1Josef warf sich über seinen Vater, küsste ihn und weinte um ihn.2Dann befahl er seinen Leibärzten, seinen Vater einzubalsamieren. Die Einbalsamierung3dauerte wie üblich vierzig Tage, und das ägyptische Volk trauerte siebzig Tage lang um Jakob.4Als die Trauerzeit vorüber war, sagte Josef zu den königlichen Hofbeamten: »Bitte* richtet dem Pharao aus,5dass mein Vater mir vor seinem Tod ´ein Versprechen abgenommen hat` und mich schwören ließ: ›Wenn ich sterbe, dann bestatte mich in dem Grab, das ich in Kanaan für mich vorbereitet habe!‹ Deshalb möchte ich nun dorthin reisen und meinen Vater begraben. Dann komme ich wieder zurück.«6Der Pharao ließ ihm sagen: »Du kannst deinen Vater in Kanaan bestatten, wie du es ihm geschworen hast.«7So reiste Josef nach Kanaan, um seinen Vater zu begraben. Die obersten Hofbeamten des Pharaos und die höchsten Würdenträger Ägyptens begleiteten ihn.8Josefs eigene Familie war dabei, dazu seine Brüder und die Familie seines Vaters. Nur die Kinder und das Vieh blieben in Goschen.9Sogar eine Abteilung Streitwagen und Reiter gab ihnen das Geleit. Es war ein gewaltiger Trauerzug.10Sie kamen nach Goren-Atad, das am östlichen Ufer des Jordans liegt, und hielten eine große und würdevolle Trauerfeier. Sieben Tage lang ließ Josef für seinen Vater die Totenklage halten.11Die Kanaaniter, die in der Nähe wohnten, beobachteten die Feier und sagten: »Seht, die Ägypter sind in großer Trauer!« Deshalb wird dieser Ort auch Abel-Mizrajim (»Trauer der Ägypter«)* genannt.12Danach erfüllten Jakobs Söhne den letzten Wunsch ihres Vaters:13Sie brachten ihn in das Land Kanaan und bestatteten ihn in der Höhle auf dem Grundstück von Machpela östlich von Mamre. Abraham hatte dieses Grundstück einst von dem Hetiter Efron als Grabstelle für seine Familie gekauft.14Nachdem Josef seinen Vater beigesetzt hatte, kehrte er mit seinen Brüdern und allen anderen, die ihn begleitet hatten, nach Ägypten zurück.
Josefs Großmut gegenüber seinen Brüdern
15Nach dem Tod ihres Vaters bekamen es Josefs Brüder mit der Angst zu tun. Sie sagten zueinander: » ´Was machen wir`, wenn Josef immer noch einen Groll auf uns hegt und uns alles heimzahlen will, was wir ihm angetan haben?«16Sie ließen Josef ausrichten: »Dein Vater hat uns vor seinem Tod aufgetragen:17›Bittet Josef, dass er euch das große Unrecht vergibt, das ihr ihm zugefügt habt!‹ Darum bitten wir dich nun: Vergib uns, was wir dir angetan haben. Wir dienen doch demselben Gott wie ´du und` unser Vater!« Als Josef das hörte, musste er weinen.18Später kamen seine Brüder selbst zu ihm, fielen vor ihm nieder und berührten mit ihrer Stirn den Boden. »Wir sind deine Diener«, sagten sie, » ´du kannst mit uns machen, was du willst.` «19Doch er beruhigte sie: »Habt keine Angst! Ich maße mir nicht an, Gottes Stelle einzunehmen.20Ihr hattet Böses mit mir vor, aber Gott hat alles zum Guten gewendet. Er hat auf diese Weise vielen Menschen das Leben erhalten. Das kann man bis heute sehen.21Ihr braucht also nichts zu befürchten. Ich werde für euch und eure Familien sorgen.« Mit diesen Worten tröstete und ermutigte Josef seine Brüder.
Josefs letzter Wunsch und sein Tod
22Josef und alle anderen Nachkommen seines Vaters blieben in Ägypten wohnen. Josef wurde 110 Jahre alt23und sah noch Efraims Kinder und Enkel. Er erlebte auch noch, wie Machir, dem Sohn Manasses, Kinder geboren wurden, und nahm sie feierlich in seine Familie auf.*24´Als Josef merkte, dass sein Ende nahte`, sagte er zu seinen Brüdern: »Ich sterbe bald. Aber Gott wird sich um euch kümmern und sich eurer annehmen. Er wird euch aus Ägypten herausführen und in das Land bringen, das er Abraham, Isaak und Jakob versprochen hat.«25Josef nahm seinen Brüdern und den anderen Nachkommen Jakobs* ein Versprechen ab: »Schwört mir, dass ihr meine Gebeine mitnehmt, wenn Gott sich eurer annimmt ´und euch aus Ägypten herausführt`.«26Josef starb im Alter von 110 Jahren. Sein Leichnam wurde einbalsamiert und in Ägypten in einen Sarg gelegt.
Bibelen på hverdagsdansk
1Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham.2Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget.3Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 10 uger.4Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag.5„Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kana’an og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”6Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.7Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd.8Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land.9Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.10Da de kom til tærskepladsen ved Atad nær ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage.11Senere kaldte de lokale indbyggere, kana’anæerne, det sted Abel-Mitzrajim,* for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!”12Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem:13De bragte hans lig ind i Kana’ans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted.14Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.
Fuld forsoning mellem Josef og hans brødre
15Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden.16Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.18Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.19Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer?20Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv.21Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.
Josefs død
22Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel,23og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.24„Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.”25Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kana’an, så skal I tage mit lig med.”26Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.