1Damals sangen Mose und die Israeliten ein Lied zur Ehre Jahwes:
Jahwe will ich singen, / denn hoch ist er und unerreicht. / Ross und Reiter warf er ins Meer.2Jah* ist meine Stärke und mein Lied, / denn er ist mein Retter geworden. / Er ist mein Gott, / ihn will ich preisen. / Er war schon der Gott meines Vaters, / er, den ich lobe.3Jahwe ist ein Kämpfer, / Jahwe ist sein Name!4Pharaos Wagen und seine ganze Macht, / die warf er ins Meer. / Die Elite seiner Wagenkämpfer / ist im Schilfmeer versunken.5Die Fluten haben sie bedeckt. / Sie fuhren in die Tiefe wie ein Stein.6Jahwe, deine Rechte ist mit Kraft geschmückt, / deine Hand zerschmettert den Feind!7In deiner unerreichten Majestät / wirfst du die Rebellen zu Boden. / Du schickst deinen glühenden Zorn; / er frisst sie wie Feuer das Stroh.8Du schnaubtest vor Zorn, / da türmten sich die Wasser, / da standen die Wogen als Wall. / Die Fluten erstarrten mitten im Meer.9Es prahlte der Feind: „Ich will sie jagen, ich hole sie ein, / verteile die Beute, stille die Gier! / Ich zücke mein Schwert und lösche sie aus!“10Doch als dein Atem blies, verschlang sie das Meer. / Sie versanken wie Blei in den mächtigen Wogen.11Wer von allen Göttern ist dir gleich, Jahwe? / Wer ist so herrlich und heilig wie du, / der Furcht erregt und Lobgesänge weckt, / der Wunderbares tut?12Du strecktest die Hand aus, / und schon verschlang sie die Erde.13Du lenkst mit Liebe das gerettete Volk, / führst es in Kraft zu deiner heiligen Wohnung.14Als die Völker das hörten, erzitterten sie; / ein Schütteln packte die Philister.15Da erschraken die Anführer Edoms, / die Mächtigen Moabs begannen zu zittern, / Kanaans Bewohner verloren den Mut.16Furcht und Schrecken packte sie. / Vor deinem mächtigen Arm / wurden sie starr wie Stein, / bis dein Volk hindurchzog, Jahwe, / bis hindurchzog das Volk, das dir gehört.17Du bringst sie hin, du pflanzt sie ein / auf dem Berg, der dir gehört, / am Ort, wo du wohnst, Jahwe, / beim Heiligtum, das du errichtet hast.18Jahwe ist König für immer und ewig!19Denn als die Pferde und Streitwagen des Pharao mit den Reitern durchs Meer zogen, hatte Jahwe das Wasser über sie zurückfluten lassen. Die Israeliten aber waren auf dem Trockenen mitten durchs Meer gegangen.
Das Lied der Mirjam
20Dann nahm die Prophetin Mirjam, Aarons Schwester, ihr Tamburin zur Hand. Alle Frauen schlossen sich ihr an. Sie schlugen ihre Handpauken und zogen im Reigentanz hinter ihr her.21Mirjam sang ihnen zu:
Singt Jahwe, denn hoch ist er und unerreicht! / Pferd und Reiter warf er ins Meer.
Das Wasser von Mara und von Elim
22Mose ließ Israel vom Schilfmeer aufbrechen. Sie zogen los und kamen in die Wüste Schur.* Drei Tage waren sie in der Wüste unterwegs und fanden kein Wasser.23Dann kamen sie nach Mara.* Dort gab es Wasser, aber man konnte es nicht trinken, weil es bitter war. Deshalb hatte der Ort auch den Namen Mara, Bitterwasser.24Da stellte sich das Volk gegen Mose und murrte: „Was sollen wir nun trinken?“25Mose schrie zu Jahwe, und Jahwe zeigte ihm ein Stück Holz. Das warf Mose ins Wasser. Da wurde es zu Süßwasser.
Dort stellte Gott sein Volk auf die Probe und richtete es auf Recht und Ordnung aus.26Er sagte: „Wenn du auf Jahwe, deinen Gott, hörst und tust, was ihm gefällt, wenn du seinen Geboten folgst und dich an seine Vorschriften hältst, dann werde ich dir keine von den Krankheiten schicken, die ich den Ägyptern auferlegt habe. Denn ich bin Jahwe, dein Arzt.“27Dann kamen sie nach Elim.* Dort am Wasser schlugen sie ihr Lager auf. In Elim gab es nämlich zwölf Quellen und siebzig Palmen.
Bibelen på hverdagsdansk
Moses’ sang
1Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, ophøje ham for hans herlige sejr. Han fældede hest og rytter, kastede dem i havets dyb.2Herren er min styrke og glæde, han er den, som frelser mig. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham.3Herren er en vældig kriger, Herren er hans navn.4Faraos vogne og hære blev opslugt af havet, hans folk forsvandt i Det Røde Hav.5Bølgerne slog hen over dem, de sank som sten i havets dyb.6Herre, din højre hånd er stærk, du knuser dine fjender.7Med din vældige magt vandt du over dem, som var imod dig. Din vrede flammede op og fortærede dem som halmstrå.8Ved dit åndepust hobede vandet sig op, de brusende vande stod som en mur, og havbunden tørrede ind.9Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem, indhenter dem og udrydder dem. Jeg plyndrer dem og uddeler byttet, jeg stiller min hævntørst på dem. Jeg trækker mit sværd af skeden, med magt vil jeg udrydde dem.”10Men du pustede, og havet dækkede dem. De sank som bly i de vældige vande.11Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er som du, hellig og herlig, forfærdelig i stråleglans, forunderlig i styrke?12Du løftede din hånd, og jorden opslugte vores fjender.13Du er en trofast leder for dit frikøbte folk. Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.14Folkeslagene hører om det og skælver, filistrene overvældes af frygt.15Edoms høvdinge forfærdes, Moabs fyrster ryster. Kana’ans beboere taber modet.16Rædsel og angst overvælder dem. De står tavse af frygt med forstenede ansigter, indtil dit folk er gået forbi, Herre, til dit frikøbte folk er nået hjem.17Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg, det sted, som skal blive din bolig, Herre, den helligdom, du selv vil bygge.18Herren er konge, evig og altid!19Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over.20Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner.21Mirjam sang: Syng for Herren, han er større end alle andre. Hest og rytter kastede han i havets dyb.
Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder
22Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand.23Da de kom til Mara,* fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke.24Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.25Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet. Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde:26„Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”27Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.