1Viele Tage später, im dritten Jahr der Hungersnot, kam das Wort Jahwes zu Elija: „Geh jetzt und zeig dich Ahab! Ich werde dem Land wieder Regen geben.“2Elija machte sich auf den Weg zu Ahab. In Samaria war die Hungersnot besonders schwer.3Ahab hatte seinen Palastvorsteher Obadja zu sich rufen lassen. – Obadja aber hatte große Ehrfurcht vor Jahwe.4Als Isebel nämlich die Propheten Jahwes ermorden ließ, hatte er hundert von ihnen in zwei Höhlen versteckt und sie mit Brot und Wasser versorgt. –5Ahab hatte zu Obadja gesagt: „Zieh durchs Land zu allen Wasserquellen und Bächen! Vielleicht findet sich irgendwo noch Gras, dass wir Pferde und Maultiere am Leben erhalten können. Sonst müssen wir einen Teil der Tiere töten.“6Dann teilten sie das Land unter sich auf und gingen jeder für sich auf die Suche.7Als Obadja auf dem Weg war, kam Elija ihm entgegen. Er erkannte ihn und warf sich vor ihm nieder, das Gesicht auf dem Boden. „Bist du es wirklich, mein Herr Elija?“, fragte er.8„Ja, ich bin es“, erwiderte dieser. „Geh jetzt zu deinem Herrn und sag ihm: Elija ist da!“9„Was habe ich mir denn zu Schulden kommen lassen“, erwiderte Obadja, „dass du mich Ahab in die Hand gibst? Er wird mich umbringen.10So wahr Jahwe, dein Gott, lebt: Es gibt kein Volk und kein Reich, in dem mein Herr dich nicht suchen ließ. Wenn es hieß: 'Er ist nicht hier', ließ er das Volk oder Reich schwören, dass man dich nicht gefunden habe.11Und nun soll ich zu meinem Herrn gehen und sagen: 'Schau, Elija ist da!'12Was ist, wenn der Geist Jahwes dich in der Zwischenzeit an einen Ort bringt, den ich nicht kenne? Ahab wird mich umbringen, wenn er dich nicht findet. Dein Diener fürchtet doch Jahwe von Jugend auf.13Ist meinem Herrn nicht berichtet worden, was ich getan habe, als Isebel die Propheten Jahwes umbringen ließ? Hundert Mann von den Propheten habe ich versteckt, je fünfzig in einer Höhle, und habe sie mit Brot und Wasser versorgt.14Und nun sagst du: 'Geh zu deinem Herrn und sag ihm, dass Elija da ist!' Er wird mich umbringen.“15Elija aber sagte: „So wahr Jahwe, der Allmächtige, lebt, dem ich diene: Heute noch werde ich mich ihm zeigen!“16Da ging Obadja Ahab entgegen und sagte es ihm.17Als Ahab dann Elija erblickte, sagte er zu ihm: „Bist du das, du Unglücksbringer für Israel?“18Elija erwiderte: „Nicht ich habe Israel ins Unglück gebracht, sondern du und deine Familie! Ihr habt die Gebote Jahwes verlassen und seid den Baalen nachgelaufen.19Schick jetzt Boten aus und versammle ganz Israel zu mir an den Berg Karmel, auch die 450 Propheten des Baal und die 400 der Aschera, die von Isebel versorgt werden.“20Da ließ Ahab die Männer Israels und die Propheten zum Berg Karmel kommen.*
Elija auf dem Karmel
21Dann trat Elija vor das Volk und sagte: „Wie lange hinkt ihr noch auf beiden Seiten? Wenn Jahwe Gott ist, dann folgt ihm allein, wenn es Baal ist, dann folgt nur ihm!“ Aber das Volk zeigte keine Reaktion.22Da fuhr Elija fort: „Ich allein bin als Prophet Jahwes übrig geblieben. Die Propheten Baals sind 450 Mann.23Bringt zwei junge Stiere her! Sie sollen sich den einen auswählen, ihn zerteilen und die Stücke auf das Holz schichten. Sie dürfen das Holz aber nicht anzünden. Und ich, ich werde den anderen Stier herrichten, ihn auf das Holz schichten und es ebenfalls nicht anzünden.24Dann ruft ihr den Namen eures Gottes an! Und ich, ich werde den Namen Jahwes anrufen. Der Gott, der mit Feuer antwortet, ist der wahre Gott.“ Da rief das ganze Volk: „Das ist gut!“25Nun sagte Elija zu den Propheten des Baal: „Wählt euch den einen Stier aus und bereitet ihn zu! Ihr zuerst, denn ihr seid ja in der Überzahl. Dann ruft den Namen eures Gottes an! Ihr dürft aber kein Feuer daran legen!“26So nahmen sie den jungen Stier, den man ihnen übergab, und bereiteten ihn zu. Dann riefen sie den Namen Baals an: „Baal, höre uns!“ Sie riefen vom Morgen bis zum Mittag. Aber es war kein Laut zu hören, es kam keine Antwort. Dabei hinkten und hüpften sie um ihren Altar.27Als es Mittag wurde, machte sich Elija über sie lustig. „Ruft lauter!“, spottete er. „Er ist ja ein Gott. Er ist sicher in Gedanken, oder er ist gerade austreten gegangen. Vielleicht ist er auch auf Reisen, oder er schläft gerade, dann sollte er aufwachen!“28Da schrien sie immer lauter und ritzten sich nach ihrem Brauch mit Schwertern und Lanzen, bis Blut an ihnen herabfloss.29Als der Mittag vorüber war, weissagten sie wie Propheten. Das dauerte bis zur Zeit des Abendopfers.* Aber es gab keinen Laut, keine Antwort, kein Aufmerken.30Da rief Elija dem Volk zu: „Her zu mir!“ Das Volk trat zu ihm hin. Dann begann er, den niedergerissenen Altar Jahwes wieder aufzubauen.31Er nahm zwölf Steine nach der Zahl der Stämme der Söhne Jakobs, an den einst das Wort Jahwes ergangen war: „Du sollst Israel heißen!“32Aus diesen Steinen baute er dem Namen Jahwes einen Altar. Ringsherum zog er einen Graben, der so breit war, dass man zwei Maß* Getreide dort hätte säen können.33Dann schichtete er das Holz auf, zerteilte den Stier und legte die Stücke auf das Holz.34Schließlich ließ er vier Eimer Wasser über das Brandopfer und das Holz gießen. Das ließ er noch einmal tun und noch ein drittes Mal.35So floss das Wasser über den ganzen Altar. Auch den Graben ließ er noch mit Wasser füllen.36Um die Zeit des Abendopfers trat Elija vor den Altar und sagte: „Jahwe, Gott Abrahams, Isaaks und Israels! Heute sollen alle erkennen, dass du Gott in Israel bist und dass ich dein Diener bin und nach deinem Wort all das getan habe.37Antworte mir Jahwe, antworte mir, damit dieses Volk erkennt, dass du, Jahwe, allein Gott bist und dass du sie wieder auf den rechten Weg zurückbringen willst.“38Da fiel ein Feuer Jahwes herab und verzehrte das Brandopfer, das Holz, die Steine und die Erde und leckte auch das Wasser im Graben auf.39Als das Volk das sah, warfen sich alle nieder, das Gesicht auf dem Boden, und riefen: „Jahwe, er allein ist Gott! Jahwe, er allein ist Gott!“40Da sagte Elija zu ihnen: „Packt die Propheten des Baal! Keiner darf entkommen!“ Sie taten es. Dann ließ Elija sie zum Bach Kischon hinabführen und dort hinrichten.
