1Ved Babyloniens floder sad vi og græd, når vi tænkte tilbage på Zion.2Harperne havde vi ikke lyst til at bruge, så vi hængte dem op i piletræerne.3Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge, vore plageånder pålagde os at være glade: „Syng en sang om Zion for os!”4Hvordan skulle vi kunne synge for Herren, når vi sygner hen i et fremmed land?5Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, må min højre hånd da blive lammet!6Gid min tunge må klæbe til ganen,[1] hvis jeg ikke husker på dig og sætter dig højere end alt andet.7Herre, husk, hvad edomitterne sagde, da Jerusalem blev indtaget af babylonierne: „Riv byen ned, jævn den med jorden!”8Babylon, du går din undergang i møde. Velsignet være dem, der gengælder dig, hvad du har gjort mod os.9Lad dem tage dine spædbørn og knuse dem mod klippen.