Psalm 106 | Neue evangelistische Übersetzung Bibelen på hverdagsdansk

Psalm 106 | Neue evangelistische Übersetzung

Gottes Güte – Israels Undank

1 Halleluja, dankt Jahwe, denn er ist gut! / Seine Gnade hört niemals auf. 2 Wer kann die Machttaten Jahwes nur nennen, / gebührend würdigen seinen Ruhm? 3 Wie glücklich sind die, die festhalten am Recht, / die jederzeit tun, was er will! 4 Denk an mich, Jahwe, weil du Gefallen hast an deinem Volk! / Komm mit deiner Hilfe auch zu mir, 5 damit ich das Glück der Erwählten sehe, / mich freue an der Freude deiner Nation, / mich glücklich preise, in deinem Erbteil zu sein. 6 Wir haben gesündigt wie unsere Väter; / wir haben Unrecht getan, gottlos gehandelt. 7 Unsere Väter in Ägypten verstanden deine Wunder nicht, / sie vergaßen die vielen Beweise deiner Gunst. / Schon am Schilfmeer widerstrebten sie dir. 8 Doch seinetwegen rettete er sie, / um seine Macht zu erweisen. 9 Er bedrohte das Schilfmeer, da wurde es trocken. / Durch die Fluten ließ er sie ziehen wie durch eine Wüste. 10 Er rettete sie vor dem Zugriff des Hassers, / erlöste sie aus feindlicher Gewalt. 11 Das Wasser bedeckte ihre Bedränger, / nicht einer von ihnen blieb übrig. 12 Da vertrauten sie seinen Worten, / besangen wiederholt seinen Ruhm. 13 Doch schnell vergaßen sie seine Taten, / warteten nicht auf seinen Rat. 14 In der Wüste wuchs dann ihre Gier, / in der Öde versuchten sie Gott. 15 Da gab er ihnen, was sie verlangten / und schickte ihnen die Schwindsucht. 16 Im Lager wurden sie neidisch auf Mose, / auch auf Aaron, den Heiligen Jahwes. 17 Da wurde Datan von der Erde verschlungen, / die Gruppe Abirams von Erdreich bedeckt. 18 Feuer flammte in ihrer Rotte auf / und verzehrte die rebellische Schar. 19 Sie machten ein Stierkalb am Horeb, / beugten sich vor einem gegossenen Bild. 20 Sie vertauschten den, der ihre Herrlichkeit war, / mit dem Bild eines Gras fressenden Rinds. 21 Sie vergaßen Gott, ihren Retter, / seine großen Taten in Ägypten, 22 seine Wunder im Land der Nachkommen Hams, / seine furchterregenden Zeichen am Schilfmeer. 23 Jetzt wollte Gott sie zerschmettern, / wäre da nicht Mose, sein Erwählter, gewesen. / Der trat in die Bresche vor ihm, / um abzuwenden seinen lodernden Zorn und sie nicht zu vernichten. 24 Dann verschmähten sie das herrliche Land, / denn sie glaubten Gottes Worten nicht. 25 Sie murrten in ihren Zelten, / hörten nicht auf die Stimme Jahwes. 26 Da erhob er seine Hand zum Schwur gegen sie, / um sie in der Wüste niederzuschlagen 27 und ihre Nachkommen unter die Völker zu werfen, / in fremde Länder zerstreut. 28 Sie hängten sich an Baal, den Götzen von Peor,* / und aßen von den Opfern für tote Gebilde. 29 Sie reizten ihn zum Zorn mit ihrem Tun / und plötzlich kam das Unheil über sie. 30 Da trat Pinhas vor und vollzog das Gericht, / so kam die Plage zum Stillstand. 31 Das wurde ihm als Gerechtigkeit angerechnet, / auch seinen Nachkommen für alle Zeit. 32 Am Wasser von Meriba erregten sie seinen Zorn, / und ihretwegen erging es Mose schlecht. 33 Sie hatten ihn so sehr gereizt, / dass er sich zu unbedachten Worten hinreißen ließ. 34 Sie rotteten die Völker nicht aus, / die Jahwe ihnen nannte. 35 Sie vermischten sich mit ihnen / und nahmen ihre Gebräuche an. 36 Sie dienten deren Götzen, / und das wurde zur Falle für sie. 37 Sie brachten ihre Söhne und Töchter / als Opfer für Dämonen dar. 38 Sie vergossen unschuldiges Blut, / das Blut ihrer Söhne und Töchter. / Die opferten sie den Götzen Kanaans. / So wurde das Land durch Blutschuld entweiht. 39 Sie machten sich unrein mit ihrem Treiben / und wurden abtrünnig durch ihr Tun. 40 Da entflammte Jahwes Zorn gegen sein Volk, / er verabscheute sein Eigentum. 41 Er lieferte sie an fremde Völker aus, / ihre Hasser herrschten über sie. 42 Ihre Feinde unterdrückten sie. / Sie beugten sich unter ihre Gewalt. 43 Viele Male riss er sie heraus, / aber sie blieben stur bei ihrem Entschluss / und versanken in ihrer Schuld. 44 Doch er sah ihr Elend an, / sooft er ihr Wehgeschrei hörte. 45 Dann dachte er wieder an seinen Bund, / und weil er sie liebte, tat es ihm leid. 46 Er ließ sie Erbarmen finden / bei allen, deren Gefangene sie waren. 47 Rette uns, Jahwe, unser Gott! / Sammle uns aus den Nationen heraus, / dass wir deinen heiligen Namen preisen / und uns rühmen in deinem Lob! 48 Gelobt sei Jahwe, der Gott Israels, / in alle Zeit und Ewigkeit! / Das ganze Volk sage: Amen! Halleluja!
Bibelen på hverdagsdansk

Herrens trofasthed imod sit folk

1 Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid. 2 Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok? 3 Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret. 4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder. 5 Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig. 6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert. 7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav. 8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden. 9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over. 10 Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had. 11 Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en. 12 Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham. 13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje. 14 I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed. 15 Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør. 16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst. 17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne. 18 Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør. 19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal. 20 De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs. 21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis. 22 Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav. 23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede. 24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte. 25 De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord. 26 Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen. 27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande. 28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder. 29 Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem. 30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op. 31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for. 32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren. 33 De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet. 34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde. 35 De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke, 36 så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke. 37 De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder. 38 Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod. 39 Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren. 40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk. 41 Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem. 42 De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder. 43 Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd. 44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde. 45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt. 46 Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem. 47 Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn. 48 Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!