohnte. 61 Seine Kraft* gab er in Gefangenschaft, / seine Herrlichkeit in die Hand der Bedränger. 62 Sein Volk übergab er dem Schwert, / so zornig war er über sein Erbe. 63 Seine jungen Männer fraß das Feuer, / den Mädchen sang keiner das Hochzeitslied. 64 Seine Priester fielen durch das Schwert, / und die Witwen konnten ihren Tod nicht betrauern. 65 Da erwachte der Herr, als hätte er geschlafen / wie ein Held, der sich aufrüttelt vom Wein. 66 Er schlug seine Feinde zurück / und bedeckte sie mit ewiger Schande. 67 Doch die Nachkommen Josefs verwarf er, / lehnte den Stamm Efraïm als Führer ab, 68 wählte aber den Stamm Juda aus / und den Zionsberg, den er liebte. 69 Wie Himmelshöhen baute er sein Heiligtum, / wie die Erde, die er auf Dauer gegründet hat. 70 Als seinen Diener wählte er David, / nahm ihn weg von den Pferchen der Schafe. 71 Von den Muttertieren holte er ihn weg, / dass er weiden sollte Jakob, sein Volk, / und Israel, sein Eigentum. 72 Aufrichtig sorgte David für sie / und führte sie mit kluger Hand.
Bibelen på hverdagsdansk

Israels Gud—historiens Gud

1 En visdomssang af Asaf. Mit folk, lyt til min belæring, hør nøje efter, hvad jeg siger. 2 Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse. 3 Det er vore forfædres historier, som er fortalt gennem mange generationer. 4 Vi vil fortælle dem til vore børn, som igen skal give dem videre til nye generationer. De skal også høre om Herrens magt, om de forunderlige ting, han har gjort. 5 Han gav sine love til Jakobs slægt, åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel. Han befalede vore forfædre at undervise deres børn derom, 6 så den næste generation ville vide besked, så selv de børn, som endnu ikke var født, til sin tid kunne belære deres børn, 7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud, huske hans vældige gerninger og adlyde hans befalinger, 8 så de ikke bliver som deres forfædre, der var stædige og oprørske, som ikke vendte deres hjerte til Gud, men var troløse og ulydige mod ham. 9 Efraims krigere var udrustet med buer, men flygtede alligevel i kampens hede. 10 De overholdt ikke pagten med Gud, og de nægtede at følge hans lov. 11 De glemte, hvad Gud havde gjort, alle de store undere, han havde udført. 12 Han gjorde mirakler for deres forfædre, da de kom fra Zoans slette i Egypten. 13 Han delte havet og førte dem igennem, vandet stod som en vold på begge sider. 14 Om dagen ledte han dem ved en sky, om natten var der en søjle af ild. 15 Han kløvede ørkenens klipper og skaffede masser af vand. 16 En kilde sprang frem fra klippen, så vandet flød som en flod. 17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud, de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen. 18 De provokerede Gud med vilje, forlangte deres egyptiske livretter. 19 De fornærmede Gud ved at sige: „Kan Gud dække bord i ørkenen? 20 Han slog ganske vist på klippen, så vandet strømmede ud. Men kan han give os brød? Kan han skaffe kød til sit folk?” 21 Da Gud hørte det, blev han vred. Hans vrede blussede op imod Israel, 22 for de havde ikke tillid til deres Gud. De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem. 23 Men han gav befaling til skyerne og åbnede himlens sluser. 24 Han lod det regne ned over dem med manna, han gav dem brød fra himlen at spise. 25 Han gav dem englemad, så de havde rigeligt at spise. 26 Han lod østenvinden fare hen over himlen, styrede søndenvinden med sin mægtige hånd, 27 lod kød hagle ned over dem, fugle så talrige som sandkornene på stranden. 28 Han lod dem falde ned midt i lejren, de lå rundt omkring imellem teltene. 29 Folket spiste sig overmætte, Gud tilfredsstillede deres grådighed. 30 Men mens de endnu havde munden fuld, blev deres grådighed straffet. 31 De blev ramt af Herrens vrede, han dræbte deres stærkeste mænd, gjorde det af med de bedste krigere. 32 Alligevel blev de ved med at synde, til trods for hans mægtige undere. 33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder, de blev alle grebet af rædsel. 34 Når han dræbte en stor del af dem, søgte resten tilbage til ham. De angrede og vendte sig igen til Gud. 35 Så huskede de, at Gud var deres redning, den almægtige Gud var deres befrier. 36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord, deres lovprisning var ikke andet end løgn. 37 Deres hjerter var langt fra Gud, de holdt ikke fast ved hans pagt. 38 Alligevel var Gud barmhjertig, han tilgav deres synd og udslettede dem ikke. Ofte holdt han sin vrede tilbage, lod ikke sit raseri få frit løb. 39 Han vidste jo, at de kun var mennesker, de var som et vindpust, der farer forbi. 40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen? De vakte hans vrede og voldte ham sorg. 41 De provokerede deres Gud gang på gang, de var ulydige mod Israels Herre. 42 De glemte hans underfulde kraft, som befriede dem fra fjendens tyranni. 43 De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne, gjorde mægtige undere på Zoans slette. 44 Han forvandlede floderne til blod, så vandet ikke kunne drikkes. 45 Han sendte insekter, som stak dem, et mylder af frøer, som ødelagde deres land. 46 Han gav deres afgrøde til græshopperne, hele deres høst blev ædt op. 47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl, deres figentræer med den iskolde regn. 48 Deres kvæg bukkede under for haglene, deres får blev ramt af lynene. 49 Han udøste sin vrede over dem, sendte ødelæggelsen ind over dem. 50 Han gav sin vrede frit løb og sparede ikke egypternes liv, men gjorde dem til ofre for de mange plager. 51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte, symbolet på hver eneste families frugtbarhed. 52 Men han førte sit eget folk i frihed, ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen. 53 Han ledte dem frem i sikkerhed, mens deres fjender blev begravet i havet. 54 Han førte dem til det forjættede land, det bjergland, han havde lovet at give dem. 55 Han drev folkeslag bort foran dem, han uddelte landet til dem ved lodkastning, så Israels stammer kunne bosætte sig der. 56 Men de trodsede igen den almægtige Gud, de adlød ikke hans befalinger. 57 De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort, de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv. 58 De krænkede ham med deres afgudsbilleder, æggede ham med deres offerhøje. 59 Gud så deres opførsel og blev meget vred, han følte en stærk lede ved sit folk. 60 Han forlod sin helligdom i Shilo, hvor han havde lovet at bo blandt sit folk. 61 Han tillod, at arken blev taget som bytte, overgav symbolet på sin herlighed til fjenden. 62 Han lod mange blive dræbt i krig, for han var vred på sit udvalgte folk. 63 De tapre krigere døde i deres ungdom, de unge piger havde ingen at gifte sig med. 64 Præsterne blev myrdet af fjendens soldater, enkerne fik ikke lov at synge klagesange. 65 Da rejste Herren sig som af søvne, som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke. 66 Han drev fjenderne på flugt, voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt. 67 Men han forkastede Efraims krigere, de der var efterkommere af Josef. 68 I stedet valgte han Judas stamme, og besluttede sig for Zions bjerg. 69 Dér byggede han sin prægtige helligdom på et fundament, som varer til evig tid. 70 Han udvalgte sin tjener David, som ikke var andet end en fårehyrde. 71 Han fjernede ham fra faderens får og gjorde ham til konge i Israel, til hyrde for sit udvalgte folk. 72 David blev en god og retfærdig konge, han ledte folket med kyndig hånd.