1En sang af David. Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig. Gå i krig mod dem, som angriber mig.2Tag din rustning på, grib dit skjold, gør klar til kamp mod mine fjender.3Kast dit spyd og brug din lanse mod dem, der forfølger mig. Lov mig, at du vil redde mig.4Bring skam over dem, der ønsker at slå mig ihjel. Forvir dem, så de må vende om, og deres onde planer mislykkes.5Blæs dem væk som avner for vinden, lad din mægtige engel drive dem bort.6Gør deres vej mørk og glat, lad din engel forfølge dem.7Uden grund har de sat fælder for mig, gravet en faldgrube på min vej.8Men pludselig kommer ulykken over dem, de bliver fanget i deres egen fælde, de styrter selv i faldgruben.9Så vil jeg glæde mig over dig, Herre, jeg vil fryde mig over din frelse.10Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe: Herre, ingen kan sammenlignes med dig. Du, som redder de svage fra deres undertrykkere, frelser de værgeløse fra røveres overgreb.11Falske vidner stod frem imod mig, anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.12De gengældte godt med ondt og gjorde mig helt fortvivlet.13Dengang de var syge, sørgede jeg, klædte mig i sæk og aske, bad med bøjet hoved og fastede inderligt for dem.14Jeg følte det, som var det min egen familie, jeg sørgede for dem, som var det min mor.15Men da jeg selv kom ud i problemer, blev de glade og samlede sig imod mig. De angreb mig uden varsel, bagtalte mig dagen lang.16Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig. De viste tænder som glubske løver.17Herre, hvor længe vil du bare se på? Grib dog ind og frels mig fra de løver. Red mit liv fra de rasende bæster.18Så vil jeg offentligt give dig ære, prise dig blandt alt dit folk.19De blev mine fjender uden årsag. Lad dem ikke sejre over mig. De hadede mig uden grund. Lad dem ikke udføre deres onde planer.20De ønsker ikke at skabe fred, men planlægger ondt mod uskyldige folk.21De råber deres anklager imod mig: „Ha!” siger de. „Vi så det selv!”22Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs. Lad mig ikke i stikken nu.23Grib ind, Herre, og skaf mig ret. Min Herre og Gud, før min sag.24Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig. Lad dem ikke sejre over mig.25Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!” Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”26Gør dem alle skamfulde, alle, der fryder sig over min ulykke. Lad dem, der gør nar ad mig, selv blive gjort til grin.27Men lad dem, som ønsker mig det godt, juble af glæde og sige: „Lovet være Herren, for han hjælper sine tjenere.”28Så vil jeg altid mindes din godhed. Ja, jeg vil prise dig dagen lang.
Český ekumenický překlad
HOSPODINE, VEĎ SPOR S TĚMI, KDO VEDOU SPOR SE MNOU
1 Davidův. Hospodine, veď spor s těmi, kdo vedou spor se mnou, bojuj proti těm, kdo proti mně boj vedou. 2 Chop se pavézy a štítu, na pomoc mi povstaň, 3 rozmáchni se kopím a sekerou proti těm, kdo mě pronásledují, a řekni mi: „Jsem tvoje spása.“ 4 Ať se hanbí, ať se stydí ti, kdo o život mi ukládají. Ať táhnou zpět, ať se zardí ti, kdo zlo mi strojí. 5 Ať jsou jako plevy hnané větrem, až na ně udeří anděl Hospodinův, 6 ať je jejich cesta ztemnělá a kluzká, až je Hospodinův anděl bude stíhat. 7 Bez důvodů síť mi nastražili, bez důvodů na mne vykopali jámu. 8 Ať na něj přikvačí znenadání zkáza, do sítě, již nastražil, ať sám se chytí, do zkázy ať padne. 9 Má duše však bude jásat Hospodinu, bude se veselit z jeho spásy. 10 Každá kost ve mně řekne: „Hospodine, kdo je tobě roven? Poníženého ty vysvobozuješ z moci silnějšího, poníženého ubožáka od uchvatitele.“ 11 Zlovolní svědkové povstávají, ptají se mne na to, o čem nevím. 12 Za dobro mi odplácejí zlobou, stojím tu jak osiřelý. 13 Já, když byli nemocni, jsem chodil v rouchu žíněném a pokořoval jsem se postem. Ale moje modlitba se mi do klína vrátí. 14 Choval jsem se, jako by byl postižen můj druh či bratr, byl jsem sehnut, sklíčen smutkem jak truchlící matka. 15 Avšak při mém pádu s radostí se shlukli; shlukli se proti mně, aniž jsem co tušil, sami zbiti drásali mě, nedali si pokoj. 16 Rouhali se, šklebili se škodolibě a cenili na mě zuby. 17 Jak dlouho chceš přihlížet, Panovníku? Zachovej mou duši před zkázou, kterou mi přichystali, jediné, co mám, chraň před lvíčaty. 18 Vzdám ti chválu ve velikém shromáždění a budu tě chválit před početným lidem. 19 Ať se nade mnou mí zrádní nepřátelé neradují, ať nemhouří oči, kdo mě bez důvodu nenávidí. 20 To, co řeknou, není ku pokoji, nýbrž proti mírumilovným v zemi; myslí jen na záludnosti. 21 Otevírají si na mě ústa, říkají: „Dobře ti tak! Už to vidíme na vlastní oči.“ 22 Hospodine, ty vidíš a nejsi hluchý, Panovníku, nebuď mi vzdálen! 23 Probuď se, postav se za mé právo, za mou při, můj Bože, Panovníku. 24 Hospodine, Bože můj, podle své spravedlnosti mi zjednej právo, ať se nade mnou neradují. 25 Ať si v srdci neříkají: „Dobře mu tak, to jsme chtěli!“ Ať neřeknou: „Zhltli jsme ho.“ 26 Ať se zardí hanbou ti, kdo se radují ze zla, které mě postihlo. Ať poleje stud a hanba ty, kdo se nade mne tolik vypínají. 27 Ať však plesají a radují se, kdo mi přejí spravedlnost, ať říkají stále: „Hospodin je velký, přeje pokoj svému služebníku.“ 28 O tvé spravedlnosti bude pak hovořit můj jazyk, každý den tě bude chválit.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.