Apostelgeschichte 7 | Neue evangelistische Übersetzung Bibelen på hverdagsdansk

Apostelgeschichte 7 | Neue evangelistische Übersetzung

Verteidigung als Bekenntnis

1 Dann fragte der Hohe Priester: „Ist das wahr?“ 2 Stephanus antwortete: „Ihr Männer Israels, meine Brüder und Väter, hört mich an! Der Gott, dem alle Herrlichkeit gehört, erschien unserem Vater Abraham in Mesopotamien, als er noch nicht nach Haran gezogen war. 3 Er hatte zu ihm gesagt: 'Verlass deine Heimat und deine Verwandtschaft und komm in das Land, das ich dir zeigen werde.' 4 Da verließ Abraham das Land der Chaldäer und zog nach Haran. Nach dem Tod seines Vaters führte Gott ihn in dieses Land, in dem ihr heute lebt. 5 Er gab ihm aber keinen Grundbesitz darin, nicht einen Fußbreit. Doch er versprach, ihm und seinen Nachkommen das Land zu geben – obwohl Abraham damals noch kein Kind hatte. 6 Die Worte Gottes lauteten folgendermaßen: 'Deine Nachkommen werden Fremde in einem Land sein, das ihnen nicht gehört. Man wird sie versklaven und misshandeln. Das alles dauert insgesamt vierhundert Jahre. 7 Doch ich werde das Volk, das sie zum Sklavendienst zwingt, zur Rechenschaft ziehen', sagte Gott. 'Danach werden sie das Land verlassen und mir an diesem Ort dienen.' 8 Dann gewährte Gott Abraham den Bund, dessen Zeichen die Beschneidung ist. Deshalb beschnitt Abraham Isaak am achten Tag, nachdem er geboren wurde. Isaak tat es genauso mit Jakob und Jakob mit unseren zwölf Stammvätern. 9 Unsere Stammväter waren jedoch neidisch auf Josef und verkauften ihn als Sklaven nach Ägypten. Doch Gott stand ihm bei 10 und half ihm aus allen Schwierigkeiten heraus. Er ließ ihn die Gunst des Pharao gewinnen und schenkte ihm Weisheit vor ihm. So setzte ihn der König von Ägypten als Verwalter über das Land und den ganzen königlichen Haushalt ein. 11 Dann brach eine Hungersnot in ganz Ägypten und Kanaan aus und brachte großes Elend. Auch unsere Väter hatten nichts mehr zu essen. 12 Als Jakob erfuhr, dass es in Ägypten noch Getreide gab, schickte er unsere Stammväter das erste Mal hin. 13 Beim zweiten Mal gab Josef sich seinen Brüdern zu erkennen, und so erfuhr der Pharao, wo Josef herkam. 14 Dann ließ Josef seinen Vater Jakob und die ganze Verwandtschaft zu sich rufen, 75 Menschen.* 15 So kam Jakob nach Ägypten. Dort starben er und unsere Stammväter ebenso. 16 Später wurden diese nach Sichem überführt und in dem Familiengrab beigesetzt, das Abraham von den Söhnen Hamors dort gekauft hatte. 17 Als dann die Zeit näher kam, in der Gott seine Zusage an Abraham einlösen wollte, wuchs und vermehrte sich unser Volk in Ägypten, 18 bis ein König auf den ägyptischen Thron kam, der nichts mehr von Josef wusste. 19 Heimtückisch und grausam ging er gegen unser Volk vor. Er zwang unsere Vorfahren, ihre Säuglinge auszusetzen. Keiner sollte am Leben bleiben. 20 In dieser Zeit wurde Mose geboren, ein Kind, an dem Gott Gefallen hatte. Drei Monate lang konnten seine Eltern für ihn sorgen. 21 Als sie ihn dann doch aussetzen mussten, wurde er von der Tochter des Pharao aufgenommen, die ihn als ihren Sohn aufzog. 22 So erhielt Mose eine umfassende ägyptische Ausbildung und zeichnete sich durch seine Worte und Taten aus. 23 Mit vierzig Jahren fasste er den Entschluss, sich nach seinen Brüdern und Schwestern, den Israeliten, umzusehen. 24 Als er einmal sah, wie einer von ihnen ohne Grund misshandelt wurde, griff er ein. Er rächte den Unterdrückten und erschlug den Ägypter. 25 Mose dachte, seine Landsleute würden verstehen, dass Gott sie durch ihn retten wollte. Aber sie verstanden das nicht. 26 Am nächsten Tag kam er nämlich gerade dazu, als zwei von ihnen miteinander stritten. Er wollte sie versöhnen, damit sie Frieden hielten. 'Männer', sagte er, 'ihr seid doch Brüder! Warum schlagt ihr euch?' 27 Aber der, der den Streit angefangen hatte, stieß ihn zur Seite und schrie: 'Wer hat dich eigentlich zum Aufseher und Richter über uns gemacht? 