Das Ende der Trockenheit
41Dann sagte Elija zu Ahab: „Geh nun hinauf, iss und trink! Denn es rauscht schon, als wollte es reichlich regnen.“42Da ging Ahab zum Essen, Elija aber stieg auf den Gipfel des Karmel, kauerte sich auf den Boden und verbarg sein Gesicht zwischen den Knien.43Dann sagte er zu seinem Diener: „Steig hoch und halte Ausschau in Richtung Meer.“ Der tat es und sagte dann: „Es ist nichts zu sehen!“ Elija sagte: „Geh noch einmal!“ Siebenmal schickte er ihn so.44Beim siebten Mal meldete er: „Ich sehe eine Wolke aus dem Meer aufsteigen, so klein wie eine Hand.“ Da sagte Elija: „Geh zu Ahab und sag: 'Lass anspannen und fahr los, damit du nicht vom Regen überrascht wirst!'“45Inzwischen war Wind aufgekommen und schwarze Wolken verfinsterten den Himmel. Dann kam ein starker Regenguss herunter. Ahab stieg auf seinen Wagen und fuhr los.46Da kam die Kraft Jahwes über Elija. Er band sein Obergewand mit dem Gürtel hoch und lief vor Ahab her bis nach Jesreel.*
Bibelen på hverdagsdansk
Elias vender tilbage til kong Ahab
1I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.”2Så tog Elias af sted for at finde Ahab. Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem. Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!”6Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.7Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed. „Er det virkelig dig, Elias, min herre?”8„Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”9„Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel?10Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det.11Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’12Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren.13Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem?14Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’—Åh nej, han slår mig ihjel!”15Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den almægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”
Styrkeprøven på Karmels bjerg
16Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.17„Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”18„Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Ba’al.19Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 ba’alsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”20Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.21Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: „Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Ba’al, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.22Så fortsatte Elias: „Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 ba’alsprofeter.23Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Ba’als profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Ba’als alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter—uden at tænde ild!24Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!” Hele forsamlingen syntes godt om det forslag.25Så vendte Elias sig mod ba’alsprofeterne. „I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. „Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”26Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Ba’als alter, og fra morgen til middag råbte de på Ba’al. „Åh Ba’al, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.27Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. „I må råbe noget højere!” sagde han. „Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”28Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer.29De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!30Til sidst råbte Elias til folket: „Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned.31Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.*32Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret,33lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.34„Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, „og øs vandet over brændofferet og brændet!” Da det var gjort, sagde han: „Én gang til!” Så gjorde de det igen. „Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang35med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.36På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: „Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling!37Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”38Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!39Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: „Herren er Gud! Herren er Gud!”40„Grib alle ba’alsprofeterne!” beordrede Elias. „Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.
Elias venter på regn
41Derefter sagde Elias til Ahab: „Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”42Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene.43„Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. „Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn,44men den syvende gang sagde tjeneren: „Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!” Da udbrød Elias: „Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”45Kort efter var himlen sort af regnskyer, og det blæste op til storm. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizre’el.46Men Herren gav Elias ekstra styrke, så han løb foran Ahabs vogn hele vejen til Jizre’el.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.