1Jesus aber ging zum Ölberg.2Doch schon früh am nächsten Morgen war er wieder im Tempel. Als dann das ganze Volk zu ihm kam, setzte er sich und begann sie zu unterweisen.3Da führten die Gesetzeslehrer und die Pharisäer eine Frau herbei, die beim Ehebruch ertappt worden war. Sie stellten sie in die Mitte4und sagten zu ihm: „Rabbi, diese Frau wurde beim Ehebruch auf frischer Tat ertappt.5Im Gesetz schreibt Mose vor, solche Frauen zu steinigen. Was sagst du nun dazu?“6Mit dieser Frage wollten sie ihm eine Falle stellen, um ihn dann anklagen zu können. Aber Jesus beugte sich vor und schrieb mit dem Finger auf die Erde.7Doch sie ließen nicht locker mit ihren Fragen. Schließlich richtete er sich auf und sagte: „Gut, wer von euch ohne Sünde ist, der stoße als Erster den Stein auf sie!“*8Dann beugte er sich wieder vor und schrieb auf die Erde.9Von seinen Worten getroffen, zog sich einer nach dem anderen zurück, die Ältesten zuerst. Schließlich war Jesus mit der Frau allein. Sie stand immer noch an der gleichen Stelle.10Er richtete sich wieder auf und sagte: „Frau, wo sind sie hin? Hat keiner dich verurteilt?“11„Keiner, Herr“, erwiderte sie. Da sagte Jesus: „Ich verurteile dich auch nicht. Du kannst gehen. Sündige aber nicht mehr!“
Jesus, das Licht der Welt
12Dann sagte Jesus wieder zu allen Leuten: „Ich bin das Licht der Welt! Wer mir folgt, irrt nicht mehr in der Finsternis umher. Er wird dann das Licht des Lebens haben.“13Da sagten die Pharisäer zu ihm: „Jetzt bist du unglaubwürdig, denn du trittst als Zeuge für dich selbst auf.“14Jesus erwiderte: „Auch wenn ich als Zeuge für mich selbst aussage, ist mein Zeugnis dennoch wahr. Denn ich weiß, woher ich gekommen bin und wohin ich gehe. Aber ihr wisst nicht, woher ich komme und wohin ich gehe.15Ihr urteilt nach menschlichen Maßstäben, ich verurteile niemand.16Und selbst wenn ich ein Urteil ausspreche, so ist es doch richtig, weil ich nicht allein dastehe, sondern in Übereinstimmung mit dem Vater bin, der mich gesandt hat.17Auch in eurem Gesetz steht ja geschrieben, dass die übereinstimmende Aussage von zwei Zeugen gültig ist.18Der eine Zeuge bin ich und der andere ist der Vater, der mich gesandt hat.“19„Wo ist denn dein Vater?“, fragten sie. Jesus erwiderte: „Weil ihr nicht wisst, wer ich bin, wisst ihr auch nicht, wer mein Vater ist. Würdet ihr mich kennen, dann würdet ihr auch meinen Vater kennen.“20Diese Worte sagte Jesus, als er im Tempel in der Nähe der Behälter für die Geldopfer lehrte. Aber niemand nahm ihn fest, denn seine Stunde war noch nicht gekommen.21Dann wandte sich Jesus wieder an seine Zuhörer. „Ich werde fortgehen“, sagte er, „und ihr werdet mich suchen. Aber ihr werdet in der Sünde ‹eures Unglaubens› sterben. Und wohin ich gehe, dahin könnt ihr nicht kommen.“22„Will er sich etwa das Leben nehmen?“, fragten sich die Juden. „Warum sagt er sonst: 'Wohin ich gehe, könnt ihr nicht kommen'?“23Doch Jesus fuhr fort: „Ihr seid von hier unten, aber ich komme von oben. Ihr seid von dieser Welt, aber ich bin nicht von dieser Welt.24Ich habe es euch ja schon gesagt: Ihr werdet in euren Sünden sterben. Denn wenn ihr nicht glaubt, dass ich ‹nicht von dieser Welt› bin, werdet ihr in euren Sünden sterben!“25„Wer bist du denn?“, fragten sie. „Das habe ich euch doch schon immer gesagt“, erwiderte Jesus.26„Und was euch betrifft, könnte ich noch viel sagen und ‹hätte allen Grund›, euch zu verurteilen. Aber ich sage der Welt nur das, was ich vom Wahrhaftigen selbst gehört habe. Denn der hat mich gesandt.“27Aber sie verstanden immer noch nicht, dass er von ‹Gott›, dem Vater, zu ihnen sprach.28Deshalb fügte er hinzu: „Wenn ihr den Menschensohn erhöht habt, werdet ihr erkennen, wer ich bin. Dann werdet ihr begreifen, dass ich nichts von mir selbst aus tue, sondern so rede, wie der Vater mich gelehrt hat.29Und er, der mich gesandt hat, steht mir bei. Er lässt mich nicht allein, denn ich tue immer, was ihm gefällt.“30Als er das sagte, glaubten viele an ihn.
