1Von Asaf, zum Nachdenken. Gott, warum hast du uns für immer verstoßen? Warum lässt du deinen Zorn an uns aus? Wir gehören doch zu dir wie Schafe zu ihrem Hirten!2Erinnere dich daran, dass wir dein Volk sind! Vor langer Zeit hast du uns angenommen und uns aus der Gefangenschaft befreit. Wir alle sind dein Eigentum! Denke an den Berg Zion, den du dir als Wohnsitz erwählt hast!3Geh über die Trümmer, die schon so lange dort liegen; sieh doch: Alles haben die Feinde im Heiligtum verwüstet!4Ihr Triumphgeschrei entweihte die Stätte, wo du uns begegnet bist, ihre Fahnen haben sie als Zeichen des Sieges gehisst.5In deinem Tempel sieht es so aus, als hätte man darin Kleinholz gehackt:6Die kostbaren Schnitzereien haben sie mit Äxten und Brechstangen zertrümmert.7Danach steckten sie dein Heiligtum in Brand, sie entweihten den Ort, wo du angebetet wurdest.8Sie hatten vor, uns alle vernichtend zu schlagen, im ganzen Land brannten sie die heiligen Stätten nieder.9Nichts mehr deutet darauf hin, dass du noch Herr der Lage bist.* Es gibt keinen Propheten mehr – niemand von uns weiß, wie lange das noch so weitergehen soll.10Wie lange, Gott, willst du es dir gefallen lassen, dass die Feinde dich schamlos verhöhnen? Sollen sie für immer deinen Namen in den Schmutz ziehen?11Warum hältst du dich zurück? Warum greifst du nicht ein? Zeige deine Macht und vernichte sie!12Gott, seit uralter Zeit bist du unser König*, schon oft hast du unser Land gerettet.13Du hast mit deiner Macht das Meer gespalten und den Seedrachen die Schädel zerschmettert.14Ja, du hast dem Seeungeheuer* die Köpfe abgehauen und es den Wüstentieren zum Fraß vorgeworfen.15Du ließest Quellen und Bäche hervorsprudeln und brachtest große Ströme zum Versiegen.16Dir gehört der Tag und auch die Nacht, du hast die Sonne und den Mond geschaffen.17Du hast alle Grenzen der Erde festgelegt, hast Sommer und Winter gemacht.18Höre doch, HERR, wie deine Feinde dich verhöhnen! Dieses gewissenlose Volk zieht deinen Namen in den Schmutz!19Liefere uns nicht diesen Raubtieren aus, du weißt doch, wie hilflos wir sind!* Sieh unserem Leid nicht länger tatenlos zu,20sondern denke an deinen Bund mit uns! Selbst in den Schlupfwinkeln des Landes ist niemand mehr vor roher Gewalt sicher.21HERR, wir werden schwer bedrängt, lass uns nicht in Schimpf und Schande enden! Ohne dich sind wir arm und wehrlos – rette uns, damit wir dich loben können!22Gott, greife endlich ein, denn ihr Angriff gilt dir! Sorge dafür, dass du recht behältst! Sieh auf diese Meute, die dich Tag für Tag verspottet!23Ständig lärmen deine Feinde und lehnen sich gegen dich auf. Vergiss ihre Schmähungen nicht!
Bibelen på hverdagsdansk
Bøn om Israels genoprettelse
1En visdomssang* af Asaf Åh, Gud, har du forkastet os for evigt? Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.2Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage. Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk. Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.3Prøv at gå en runde i byens ruiner, se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.4De udstødte sejrsråb midt i dit tempel, de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.5De angreb dit tempel som skovhuggere, der svinger økserne mod de store træer.6De knuste det udskårne træværk, huggede det i stumper og stykker.7De satte ild til din helligdom, Herre. De jævnede din bolig med jorden.8De besluttede at knuse os helt og afbrændte alle vore bedehuse.9Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk. Der er heller ingen profeter tilbage. Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.10Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud? Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?11Hvorfor gør du ikke noget? Hvorfor straffer du dem ikke?12Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider, ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.13Du skilte vandene med vældig kraft, du knuste hovederne på havets uhyre,14ja, du knuste Livjatans hoveder og gav den som føde til ørkenens folk.15Du åbnede kilder og lod vand springe frem, du standsede flodernes løb.16Du satte solen til at herske om dagen og månen til at skinne om natten.17Du fastlagde jordens grænser, du lod sommer og vinter afløse hinanden.18Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre, de gudløse nationer spotter dit navn.19Giv ikke din due i rovdyrets vold, forkast ikke for evigt dit stakkels folk.20Husker du ikke din pagt og dine løfter? Verden er jo fyldt med vold og ondskab.21Lad ikke dit forpinte folk blive til spot, men giv os grund til at lovprise dig.22Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære. Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.23Glem ikke alt, hvad de gudløse siger, deres hån og forbandelser stiger og stiger.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.