1Der HERR sprach zu Jeremia:2»Stell dich an den Eingang des Tempels und verkünde dort diese Botschaft: Ihr Bewohner von Juda, hört, was der HERR euch sagt! Ihr kommt hierher zum Tempel, um den HERRN anzubeten.3Doch der HERR, der allmächtige Gott Israels, spricht: Ihr müsst euer Leben vollkommen ändern, nur dann werde ich euch weiter in diesem Land wohnen lassen.4Glaubt den Lügnern nicht, die euch ständig einreden: ›Hier sind wir sicher, denn dies ist der Tempel des HERRN. Ja, dies ist der Tempel, in dem unser Gott wohnt.‹5Ich sage euch: Ändert euer Leben von Grund auf! Geht gut und gerecht miteinander um,6unterdrückt nicht die Ausländer, die Waisen und die Witwen, und hört auf, hier das Blut unschuldiger Menschen zu vergießen! Lauft nicht mehr anderen Göttern nach, denn damit schadet ihr euch bloß selbst.7Nur dann dürft ihr für immer in diesem Land bleiben, das ich euren Vorfahren geschenkt habe.8Doch ihr vertraut auf falsche Versprechungen, die euch nichts nützen.9Ihr stehlt und mordet, brecht die Ehe und schwört Meineide, ihr bringt dem Götzen Baal Opfer dar und verehrt fremde Götter, die ihr früher nicht kanntet.10Dann kommt ihr in meinen Tempel, tretet vor mich hin und sagt: ›Uns kann nichts geschehen!‹ – um es danach genauso schlimm zu treiben wie vorher.11Meint ihr etwa, dieses Haus, das meinen Namen trägt, sei eine Räuberhöhle? Ich, der HERR, sehe genau, was ihr tut. Darauf könnt ihr euch verlassen!12Geht doch einmal zur Stadt Silo, wo früher mein Heiligtum stand. Schaut euch an, wie ich es damals zerstören ließ wegen der Bosheit meines Volkes Israel.13Ich, der HERR, sage euch: Ihr handelt genauso vermessen wie eure Vorfahren, und obwohl ich immer wieder zu euch geredet habe, wolltet ihr nicht hören. Ich habe euch gerufen, aber ihr habt mir keine Antwort gegeben.14Darum werde ich diesen Tempel, der meinen Namen trägt und in dem ihr euch so sicher fühlt, restlos zerstören. Ja, dieser Ort, den ich euren Vorfahren gab, wird dasselbe Schicksal erleiden wie Silo.15Ich werde euch aus meiner Nähe verstoßen, so wie ich eure Brüder, den Stamm Ephraim, vertrieben habe.«
Ich will eure Opfer nicht mehr!
16Der Herr sprach zu mir: »Jeremia, bete nicht mehr für dieses Volk! Fleh nicht für sie um Gnade, bestürme mich nicht mehr mit Bitten, denn ich werde dich nicht erhören!17Siehst du nicht, was sie in den Städten von Juda und auf den Plätzen von Jerusalem tun?18Die Kinder sammeln Brennholz, die Männer machen damit Feuer, und die Frauen kneten einen Teig, um Kuchen als Opfergabe für die Himmelskönigin* zu backen. Sie gießen Wein aus als Trankopfer für andere Götter und tun alles, um mich zu kränken.19Doch können sie mich, den HERRN, damit wirklich treffen? Nein, sie schaden sich bloß selbst und bringen Schande über sich!20Ich, Gott, der HERR, sage: Mein glühender Zorn wird sich über diesen Ort ergießen, über Mensch und Tier, über Bäume und Felder. Mein Zorn wird brennen wie ein Feuer und nicht erlöschen.21So spricht der HERR, der allmächtige Gott Israels: Ich will eure Brandopfer nicht mehr! Esst das Fleisch der Tiere doch auf, wenn ihr eure Opfermahlzeit haltet!22Als ich eure Vorfahren aus Ägypten führte, habe ich ihnen nicht aufgetragen, mir Opfer darzubringen.23Ich habe ihnen nur dies eine befohlen: ›Hört auf mich, dann will ich euer Gott sein, und ihr sollt mein Volk sein. Lebt ganz so, wie ich es euch befohlen habe, dann wird es euch gut gehen.