Diskussion: Freiheit oder Sklaverei
31Dann sagte Jesus zu den Juden, die an ihn geglaubt hatten: „Wenn ihr bei dem bleibt, was ich euch gesagt habe, seid ihr wirklich meine Jünger.32Dann werdet ihr die Wahrheit erkennen, und die Wahrheit wird euch frei machen.“33„Aber wir sind doch Nachkommen Abrahams!“, entgegneten sie. „Wir sind nie Sklaven von irgendjemand gewesen. Wie kannst du da sagen: Ihr müsst frei werden?“34„Ich versichere euch nachdrücklich“, erwiderte Jesus: „Jeder, der das tut, was die Sünde will, ist ein Sklave der Sünde.35Ein Sklave gehört nicht für immer zur Familie, der Sohn aber sehr wohl.36Wenn euch also der Sohn frei macht, seid ihr wirklich frei.37Ich weiß, dass ihr Nachkommen Abrahams seid. Trotzdem wollt ihr mich umbringen, und zwar deshalb, weil mein Wort keinen Platz in euch hat.38Ich rede von dem, was ich bei meinem Vater gesehen habe. Auch ihr tut, was ihr von eurem Vater gehört habt.“39„Unser Vater ist Abraham!“, protestierten sie. „Nein“, erwiderte Jesus, „wenn ihr wirklich Nachkommen Abrahams wärt, würdet ihr auch so handeln wie er.40Stattdessen versucht ihr, mich zu töten – mich, der euch die Wahrheit sagt, die ich von Gott habe. So etwas hat Abraham nicht getan.41Nein, ihr handelt so wie euer wirklicher Vater!“ – „Wir sind keine unehelichen Kinder!“, widersprachen sie. „Wir haben nur einen einzigen Vater, und das ist Gott!“42„Wenn Gott euer Vater wäre“, hielt Jesus ihnen entgegen, „dann würdet ihr mich lieben. Denn ich bin von Gott her zu euch gekommen, in seinem Auftrag und nicht von mir aus.43Warum ist mein Reden nur so unverständlich für euch? Weil ihr mein Wort gar nicht hören könnt.44Euer Vater ist nämlich der Teufel, und ihr wollt das tun, was euer Vater will. Er war von Anfang an ein Mörder und hat die Wahrheit immer gehasst, weil keine Wahrheit in ihm ist. Wenn er lügt, entspricht das seinem ureigensten Wesen. Er ist der Lügner schlechthin und der Vater jeder Lüge.45Und gerade weil ich die Wahrheit sage, glaubt ihr mir nicht.46Wer von euch kann mir denn irgendeine Sünde nachweisen? Wenn ich aber die Wahrheit sage, warum glaubt ihr mir dann nicht?47Wer Gott zum Vater hat, hört auf das, was Gott sagt. Aber ihr hört es nicht, weil ihr nicht von Gott stammt.“48„Haben wir nicht recht?“, empörten sich die Juden. „Du bist ein samaritanischer Teufel, ein Dämon hat dich in seiner Gewalt!“49„Nein“, sagte Jesus, „ich bin nicht von einem Dämon besessen, sondern ich ehre meinen Vater. Aber ihr beleidigt mich!50Doch ich suche keine Ehre für mich selbst. Das tut ein anderer, und das ist der Richter!51Ja, ich versichere euch: Wer sich nach meinen Worten richtet, wird den Tod in Ewigkeit nicht sehen.“52Da sagten die Juden: „Jetzt sind wir sicher, dass du von einem Dämon besessen bist. Abraham ist gestorben und die Propheten auch, aber du sagst: 'Wer sich nach meinen Worten richtet, wird den Tod in Ewigkeit nicht schmecken.'53Bist du etwa größer als unser Vater Abraham und die Propheten, die alle gestorben sind? Für wen hältst du dich eigentlich?“54Jesus erwiderte: „Wenn ich mich selbst ehren würde, wäre meine Ehre nichts wert. Doch es ist mein Vater, der mich ehrt, es ist der, von dem ihr behauptet, er sei euer Gott.55Und dabei habt ihr ihn nie gekannt. Ich aber kenne ihn. Wenn ich sagen würde, dass ich ihn nicht kenne, wäre ich ein Lügner wie ihr. Aber ich kenne ihn und richte mich nach seinem Wort.56Euer Vater Abraham sah meinem Tag mit Jubel entgegen. Er sah ihn dann auch und freute sich.“57„Du bist noch keine fünfzig Jahre alt und willst Abraham gesehen haben?“, hielten ihm die Juden entgegen.58„Ja, ich versichere euch“, sagte Jesus, „ich war schon da,* bevor Abraham ‹überhaupt geboren› wurde.“59Da hoben sie Steine auf, um ihn damit zu töten. Doch Jesus entzog sich ihren Blicken und verließ den Tempel.
