1„Preist Jahwe, denn er ist gut! / Ja, seine Güte hört niemals auf!“2So sollen sagen die Erlösten Jahwes. / Er hat sie aus der Gewalt ihrer Bedränger befreit,3aus fremden Ländern wieder heimgebracht, / vom Osten und vom Westen her, / vom Norden und vom Meer.4Sie irrten umher in wegloser Wüste, / eine Stadt als Wohnort fanden sie nicht.5Von Hunger und Durst gequält, / schwand ihr Lebenswille dahin.6Sie schrien zu Jahwe in ihrer Not, / der rettete sie aus aller Bedrängnis.7Er brachte sie auf den richtigen Weg / und führte sie zu einer bewohnbaren Stadt.8Sie sollen Jahwe loben für seine Gnade, / für seine Wunder, die er an Menschen tut.9Denn er hat den Verdurstenden zu trinken gegeben, / den Hungernden gute Nahrung verschafft.10Die in Dunkelheit und Finsternis lebten, / gefesselt in Elend und Eisen,11sie hatten den Worten Gottes getrotzt / und den Rat des Höchsten verachtet.12Nun beugte er durch harte Schläge ihren Trotz, / sie lagen am Boden und niemand half.13Sie schrien zu Jahwe in ihrer Not, / der rettete sie aus ihrer Bedrängnis,14führte sie aus dem tiefen Dunkel heraus / und zerriss ihre Fesseln.15Sie sollen Jahwe loben für seine Gnade, / für seine Wunder, die er an Menschen tut.16Denn er zerbrach die ehernen Tore, / zerschlug die eisernen Riegel.17Die dumm und trotzig aufbegehrten, / brachten durch ihr Sündenleben nur Leid und Elend über sich.18Sie ekelten sich vor jeder Speise, / sie standen direkt vor dem Tod.19Sie schrien zu Jahwe in ihrer Not, / der rettete sie aus ihrer Bedrängnis.20Er schickte sein Wort und heilte sie / und bewahrte sie so vor dem Grab.21Sie sollen Jahwe loben für seine Gnade, / für seine Wunder, die er an Menschen tut.22Sie sollen Dankopfer bringen, / jubelnd erzählen von dem, was er tat.23Die das Meer mit Schiffen befahren, / um in Übersee Handel zu treiben,24sie sahen die Werke Jahwes, / seine Wunder auf hoher See;25wenn er sprach und einen Sturm bestellte, / der die Wellen in die Höhe warf,26sodass sie gen Himmel stiegen und wieder in die Tiefen sanken / und ihre Seele vor Angst verging.27Wie Betrunkene wankten und schwankten sie, / und waren mit ihrer Weisheit am Ende.28Sie schrien zu Jahwe in ihrer Not, / der rettete sie aus ihrer Bedrängnis29und brachte den Sturm zur Stille, / und die Wellen beruhigten sich.30Sie freuten sich, dass es still geworden war / und er sie in den ersehnten Hafen führte.31Sie sollen Jahwe loben für seine Gnade, / für seine Wunder, die er an Menschen tut.32In der Versammlung des Volkes sollen sie ihn rühmen, / ihn loben im Ältestenrat!33Er machte Ströme zur Wüste / und Wasserquellen zu dürrem Land.34Und wegen der Bosheit seiner Bewohner / machte er fruchtbares Land zur salzigen Steppe.35Andererseits machte er Wüste zum Wasserteich, / Wasserquellen sprudelten im trockenen Land.36Dort siedelte er die Hungernden an. / Sie gründeten einen Wohnort,37bestellten die Felder und legten Weinberge an. / Sie brachten reiche Ernten ein.38Er segnete sie und sie vermehrten sich sehr, / auch ihre Viehherden waren groß.39Dann wurden sie geringer an Zahl, / bedrückt durch Unglück und Kummer.40Er goss Verachtung über Vornehme aus, / ließ sie irren in wegloser Wüste.41Er holte die Armen aus dem Elend heraus, / ihre Familien vermehrten sich sehr.42Die Aufrechten sehen es und freuen sich, / und aller Bosheit wird das Maul gestopft.43Wer weise ist, wird sich das merken / und versteht das gnädige Handeln Jahwes.
Bibelen på hverdagsdansk
Herrens trofasthed mod sit folk
1Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2Det er, hvad Herrens folk bør sige, dem, han befriede fra fjendens magt3og bragte tilbage fra fjerne lande, fra øst og vest og syd og nord.4De måtte vandre længe gennem øde egne, de ledte efter et sted at bo.5De var udmattede af sult og tørst og nær ved at give op.6Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.7Han førte dem ad den rigtige vej til en by, hvor de kunne bosætte sig.8De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene.9Han slukkede de udmattedes tørst, og han mættede de sultne med gode gaver.10De sad i et trøstesløst mørke og led under deres fangenskab,11fordi de havde gjort oprør mod Gud, ringeagtet den Højestes bud.12Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser, når de segnede, hjalp ingen dem op.13Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.14Han førte dem ud af mørket og rev deres lænker i stykker.15De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene.16Han sprængte porte af bronze og huggede gennem slåer af jern.17De blev mishandlet og betragtet som tåber på grund af deres synd og oprør mod Gud.18De mistede appetitten og fik kvalme af maden, de var døden nær af sult.19Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.20Han sagde blot et ord, og de blev reddet, han rev dem ud af dødens gab.21De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere han gør for menneskene.22Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed, synge med glæde om hans vældige gerninger.23Nogle stod til søs med deres skibe, drev handel på det store hav.24Også de fik Herrens gerninger at se, de undere han udførte på havet.25Han befalede stormvejret at bryde løs, bølgerne rejste sig som bjerge.26De steg mod himlen, sank atter ned i dybet. Sømændene var ved at give op over for orkanen.27De ravede rundt som fulde folk, de kunne intet stille op.28Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.29Stormen blev stille som en hvisken, havets bølger faldt hurtigt til ro.30Da fyldtes de af fred, åndede lettet op, og han førte dem til deres rejses mål.31De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene,32ophøje ham offentligt i folkets forsamling og for landets ledende råd.33Han forvandlede floder til ødemark, gjorde kildevand til ørkensand.34Frugtbart land blev til saltsletter på grund af beboernes ondskab.35Men derefter gjorde han ørkenen til oase og ødemarken til frugtbart land,36så hans sultende folk kunne slå sig ned og bygge byer, hvor de kunne bo,37tilså deres marker, plante vingårde og bringe en bugnende høst i hus.38Han velsignede dem, de blev mange, og der var ingen mangel på kvæg.39Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker, mange døde, så de blev færre og færre.40Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere, lade dem flakke om i øde egne.41Men de, der søgte hjælp hos Herren, blev reddet ud af deres ulykke. Han tog sig af dem, så de trivedes og havde fremgang.42De retskafne glæder sig over at se det, men de onde holder skamfuldt deres mund.43De vise vil lægge mærke til det og anerkende Herrens trofasthed.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.