28 Willst du mich etwa auch umbringen, wie du gestern den Ägypter umgebracht hast?' 29 Als Mose das hörte, floh er ins Land Midian. Dort lebte er als Ausländer und zeugte zwei Söhne. 30 So vergingen 40 Jahre. Eines Tages erschien ihm in der Wüste am Berg Sinai ein Engel in der Flamme eines brennenden Dornbuschs. 31 Mose wunderte sich über die Erscheinung. Er ging näher heran, um sich das genauer anzusehen. Da hörte er die Stimme des Herrn: 32 Ich bin der Gott deiner Väter, der Gott Abrahams, Isaaks und Jakobs.' Mose zitterte vor Angst und wagte nicht hinzusehen. 33 Der Herr aber sagte: 'Zieh deine Sandalen aus, denn der Ort, auf dem du stehst, ist heiliges Land. 34 Ich habe sehr wohl gesehen, wie mein Volk Israel in Ägypten misshandelt wird, und habe sein Stöhnen gehört. Nun bin ich zu seiner Befreiung gekommen. Und jetzt geh: Ich will dich nach Ägypten senden.' 35 Gerade den Mose, den sie abgelehnt hatten, als sie sagten: 'Wer hat dich als Aufseher und Richter eingesetzt?', gerade den schickte Gott ihnen jetzt als Anführer und Befreier. Er beauftragte ihn durch den Engel, der ihm im Dornbusch erschienen war. 36 Gerade dieser Mose führte sie aus dem Land heraus. Er vollbrachte dabei Wunder und außergewöhnliche Zeichen in Ägypten, im Roten Meer und während der 40 Jahre in der Wüste. 37 Gerade dieser Mose sagte zu den Israeliten: 'Einen Propheten wie mich wird Gott aus eurer Mitte erwecken.' 38 Und als unsere Vorfahren sich in der Wüste vor Gott versammelten, war es gerade dieser Mose, der Vermittler zwischen ihnen und dem Engel wurde, der auf dem Berg zu ihm redete. Dort erhielt er Worte, die zum Leben führen, und gab sie uns weiter. 39 Doch unsere Vorfahren wollten Mose nicht gehorchen. Sie lehnten sich gegen ihn auf und waren mit ihrem Herzen schon auf dem Rückweg nach Ägypten, 40 als sie zu Aaron sagten: 'Mach uns Götter, die uns führen können! Denn was aus diesem Mose geworden ist, der uns aus Ägypten herausgeführt hat, weiß keiner.' 41 So machten sie sich damals ein Götzenbild – die Nachbildung eines jungen Stiers –, brachten ihm Opfer und feierten das Werk ihrer Hände. 42 Da wandte sich Gott von ihnen ab und ließ sie gehen, sodass sie das Himmelsheer verehrten, wie es im Zwölfprophetenbuch* geschrieben steht: 'Habt ihr etwa für mich 40 Jahre in der Wüste Schlacht- und Speisopfer dargebracht, ihr Israeliten? 43 Ihr habt das Zelt des Moloch und den Stern des Gottes Räfan mitgenommen. Diese Götzenbilder hattet ihr gemacht, um sie anzubeten! Deshalb werde ich euch in die Verbannung schicken – noch über Babylon hinaus.' 44 Unsere Vorfahren hatten das Zelt mit der göttlichen Urkunde* in der Wüste. Es war nach den Anweisungen Gottes und dem Modell angefertigt worden, das Mose gesehen hatte. 45 Unsere Väter hatten es übernommen und mitgebracht, als sie mit Josua das Land in Besitz nahmen, deren Bewohner Gott vor ihnen vertrieb. Noch bis zur Zeit Davids wurde es benutzt. 46 Gott war David besonders gnädig. Und David bat ihn, ein festes Heiligtum für die Israeliten bauen zu dürfen. 47 Salomo durfte es dann für Gott bauen. 48 Aber der Höchste wohnt doch nicht in Häusern, die Menschenhände gebaut haben! Der Prophet sagt das so: 49 Der Himmel ist mein Thron und die Erde ist meine Fußbank. Was für ein Haus wollt ihr mir denn bauen, sagt der Herr, wo wollt ihr denn eine Bleibe für mich finden? 50 Habe ich nicht mit eigener Hand das All und alles erschaffen?' 51 Ihr Unbelehrbaren und Unbeschnittenen! Ja, unbeschnitten seid ihr an Herz und Ohren! Andauernd widersetzt ihr euch dem Heiligen Geist – genauso wie eure Väter. 52 Gibt es einen Propheten, den eure Väter nicht verfolgt haben? Sie haben sogar die getötet, die das Kommen des Gerechten ankündigten – des Gerechten, den ihr nun verraten und ermordet habt. 53 Ihr habt das Gesetz durch Vermittlung von Engeln erhalten – und doch nicht befolgt!“