Bibelen på hverdagsdansk
1men Jesus gik ud til Olivenbjerget.
Lad dem, der er uden synd, kaste den første sten
2Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem.3En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde:4„Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud.5Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel.* Hvad siger du?”6De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet.7Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.”8Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden.9Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden—de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden.10Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?”11„Nej, Herre,” svarede hun. „Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”
Jesus—verdens lys
12Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.”13Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.”14Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke.15I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen.16Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig.17Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort?18Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.”19„Hvor er din far da henne?” spurgte de. „I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.”20Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.
Farisæerne fatter intet
21Jesus fortsatte: „Jeg går bort, og I vil lede efter mig, men I skal dø i jeres synder. Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.”22De jødiske ledere udbrød: „Mon han vil begå selvmord, siden han siger, at vi ikke kan komme til det sted, hvor han går hen?”23„Jeg kommer ovenfra,” svarede Jesus. „I tilhører denne verden, men det gør jeg ikke.24Derfor sagde jeg, at I kommer til at dø i jeres synder. For kun hvis I tror på, at jeg er den, jeg er, kan I undgå at dø i jeres synder.”25„Jamen, hvem er du da?” spurgte de. „Har I slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” udbrød Jesus.26„Der er meget, jeg kunne sige om jer og dømme jer for. Men lad mig nøjes med at sige, at han, som sendte mig, altid taler sandt. Og det budskab, jeg har fra ham, er det, jeg giver videre til menneskene.”27De fattede ikke, at han talte til dem om sin himmelske Far.28Da sagde Jesus: „Når I har fået Menneskesønnen løftet op, vil I forstå, at jeg er den, jeg er. Jeg gør intet af egen vilje, men jeg siger det, min Far har sagt, jeg skal sige.29Han, som har sendt mig, står bag mig. Han har ikke forladt mig, for jeg gør altid det, der er hans vilje.”
Mange i skaren kommer til tro
30Mens Jesus talte, kom mange i folkeskaren til tro på ham,31og til dem sagde han: „Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple.32I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.”
Konfrontationen med de jødiske ledere tilspidses
33„Sætte os fri?” afbrød de jødiske ledere ham. „Hvad mener du med det? Vi har aldrig været slaver af nogen. Vi er jo børn af Abraham!”*34Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Enhver, som lever i synd, er slave af synden.35Slaver har ingen frihed og ingen rettigheder. De kan når som helst blive sendt bort. Sønnen, derimod, hører til i familien, og det bliver han ved med at gøre.36Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie.37Jeg ved, at I er børn af Abraham, men alligevel er I ude på at slå mig ihjel, for I har ikke plads til mit ord i jeres hjerter.38Jeg taler om det, jeg har set hos min Far. Men I handler efter det, I har hørt fra jeres far.”39„Vores far, det er Abraham,” sagde de. „Hvis I virkelig var Abrahams børn, ville I gøre, som han gjorde,” fortsatte Jesus.40„Men nu prøver I at slå mig ihjel, jeg, som har sagt jer sandheden, den sandhed, jeg har fået fra Gud. Det ville Abraham aldrig have gjort.41Nej, I adlyder jeres virkelige far, når I bærer jer sådan ad.” „Vi er ikke uægte børn,” råbte de. „Vi har kun én far, og det er Gud!”42„Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for det er Gud, der har sendt mig.43Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I er ude af stand til at høre efter.44Jeres far er Djævelen, og I er villige til at gøre alt det onde, som han gerne vil have jer til at gøre. Han har altid været ude på at ødelægge mennesker. Han har sat sig op imod sandheden, og der findes ikke noget sandt i ham. Det er helt naturligt for ham at lyve, for han er ophavsmand til alle former for løgn og bedrag.45Mig tror I ikke på, fordi jeg siger sandheden.46Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig?47Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”48„Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”49„Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig.50Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer.51Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”52„Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø.53Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”54Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud,55selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord.56Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”57„Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.58Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”*59Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.