‹24Aber sie gehorchten mir nicht, ja, sie hörten mir nicht einmal zu, sondern lebten so, wie sie es wollten, und taten, wozu ihr Eigensinn sie trieb. Sie wandten sich von mir ab und kehrten mir den Rücken.25So ist es bis heute geblieben. Von Anfang an, seit eure Vorfahren aus Ägypten gezogen sind, habe ich immer wieder meine Boten, die Propheten, zu euch gesandt,26aber ihr wolltet nicht auf mich hören und mir nicht gehorchen. Starrköpfig seid ihr, schlimmer noch als eure Vorfahren!27Und selbst wenn du, Jeremia, ihnen dies alles verkündest, werden sie doch nicht auf dich hören. Dein Rufen wird ohne Antwort bleiben.28Sag ihnen: Ihr seid das Volk, das dem HERRN, seinem Gott, nicht gehorcht und sich nichts sagen lässt. Treue und Wahrheit habt ihr verloren, ihr sprecht nicht einmal mehr darüber!«
Hinnomtal – Tal der Toten
29»Trauere, Israel! Schneide dein langes Haar ab und wirf es fort! Stimm die Totenklage an, draußen auf den kahlen Hügeln! Denn ich, der HERR, habe dich verstoßen, ich will nichts mehr von dir wissen, mein Zorn lastet schwer auf dir!30Die Bewohner von Juda haben etwas getan, was ich hasse: Im Tempel, der meinen Namen trägt, haben sie ihre abscheulichen Götzen aufgestellt und ihn so entweiht.31Im Hinnomtal haben sie den Tofet errichtet und verbrennen auf dieser Opferstätte ihre Kinder. Niemals habe ich so etwas befohlen, mit keinem Gedanken je daran gedacht!32Darum hört nun, was ich sage: Es kommt die Zeit, da wird man diesen Ort nicht mehr Tofet oder Hinnomtal nennen, sondern Mordtal. Man wird die Toten dort begraben, weil anderswo der Platz fehlt.33Die Vögel und wilden Tiere werden die herumliegenden Leichen fressen, ohne dass jemand sie verscheucht.34In den Straßen von Jerusalem und in den anderen Städten Judas bereite ich allem Jubel und aller Freude ein Ende, es wird auch keine fröhlichen Hochzeitsfeiern mehr geben, denn das Land soll zur trostlosen Wüste werden.
Bibelen på hverdagsdansk
Folket anklages for falsk gudsdyrkelse
1Derpå sagde Herren til mig, at jeg skulle gå hen og stille mig ved indgangen til templet og forkynde følgende budskab: „Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, har at sige til Judas folk, som er kommet her for at tilbede ham: Tag afstand fra jeres onde handlinger og begynd at leve efter min vilje. Så skal I få lov til at blive boende i landet.4Tro ikke på den løgn, at jeg vil skåne Jerusalem, så længe mit tempel er her.5Jeg vil kun skåne byen på følgende betingelser: hvis I vender om fra jeres onde handlinger, hvis I behandler hinanden retfærdigt,6hvis I holder op med at udnytte de forældreløse, enkerne og de fremmede iblandt jer, hvis I holder op med at myrde uskyldige mennesker, og hvis I tager afstand fra afguderne, som I dyrker til skade for jer selv.7Hvis I opfylder de betingelser, vil jeg lade jer bo i det land, som jeg lovede jeres forfædre, at I skulle få lov til altid at bo i.8Hold op med at bedrage jer selv.9Tro ikke, at I kan fortsætte med at stjæle, myrde, begå ægteskabsbrud, lyve og dyrke Ba’al og alle de andre afguder,10og så komme frem for mig i mit tempel og tro, at alt er vel, og derefter gå tilbage og fortsætte med jeres ækle, syndige liv.11Regner I da mit tempel for et tilholdssted for røvere? Tror I ikke, jeg kan se, hvad der foregår? siger Herren.12Prøv engang at tage op til Shilo, hvor min første helligdom stod, og tænk på, hvad der skete med den by, fordi mit folk syndede imod mig.13Det samme vil nu ske