1In dem Jahr, als König Usija starb,* sah ich den Herrn. Er saß auf einem hoch aufragenden Thron. Die Säume seines Gewandes füllten den ganzen Tempel aus.2Umgeben war er von Serafim.* Jeder von ihnen hatte sechs Flügel. Mit zweien bedeckte er sein Gesicht, mit zweien seine Füße, und mit zweien flog er.3Einer rief dem anderen zu: „Heilig, heilig, heilig ist Jahwe, der allmächtige Gott. Die ganze Erde bezeugt seine Macht!“4Von ihrem Rufen erbebten die Fundamente der Tempeltore, und das ganze Haus füllte sich mit Rauch.5Da rief ich: „Weh mir! Ich bin verloren! Ich habe den König gesehen, Jahwe, den allmächtigen Gott! Und ich habe doch besudelte Lippen und wohne in einem Volk, das durch seine Worte genauso besudelt ist!“6Da kam einer der Serafim zu mir geflogen. Er hatte mit einer Zange in der Hand eine glühende Kohle vom Altar genommen7und berührte damit meinen Mund. Er sagte: „Die Glut hat deine Lippen berührt. Jetzt bist du von deiner Schuld befreit, deine Sünde ist gesühnt.“8Dann hörte ich die Stimme des Herrn. Er fragte: „Wen soll ich senden? Wer ist bereit, unser Bote zu sein?“ Da sagte ich: „Ich bin bereit, sende mich!“9Und er sprach zu mir:
„Geh, und sage diesem Volk: / 'Hört nur zu, ihr versteht ja doch nichts; / seht nur hin, ihr werdet trotzdem nichts erkennen!'10Verstocke das Herz dieses Volkes / und verstopfe seine Ohren! / Verkleb ihm die Augen, / damit es mit seinen Augen nicht sieht / und mit seinen Ohren nicht hört, / damit sein Herz nicht einsichtig wird, / sich nicht bekehrt und sich so Heilung verschafft!“*11Da fragte ich: „Wie lange soll das gehen, Herr?“ / „Bis die Städte öde und unbewohnt sind“, erwiderte er. / „Bis die Häuser ohne Menschen und die Felder zur Wüste geworden sind.“12Jahwe treibt die Menschen weit weg; / das Land wird leer und verlassen sein.13Und wenn noch ein Zehntel darin übrig ist, / wird auch das noch niedergebrannt. / Es wird wie bei einer Terebinthe* sein / oder bei einer Eiche, / wo beim Fällen ein Stumpf übrig bleibt. / Ein heiliger Same ist dieser Stumpf.
Bibelen på hverdagsdansk
Esajas’ kald til profettjeneste
1I det år kong Uzzija døde, så jeg Herrens herlighed i et syn. Han sad på en meget høj trone, og slæbet på hans kappe fyldte hele Templet.2Han var omgivet af serafer, som hver havde seks vinger. Med de to vinger dækkede de ansigtet, med to andre dækkede de benene, og de to sidste brugte de, når de fløj.3De råbte til hinanden: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den almægtige Gud! Hele jorden er fuld af hans herlighed!”4Templets dørstolper rystede ved deres høje råb, og rummet fyldtes med røg.5Da udbrød jeg: „Ak, det er ude med mig, for jeg er et syndigt menneske, som taler syndige ord og tilhører et syndigt og urent folk. Og dog har jeg nu set Herren, den Almægtige!”6Straks fløj en af seraferne hen til mig med et stykke glødende kul, som han havde taget fra alteret med en tang.7Han berørte mine læber med det og sagde: „Nu, hvor dette stykke kul har berørt dine læber, er din skyld taget bort og din synd tilgivet.”8Derpå sagde Herren: „Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede straks: „Herre, det vil jeg! Send mig!”9Så fortsatte han: „Gå hen og sig til mit folk: ‚I hører, men forstår dog intet. I ser, men fatter dog intet.’10Folkets øjne dækkes til, så de intet ser. Deres ører stoppes til, så de intet hører. Deres hjerter lukkes af, så de ikke føler anger eller skyld— ellers ville de komme til mig, så jeg kunne helbrede dem.”*11„Hvor længe skal det være sådan, Herre?” spurgte jeg. Han svarede: „Indtil byerne er ødelagt og uden indbyggere. Indtil husene står tomme, og landet ligger øde hen.”12Herren vil sende folket langt bort, og landet bliver folketomt.13Skulle der blive en tiendedel tilbage i landet, vil de også blive udryddet. Israel vil blive som en træstub, der står tilbage, når et stort træ er blevet fældet. Men fra den stub skal der vokse et helligt rodskud.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.