Stephanus wird gesteinigt

54 Als die Mitglieder des Hohen Rates das hörten, gerieten sie in solche Wut über Stephanus, dass sie mit den Zähnen knirschten. 55 Aber Stephanus war mit dem Heiligen Geist erfüllt und schaute gespannt zum Himmel hinauf. Er sah die Herrlichkeit Gottes und Jesus an Gottes rechter Seite stehen. 56 „Ich sehe den Himmel offen“, sagte er, „und der Menschensohn steht an der rechten Seite Gottes.“ 57 Da schrien sie laut auf, hielten sich die Ohren zu und stürzten sich miteinander auf ihn. 58 Dann zerrten sie ihn aus der Stadt hinaus und steinigten ihn. Dabei legten die Zeugen* ihre Obergewänder vor einem jungen Mann hin, der Saulus hieß. 59 Stephanus betete, als sie ihn steinigten: „Herr Jesus“, sagte er, „nimm meinen Geist auf!“ 60 Auf die Knie gestürzt rief er noch einmal laut: „Herr, rechne ihnen diese Sünde nicht an!“ Mit diesen Worten starb er.
Bibelen på hverdagsdansk

Stefanus’ forsvarstale

1 „Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. 2 „Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. 3 Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’* 4 Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. 5 Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. 6 Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. 7 ‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’* 8 Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.* Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre. 9 Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham 10 og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. 11 Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. 12 Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. 13 Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an. 14 Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.* 15 Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. 16 Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem. 17 Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. 18 Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. 19 Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. 20 På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, 21 men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, 22 og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning. 23 Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. 24 Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. 25 Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke. 26 Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ 27 Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? 28 Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ 29 Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner. 30 Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. 31 Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: 32 ‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’* Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. 33 Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 34 Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’ 35 Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk. 36 Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring. 37 Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’* 38 Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os. 39 Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten. 40 Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’ 41 Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt. 42 Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen? 43 Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’* 44 Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. 45 Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, 46 hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. 47 Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, 48 men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter: 49 ‚Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvordan vil I bygge et hus til mig? Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo? 50 Jeg har jo selv skabt det hele.’* 51 I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. 52 Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. 53 I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”

Stefanus henrettes ved stening

54 Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55 Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56 „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!” 57 Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58 De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,* men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59 Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.