Markus 5 | Neue evangelistische Übersetzung Bibelen på hverdagsdansk

✕

Anmelden
... und alle Funktionen nutzen!
Markus 5 | Neue evangelistische Übersetzung
1 So kamen sie in das Gebiet der Gerasener* auf der anderen Seite des Sees. 2 Als er aus dem Boot stieg, rannte ihm ein Besessener entgegen. Er kam von den Grabhöhlen, 3 in denen er hauste, und niemand konnte ihn mehr bändigen, nicht einmal mit Ketten. 4 Schon oft hatte man ihn an Händen und Füßen gefesselt, doch jedes Mal hatte er die Ketten zerrissen und die Fußfesseln zerrieben. Keiner wurde mit ihm fertig. 5 Tag und Nacht war er in den Grabhöhlen oder auf den Bergen, und immer schrie er und schlug sich mit Steinen. 6 Schon von weitem hatte er Jesus erblickt, rannte auf ihn zu, warf sich vor ihm hin 7 und schrie mit lauter Stimme: „Was willst du von mir, Jesus, Sohn Gottes, des Allerhöchsten? Ich beschwöre dich bei Gott, quäle mich nicht!“ 8 Jesus hatte dem bösen Geist nämlich befohlen, den Mann zu verlassen. 9 Nun fragte er ihn: „Wie heißt du?“ – „Ich heiße Legion“, antwortete der, „denn wir sind viele.“ 10 Und dann flehte er Jesus an, sie nicht aus der Gegend fortzuschicken. 11 Auf einem Berghang in der Nähe weidete eine große Herde Schweine. 12 Da baten sie ihn: „Lass uns doch in die Schweine fahren!“ 13 Jesus erlaubte es ihnen, und die bösen Geister verließen den Mann und fuhren in die Schweine. Da raste die ganze Herde den Abhang hinunter in den See und ertrank. Es waren immerhin 2000 Tiere. 14 Die Schweinehirten liefen davon und erzählten in der Stadt und auf den Dörfern alles, was geschehen war. Die Leute wollten das mit eigenen Augen sehen und machten sich gleich auf den Weg. 15 Als sie zu Jesus kamen, sahen sie den, der bisher von einer Legion böser Geister besessen gewesen war, bekleidet und vernünftig bei ihm sitzen. Da bekamen sie es mit der Angst zu tun. 16 Und nachdem ihnen Augenzeugen berichtet hatten, was mit dem Besessenen und den Schweinen passiert war, 17 baten sie Jesus, ihr Gebiet zu verlassen. 18 Als Jesus dann ins Boot stieg, bat ihn der Geheilte, bei ihm bleiben zu dürfen. 19 Doch er gestattete es nicht, sondern sagte: „Geh nach Hause zu deinen Angehörigen, und berichte ihnen, wie viel der Herr in seinem Erbarmen an dir getan hat.“ 20 Der Mann gehorchte und fing an, im ganzen Zehnstädtegebiet* zu verkünden, was Jesus an ihm getan hatte. Und alle wunderten sich. 21 Jesus fuhr mit dem Boot wieder ans andere Ufer, wo sich bald eine große Menschenmenge um ihn versammelte. Er war noch am See, 22 als ein Synagogenvorsteher kam und sich vor ihm niederwarf. Er hieß Jaïrus 23 und bat ihn sehr: „Meine kleine Tochter liegt im Sterben. Komm und leg ihr die Hände auf, damit sie gesund wird und am Leben bleibt.“ 24 Jesus ging mit, und viele Leute folgten und drängten sich um ihn. 25 Darunter war auch eine Frau, die seit zwölf Jahren an starken Blutungen litt. 26 Sie war schon bei vielen Ärzten gewesen und dabei sehr geplagt worden. Ihr ganzes Vermögen hatte sie aufgewendet, und es hatte ihr nichts geholfen, im Gegenteil: Es war noch schlimmer geworden. 27 Diese Frau hatte von Jesus gehört und drängte sich nun durch die Menge von hinten heran. Sie berührte sein Gewand, 28 denn sie dachte: „Wenn ich nur an seine Kleidung komme, werde ich geheilt.“ 29 Sofort hörte die Blutung auf, und sie spürte, dass sie ihre Plage los war. 30 Im selben Augenblick spürte auch Jesus, dass eine Kraft von ihm ausgegangen war. Er drehte sich in der Menge um und fragte: „Wer hat mein Gewand berührt?“ 31 Da sagten seine Jünger zu ihm: „Du siehst doch, wie die Menge dich drängt, und da fragst du, wer dich berührt hat?“ 32 Aber Jesus blickte sich nach der um, die das getan hatte. 33 Zitternd vor Angst trat die Frau vor, die ja wusste, was mit ihr vorgegangen war. Sie warf sich vor ihm nieder und erzählte ihm alles. 34 „Meine Tochter“, sagte Jesus da zu ihr, „dein Glaube hat dich gerettet. Geh in Frieden! Du bist gesund!“ 35 Während Jesus noch mit ihr sprach, kamen Leute aus dem Haus des Synagogenvorstehers und sagten zu Jaïrus: „Deine Tochter ist gestorben. Du brauchst den Rabbi nicht weiter zu bemühen.“ 36 Jesus hatte mitgehört und sagte zu dem Vorsteher: „Fürchte dich nicht, glaube nur!“ 37 Dann ging er weiter, erlaubte aber niemand, ihn zu begleiten, außer Petrus, Jakobus und dessen Bruder Johannes. 38 Als sie zum Haus des Vorstehers kamen und Jesus die Aufregung sah und die laut weinenden und klagenden Menschen, 39 ging er hinein und sagte: „Was soll der Lärm? Warum weint ihr? Das Kind ist nicht tot, es schläft nur.“ 40 Da lachten sie ihn aus. Er aber warf sie alle hinaus und ging nur mit dem Vater und der Mutter des Kindes und den drei Jüngern zu dem Mädchen hinein. 41 Er fasste es bei der Hand und sagte: „Talita kum!“ – Das heißt übersetzt: „Mädchen, steh auf!“ 42 Mit fassungslosem Erstaunen sahen alle, wie das Mädchen sich sofort erhob und anfing umherzugehen; es war nämlich zwölf Jahre alt. 43 Jesus verbot ihnen nachdrücklich, anderen davon zu erzählen, und ordnete an, dem Kind etwas zu essen zu geben.
Bibelen på hverdagsdansk

Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt

1 Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes* egn. 2 Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. 4 Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, 5 og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten. 6 Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. 7 Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.” 9 „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” 10 Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen. 11 Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. 12 „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. 13 I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen. 14 Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. 15 Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. 16 De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. 17 Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn. 18 Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. 19 „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud* i sin barmhjertighed har gjort for dig.” 20 Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde

21 Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, 22 kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham 23 og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!” 24 Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham. 25 Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger. 26 I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod. 27 Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet. 29 Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask. 30 Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han. 31 „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?” 32 Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det. 33 Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele. 34 „Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.” 35 Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” 36 Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.” 37 Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes. 38 Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset. 39 Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.” 40 De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå. 41 Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!” 42 Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund. 43 „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”