1Halleluja, dankt Jahwe, denn er ist gut! / Seine Gnade hört niemals auf.2Wer kann die Machttaten Jahwes nur nennen, / gebührend würdigen seinen Ruhm?3Wie glücklich sind die, die festhalten am Recht, / die jederzeit tun, was er will!4Denk an mich, Jahwe, weil du Gefallen hast an deinem Volk! / Komm mit deiner Hilfe auch zu mir,5damit ich das Glück der Erwählten sehe, / mich freue an der Freude deiner Nation, / mich glücklich preise, in deinem Erbteil zu sein.6Wir haben gesündigt wie unsere Väter; / wir haben Unrecht getan, gottlos gehandelt.7Unsere Väter in Ägypten verstanden deine Wunder nicht, / sie vergaßen die vielen Beweise deiner Gunst. / Schon am Schilfmeer widerstrebten sie dir.8Doch seinetwegen rettete er sie, / um seine Macht zu erweisen.9Er bedrohte das Schilfmeer, da wurde es trocken. / Durch die Fluten ließ er sie ziehen wie durch eine Wüste.10Er rettete sie vor dem Zugriff des Hassers, / erlöste sie aus feindlicher Gewalt.11Das Wasser bedeckte ihre Bedränger, / nicht einer von ihnen blieb übrig.12Da vertrauten sie seinen Worten, / besangen wiederholt seinen Ruhm.13Doch schnell vergaßen sie seine Taten, / warteten nicht auf seinen Rat.14In der Wüste wuchs dann ihre Gier, / in der Öde versuchten sie Gott.15Da gab er ihnen, was sie verlangten / und schickte ihnen die Schwindsucht.16Im Lager wurden sie neidisch auf Mose, / auch auf Aaron, den Heiligen Jahwes.17Da wurde Datan von der Erde verschlungen, / die Gruppe Abirams von Erdreich bedeckt.18Feuer flammte in ihrer Rotte auf / und verzehrte die rebellische Schar.19Sie machten ein Stierkalb am Horeb, / beugten sich vor einem gegossenen Bild.20Sie vertauschten den, der ihre Herrlichkeit war, / mit dem Bild eines Gras fressenden Rinds.21Sie vergaßen Gott, ihren Retter, / seine großen Taten in Ägypten,22seine Wunder im Land der Nachkommen Hams, / seine furchterregenden Zeichen am Schilfmeer.23Jetzt wollte Gott sie zerschmettern, / wäre da nicht Mose, sein Erwählter, gewesen. / Der trat in die Bresche vor ihm, / um abzuwenden seinen lodernden Zorn und sie nicht zu vernichten.24Dann verschmähten sie das herrliche Land, / denn sie glaubten Gottes Worten nicht.25Sie murrten in ihren Zelten, / hörten nicht auf die Stimme Jahwes.26Da erhob er seine Hand zum Schwur gegen sie, / um sie in der Wüste niederzuschlagen27und ihre Nachkommen unter die Völker zu werfen, / in fremde Länder zerstreut.28Sie hängten sich an Baal, den Götzen von Peor,* / und aßen von den Opfern für tote Gebilde.29Sie reizten ihn zum Zorn mit ihrem Tun / und plötzlich kam das Unheil über sie.30Da trat Pinhas vor und vollzog das Gericht, / so kam die Plage zum Stillstand.31Das wurde ihm als Gerechtigkeit angerechnet, / auch seinen Nachkommen für alle Zeit.32Am Wasser von Meriba erregten sie seinen Zorn, / und ihretwegen erging es Mose schlecht.33Sie hatten ihn so sehr gereizt, / dass er sich zu unbedachten Worten hinreißen ließ.34Sie rotteten die Völker nicht aus, / die Jahwe ihnen nannte.35Sie vermischten sich mit ihnen / und nahmen ihre Gebräuche an.36Sie dienten deren Götzen, / und das wurde zur Falle für sie.37Sie brachten ihre Söhne und Töchter / als Opfer für Dämonen dar.38Sie vergossen unschuldiges Blut, / das Blut ihrer Söhne und Töchter. / Die opferten sie den Götzen Kanaans. / So wurde das Land durch Blutschuld entweiht.39Sie machten sich unrein mit ihrem Treiben / und wurden abtrünnig durch ihr Tun.40Da entflammte Jahwes Zorn gegen sein Volk, / er verabscheute sein Eigentum.41Er lieferte sie an fremde Völker aus, / ihre Hasser herrschten über sie.42Ihre Feinde unterdrückten sie. / Sie beugten sich unter ihre Gewalt.43Viele Male riss er sie heraus, / aber sie blieben stur bei ihrem Entschluss / und versanken in ihrer Schuld.44Doch er sah ihr Elend an, / sooft er ihr Wehgeschrei hörte.45Dann dachte er wieder an seinen Bund, / und weil er sie liebte, tat es ihm leid.46Er ließ sie Erbarmen finden / bei allen, deren Gefangene sie waren.47Rette uns, Jahwe, unser Gott! / Sammle uns aus den Nationen heraus, / dass wir deinen heiligen Namen preisen / und uns rühmen in deinem Lob!48Gelobt sei Jahwe, der Gott Israels, / in alle Zeit und Ewigkeit! / Das ganze Volk sage: Amen! Halleluja!
Bibelen på hverdagsdansk
Herrens trofasthed imod sit folk
1Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?3Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret.4Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder.5Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig.6Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert.7Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.8Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden.9Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over.10Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had.11Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en.12Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham.13Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje.14I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed.15Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør.16Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst.17Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.18Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør.19Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal.20De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs.21De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis.22Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav.23Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.24De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte.25De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord.26Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen.27Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande.28Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder.29Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem.30Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op.31Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for.32Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren.33De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet.34De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde.35De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke,36så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke.37De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder.38Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod.39Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.40Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk.41Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem.42De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder.43Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd.44Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde.45Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.46Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem.47Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn.48Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.