Hjælp

Bibelen på hverdagsdansk

1 Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige? Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
2 De onde flytter markskel og har stjålne fåreflokke på græs.
3 De fører forældreløses æsler bort og tager enkens eneste trækdyr i pant.
4 De tramper på de svages rettigheder og tvinger dem bort fra deres ejendom.
5 De stakkels mennesker må vandre rundt som vildæsler i ørkenen, altid på jagt efter lidt mad, så deres børn kan få noget at spise.
6 De samler det spildte korn på de riges marker og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
7 Om natten ligger de og ryster af kulde, fordi de hverken har tøj eller tæpper.
8 Gennemblødt af byger i bjergene søger de ly mellem klipperne.
9 Faderløse børn rives fra moderens bryst, den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
10 De går halvnøgne omkring, mens de arbejder de bærer neg for andre, men er altid sultne.
11 De må presse oliven og druer, men får ikke lov til at slukke deres tørst.
12 Inde fra byen høres de døendes skrig, de sårede råber om hjælp, men Gud straffer ikke de skyldige.
13 De onde er fjender af lyset, de kender ikke Gud og adlyder ikke hans bud.
14 Mordere står op inden daggry, slår hjælpeløse mennesker ihjel. De arbejder i ly af mørket.
15 Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt, for så kan de undgå at blive set. De skjuler deres ansigt bag en maske.
16 Tyve begår indbrud om natten, men om dagen holder de sig inden døre. De bryder sig ikke om at være i lyset.
17 For dem alle er natten deres arbejdsdag og mørket deres forbundsfælle.
18 Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen, deres vingårde og marker ligger øde hen.
19 Som varmen får sneen til at smelte, og tørken får vandet til at fordampe, sådan opsluges de onde af døden.
20 De glemmes af alle, selv deres egen mor, de ædes op af orme og forsvinder. Som et træ til sidst falder om, vil ondskaben til sidst brydes ned.
21 De mishandler enker og barnløse kvinder, der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
22 Gud vil straffe dem på trods af deres magt, selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
23 Gud lader dem leve en tid i fred, men han holder øje med dem.
24 Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige, som alle andre må de ned med nakken til sidst. De skæres ned som kornet og visner som græsset.
25 Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt? Er der nogen, der vil modsige mig?«
© 2018 ERF Medien