med Jerusalem på grund af jeres synd imod mig. Gang på gang har jeg påpeget jeres synd. Jeg advarede jer i tide og i utide, men I reagerede ikke. I nægtede at lytte til mig. Derfor vil jeg ødelægge templet og Jerusalem, ligesom jeg ødelagde helligdommen i Shilo, selvom jeg gav jer og jeres forfædre det tempel, og det bærer mit navn, og I råber på mig, når I har brug for hjælp.15Jeg vil også sende jer i eksil, sådan som jeg sendte jeres broderfolk fra Nordriget i eksil.”16Derefter sagde Herren til mig: „Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for Judas folk. Lad være med at trygle mig om at benåde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner.17Ser du ikke, hvad der foregår i Judas byer og i Jerusalems gader?18Børnene samler brænde, fædrene tænder offerild, og mødrene ælter dej og bager kager, som de ofrer til den afgud, de kalder ‚Himlens Dronning’. Og de bringer drikofre til alle deres afguder, som om de er ude på at krænke mig.19Men er det mig, de krænker? Nej, det er dem selv, for det er dem, der må tage følgerne og bære skammen.20Derfor siger jeg til dig: Jeg vil ikke skåne dette sted. De skal alle få min glødende vrede at mærke, både mennesker og dyr, træer og planter, for den brænder som en ild, der ikke kan slukkes.”21Derpå gav Herren mig følgende budskab til Judas folk: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: I kan lige så godt selv spise alle de dyr, I ofrer til mig, for jeg vil ikke have dem.22Dengang jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, bad jeg dem ikke om ofre.23Jeg bad dem kun om lydighed. Jeg sagde: Adlyd mig, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk. Når I gør, hvad jeg siger, vil det gå jer godt.24Men de ville ikke høre efter. De blev stædigt ved med at følge deres egne onde lyster. Derfor gik det tilbage for dem og ikke fremad.25Lige fra den dag, jeres forfædre forlod Egypten, og frem til i dag, er jeg blevet ved at sende mine profeter til mit folk igen og igen,26men de vil ikke høre på mig. De er et stædigt og oprørsk folk, endnu værre end deres tidligste forfædre.”27Derefter sagde Herren til mig: „Du skal ikke regne med, at de lytter til dig. Selvom du råber til dem, reagerer de ikke.28Sig til dem: I er et folk, der nægter at adlyde Herren, jeres Gud. I vil ikke tage imod fornuft, og I har glemt, hvad sandhed og ærlighed betyder.29Gå op på højene og syng jeres klagesange. Klip håret af i sorg og kast det bort, Jerusalems indbyggere. Jeg er tvunget til at forkaste mit folk, som har vakt min harme.”30Herren fortsatte: „Judas folk har syndet for øjnene af mig. De har forurenet mit tempel ved at opstille deres ækle afguder i det hus, hvor mit navn skulle æres.31De har bygget altre i Tofet i Hinnoms søns dal, hvor de brænder deres børn som offer til deres guder. Det er en afskyelig handling, som det aldrig kunne falde mig ind at befale dem at gøre.32Der kommer en dag, hvor man ikke længere skal kalde det sted for Tofet og Hinnoms søns dal, men ‚Massakrens dal’. Så mange mennesker vil blive nedslagtet, at der ikke er plads i Tofet til at begrave dem alle.33Mange af ligene vil blive efterladt på jorden, så rovdyr og fugle kan æde af dem, og der er ingen overlevende til at jage dem væk.34Da er det forbi med latter og lystig sang i Jerusalems gader og i Judas byer. Bryllupsfester hører fortiden til, og landet ligger øde og forladt.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.