Hjælp

Bibelen på hverdagsdansk

Salomons ordsprog

1 Her følger Salomons ordsprog: En klog søn gør forældrene glade, en tåbelig søn giver dem sorg.
2 Tilranede rigdomme lønner sig ikke, hæderlighed kan redde en fra døden.
3 Herren stiller de retskafnes sult, men opfylder ikke de ondes ønsker.
4 Dovenskab gør fattig, flid gør rig.
5 De kloge høster, når marken er moden, de, der sover høsttiden væk, er en skændsel.
6 De retsindige bliver velsignede, de ondes ord rammer dem selv.
7 Et godt menneske huskes med glæde, den gudløses navn går i glemmebogen.
8 Den fornuftige tager imod belæring, en pralende tåbe går det ilde.
9 Den oprigtige kan leve i tryghed, den uærlige bliver afsløret før eller siden.
10 Den, der afslører uretten, fremmer freden, den, der lader uret passere, skaber problemer.1
11 Den retsindiges ord er en kilde til liv, fra den ondes ord udspringer vold.2
12 Had provokerer til strid, men kærlighed tilgiver alt.
13 Den fornuftige taler med vise ord, tåbelige ord fører til straf.
14 Den vise vokser i visdom, tåben snakker sig en ulykke til.
15 Den riges rigdom er hans sikre borg, den fattiges fattigdom er en ruin.
16 Den retskafne belønnes med et godt liv, den onde straffes på grund af sin synd.
17 Den, der lader sig korrigere, får fremgang, den, der afslår vejledning, farer vild.
18 Skjuler man had under venlighed, lyver man, og den, der spreder sladder, er en tåbe.
19 Den, der taler for meget, fejler for tit, men den, der er tilbageholdende, anses for vis.
20 Den retsindiges tale er guld værd, den ondes tanker er værdiløse.
21 Den retskafnes ord er til hjælp for mange, tåber dør af mangel på dømmekraft.
22 Herrens velsignelse gør rig, egne anstrengelser3 lægger ikke noget til.
23 Tåben finder fornøjelse i ondskabsfulde planer, den kloge glæder sig, når visdommen sejrer.
24 Den ondes frygt bliver til virkelighed, den retskafnes ønske går i opfyldelse.
25 Når stormen raser, går den onde til grunde, men den retskafne står fast for evigt.
26 En doven arbejder irriterer sin chef som røg i øjnene eller eddike på tænderne.
27 Ærefrygt for Herren forlænger ens liv, de gudløse dør før tiden.
28 Den retskafne kan forvente glæde, den ondes forhåbninger brister.
29 Herren beskytter dem, der handler ret, men han straffer dem, der handler ondt.
30 Onde mennesker sendes i eksil, de retskafne bliver boende.
31 Den retsindiges tale er fuld af visdom, løgnerens ordstrøm bør standses.
32 Den retsindiges ord er gode, den onde taler kun falske ord.
1 Oversat efter LXX, da den hebraiske tekst i 10b tilsyneladende ved en fejl er kopieret fra vers 8b.
2 Ordret »Den ondes mund dækker over vold« som et brønddæksel. Når han åbner munden, kommer der vold op.
3 Oversættelsen usikker. Det hebraiske ord kan betyde pinefuldt hårdt arbejde (1.Mos.3,17) eller smerten forbundet med det hårde arbejde (1.Mos.3,16).
© 2017 ERF Medien