Markus 11 | Neue Genfer Übersetzung

Der Einzug in Jerusalem

1 Als sie nicht mehr weit von Jerusalem entfernt waren, kurz vor Betfage und Betanien am Ölberg, schickte Jesus zwei seiner Jünger voraus. 2 Er gab ihnen folgende Anweisung: »Geht in das Dorf, das ihr vor euch seht. Gleich beim Ortseingang werdet ihr einen Esel finden, der angebunden ist, ein junges Tier*, auf dem noch nie ein Mensch geritten ist. Bindet es los und bringt es her. 3 Und sollte euch jemand fragen, warum ihr das tut, dann antwortet: ›Der Herr braucht das Tier; er wird es nachher sofort wieder zurückbringen lassen.‹« 4 Die beiden machten sich auf den Weg und fanden tatsächlich draußen auf der Gasse einen jungen Esel an einem Tor angebunden. Als sie ihn losmachten, 5 fragten einige, die dort standen: »Was tut ihr da? Warum bindet ihr das Tier los?« 6 Sie antworteten so, wie Jesus es ihnen gesagt hatte, und man ließ sie gewähren. 7 Sie brachten den Esel zu Jesus, legten ihre Mäntel über das Tier, und er setzte sich darauf. 8 Viele breiteten ihre Mäntel auf dem Weg aus; andere hieben auf den Feldern Zweige von den Bäumen ab und legten sie auf den Weg. 9 Vor und hinter Jesus drängten sich die Menschen und riefen: »Gepriesen sei Gott!* ›Gesegnet sei er, der im Namen des Herrn kommt!‹ 10 Gesegnet sei das Reich unseres Vaters David, das ´nun` kommt! Gepriesen sei Gott in der Höhe!*« 11 So zog Jesus in Jerusalem ein. Er ging in den Tempel und sah sich dort alles an. Dann kehrte er, da es inzwischen spät geworden war, mit den Zwölf nach Betanien zurück.

Die Verfluchung des Feigenbaums

12 Als sie am nächsten Tag Betanien wieder verließen, hatte Jesus Hunger. 13 Da sah er von weitem einen Feigenbaum, der schon Blätter hatte. Er ging hin, um zu sehen, ob auch Früchte an dem Baum waren; doch er fand nur Blätter daran. Es war allerdings auch nicht die Zeit der Feigen.* 14 Da sagte Jesus zu dem Baum: »Nie wieder soll jemand von dir Feigen essen!« Das hörten auch seine Jünger.

Jesus im Tempel

15 In Jerusalem angekommen, ging Jesus in den Tempel und fing an, alle hinauszuweisen, die dort Handel trieben oder etwas kauften. Er warf die Tische der Geldwechsler und die Sitze der Taubenverkäufer um 16 und duldete auch nicht, dass jemand etwas über den Tempelhof trug*. 17 Zur Erklärung sagte er ihnen*: »Heißt es nicht in der Schrift: ›Mein Haus soll ein Haus des Gebetes sein für alle Völker*‹? Ihr aber habt eine Räuberhöhle daraus gemacht!« 18 Als die führenden Priester und die Schriftgelehrten davon hörten, suchten sie nach einer Möglichkeit, Jesus zu beseitigen. Sie hatten nämlich* Angst vor ihm, weil das ganze Volk von seiner Lehre tief beeindruckt war. 19 Am* Abend verließ Jesus mit seinen Jüngern die Stadt.

Verheißung für den, der glaubt

20 Früh am nächsten Morgen kamen sie wieder an dem Feigenbaum vorbei und sahen, dass er bis zu den Wurzeln verdorrt war. 21 Da erinnerte sich Petrus an Jesu Worte und rief: »Rabbi, sieh nur, der Feigenbaum, den du verflucht hast, ist verdorrt!« 22 Jesus erwiderte: »Habt Glauben an Gott! 23 Ich sage euch: Wenn jemand zu diesem Berg hier sagt: ›Heb dich empor und stürz dich ins Meer!‹ und wenn er dabei in seinem Herzen nicht zweifelt, sondern glaubt, dass das, was er sagt, geschieht, wird es eintreffen*. 24 Darum sage ich euch: Wenn ihr betet und um etwas bittet, dann glaubt, dass ihr es empfangen habt, und die Bitte wird euch erfüllt werden, was immer es auch sei. 25 Und wenn ihr beten wollt* und etwas gegen jemand habt, dann vergebt ihm, damit euer Vater im Himmel euch eure Verfehlungen auch vergibt.*«

Die Frage nach der Vollmacht Jesu

27 Sie kamen wieder nach Jerusalem. Als Jesus im Tempel umherging, traten die führenden Priester, die Schriftgelehrten und die Ältesten zu ihm 28 und fragten: »Woher nimmst du dir das Recht, das alles zu tun?* Wer hat dir die Vollmacht gegeben, so zu handeln?« 29 »Ich will euch eine Gegenfrage stellen«, erwiderte Jesus. »Beantwortet sie mir, und ich werde euch sagen, woher ich die Vollmacht habe, so zu handeln. 30 Die Taufe des Johannes – stammte sie vom Himmel oder von Menschen? Was ist eure Antwort?« 31 Sie überlegten miteinander hin und her: »Wenn wir antworten: ›Vom Himmel‹, wird er sagen: ›Warum habt ihr Johannes dann nicht geglaubt?‹ 32 Sollen wir also antworten: ›Von Menschen‹?« Doch ´das wagten sie nicht,` weil sie vor dem Volk Angst hatten; denn das ganze Volk war der Ansicht, dass Johannes wirklich ein Prophet gewesen war. 33 Schließlich gaben sie Jesus zur Antwort: »Wir wissen es nicht.« Da erwiderte er: »Dann sage ich euch auch nicht, woher ich die Vollmacht habe, so zu handeln.«

Bibelen på hverdagsdansk

Messias’ indtog i Jerusalem

1 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.* Da kaldte Jesus på to af sine disciple. 2 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 3 Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ” 4 De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, 5 råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” 6 De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet. 7 Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. 8 Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. 9 Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte: „Hoshana!* Velsignet er den, som kommer i Herrens navn! 10 Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej! Hoshana til Gud i det Højeste!” 11 På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.

Figentræet uden frugt

12 Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. 13 Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. 14 Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”* Det hørte hans disciple.

Den sidste tempeludrensning

15 Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, 16 og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.* 17 Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’*? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’*!” 18 Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning. 19 Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.

Betydningen af tro og tilgivelse

20 Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. 21 Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!” 22 Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. 23 Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. 24 På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres! 25 Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. 26 Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”*

De jødiske lederes uærlighed

27 Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. 28 „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?” 29 „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 30 Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.” 31 De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 32 Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet. 33 Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.” „Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.

Markus 11 | Neue Genfer Übersetzung Bibelen på hverdagsdansk