2.Mose 5 | Menge Bibel
1Hierauf gingen Mose und Aaron hin und sagten zum Pharao: »So hat der HERR, der Gott Israels, gesprochen: ›Laß mein Volk ziehen, damit sie mir ein Fest in der Wüste feiern!‹«2Der Pharao aber antwortete: »Wer ist der HERR, daß ich seinen Befehlen gehorchen und Israel ziehen lassen müßte? Ich kenne (diesen) HERRN nicht und will auch Israel nicht ziehen lassen.«3Da entgegneten sie: »Der Gott der Hebräer ist uns erschienen; wir möchten nun drei Tagereisen weit in die Wüste ziehen und dem HERRN, unserm Gott, dort Schlachtopfer darbringen, damit er uns nicht mit der Pest oder mit dem Schwert heimsucht!«4Aber der König von Ägypten erwiderte ihnen: »Warum wollt ihr, Mose und Aaron, das Volk von seiner Arbeit abziehen? Geht an eure Frondienste!«5Dann fuhr der Pharao fort: »Es gibt schon genug Gesindel im Land; und da wollt ihr sie noch von ihren Frondiensten feiern lassen?!«6An demselben Tage erteilte dann der Pharao den Fronvögten und Aufsehern des Volkes den Befehl:7»Ihr sollt dem Volk nicht mehr wie bisher Stroh* zur Anfertigung der Ziegel liefern! Sie sollen selbst hingehen und sich Stroh zusammensuchen!8Dabei sollt ihr ihnen aber dieselbe Zahl von Ziegeln, die sie bisher gefertigt haben, auferlegen, ohne etwas davon zu erlassen! Denn sie sind träge; darum schreien sie immerfort: ›Wir wollen hinziehen und unserm Gott Opfer darbringen!‹9Die Arbeit soll den Leuten erschwert werden, damit sie daran zu schaffen haben und nicht auf Lügenreden achten!«10Da gingen die Fronvögte und Aufseher des Volkes hinaus und sagten zum Volk: »So hat der Pharao befohlen: ›Ich lasse euch hinfort kein Stroh mehr liefern:11geht selbst hin und holt euch Stroh, wo ihr es findet! Doch von eurer Arbeit wird euch nichts erlassen.‹«12Da zerstreute sich das Volk im ganzen Lande Ägypten, um Stoppeln zu sammeln zu Häckerling;13die Fronvögte aber drängten sie mit der Forderung: »Ihr müßt Tag für Tag die volle Arbeit leisten wie früher, als es noch Stroh gab.«14Und die israelitischen Aufseher, welche die Fronvögte des Pharaos über sie gesetzt hatten, erhielten Stockschläge, und man sagte zu ihnen: »Warum habt ihr weder gestern noch heute euren bestimmten Satz Ziegel fertiggestellt wie früher?«15Da gingen die israelitischen Aufseher hin und wehklagten beim Pharao mit den Worten: »Warum behandelst du deine Knechte so?16Stroh wird deinen Knechten nicht mehr geliefert, und doch heißt es: ›Schafft Ziegel!‹ Und nun werden deine Knechte sogar geschlagen, und die Schuld wird auf dein Volk geschoben!«17Er aber antwortete: »Träge seid ihr, träge! Darum sagt ihr: ›Wir möchten hinziehen, um dem HERRN zu opfern.‹18Und nun marsch an die Arbeit! Stroh wird euch nicht geliefert, aber die festgesetzte Zahl von Ziegeln habt ihr zu liefern!«19So sahen sich denn die israelitischen Aufseher in eine üble Lage versetzt, nämlich (ihren Volksgenossen) sagen zu müssen: »Von den Ziegeln, die ihr Tag für Tag zu liefern habt, dürft ihr keinen Abzug machen!«20Als sie nun aus dem Palast des Pharaos herauskamen, stießen sie auf Mose und Aaron, die auf sie warteten.21Da sagten sie zu ihnen: »Der HERR möge es euch gedenken und euch dafür richten*, daß ihr uns beim Pharao und seinen Beamten ganz verhaßt gemacht und ihnen das Schwert in die Hand gegeben habt, uns umzubringen!«22Da wandte sich Mose wieder an den HERRN und sagte: »Herr! Warum läßt du diesem Volk solches Unheil widerfahren? Warum hast du mich hergesandt?23Denn seitdem ich zum Pharao gegangen bin, um in deinem Namen zu reden, hat er dies Volk erst recht mißhandelt, und du hast zur Rettung deines Volkes nichts getan!«
Bibelen på hverdagsdansk
Moses og Aron i audiens hos Farao
1Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.”2„Hvem er Jahve?” svarede Farao. „Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg adlyde ham og lade israelitterne rejse? Det vil jeg ikke gå med til.”3Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.”4„Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde!5Hebræerne er jo nu meget talrige, og så vil I have, at de skal holde op med deres arbejde?”6Samme dag sendte Farao følgende besked til samtlige slavefogeder og opsynsmænd:7„I må ikke længere give folket halm til murstenene. Lad dem selv samle, hvad de har brug for.8Men de skal lave lige så mange mursten som før. De har åbenbart ikke nok at bestille, ellers ville de ikke snakke om at tage ud i ørkenen for at ofre til deres Gud.9De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Moses’ og Arons løgnehistorier.”10Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet.11Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.”12Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.13Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de,14og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.15Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de.16„Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”17Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve.18Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”19De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten.20På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset.21„Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”
Guds løfte om udfrielse
22Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her?23Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.