1Jesus udvalgte nu 70[1] andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge.2Han gav dem følgende instrukser: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre sende flere arbejdere ud til sin høst.3Tag af sted nu. Jeg sender jer som lam blandt ulve.4Tag hverken penge eller oppakning med og heller ikke ekstra sko. Spild ikke tiden ved at falde i snak med dem, I møder undervejs.5Når I kommer ind i et hus, skal I straks velsigne det ved at sige: ‚Fred være med hjemmet her!’6Hvis der bor nogen, som vil tage imod jeres fredshilsen, vil de nyde godt af velsignelsen. Hvis ikke, vil velsignelsen vende tilbage til jer selv.7-8Når I kommer ind i en landsby, hvor de tager imod jer, skal I ikke flytte rundt fra hus til hus. Bliv på ét sted og spis og drik det, som sættes frem for jer. En arbejder er sin løn værd.9Helbred de syge i byen og sig til dem: ‚Nu er Guds rige kommet til jer.’10Men hvis en by ikke tager imod jer, så gå gennem dens gader og råb:11‚Vi ryster støvet fra jeres by af vores fødder for at advare jer om Guds dom. Vi har sagt jer det: Guds rige er kommet nær!’12Jeg siger jer, at det gudløse Sodoma vil stå sig bedre på dommens dag end sådan en by.”
Dommen over de byer, der har forkastet Jesus
13Jesus fortsatte: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. (Matt 11,20)14Ja, Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer.15Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i Dødsriget!”16Derefter sagde han til disciplene: „De, der lytter til jer, lytter til mig, og de, der forkaster jer, forkaster mig, og dermed forkaster de også ham, der sendte mig.”
Den rette grund til glæde
17Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”18Jesus svarede: „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn.19Jeg har givet jer magt til at træde på ‚slanger’ og ‚skorpioner’—ja, magt over hele fjendens hær—og han vil ikke kunne skade jer.20Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”
De, der ser Jesus som Guds Søn, er velsignede
21I det samme blev Jesus fyldt af glæde ved Helligånden, og han udbrød: „Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de overlegne og selvkloge. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.” (Matt 11,25; Matt 13,16)22Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.”23Derpå sagde han til sine disciple: „Velsignede er de, som ser det, I ser!24Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.”
Den barmhjertige samaritaner
25En dag kom en jødisk skriftlærd for at sætte Jesus på prøve. „Mester, hvad skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?” spurgte han.26„Hvad siger Toraen?” var Jesu svar.27„Den siger: ‚Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med al din styrke og med alle dine tanker,’ ” svarede den skriftlærde. „Og den siger også: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’ ”28„Rigtigt svaret,” sagde Jesus. „Gør det, så skal du få del i livet.”29Men manden ville retfærdiggøre sig selv, og derfor spurgte han: „Jamen, hvem er så min næste?”30„Lad mig fortælle dig en historie,” svarede Jesus. „En mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Pludselig blev han overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, slog ham til jorden og lod ham ligge halvdød i vejkanten.31Tilfældigvis kom en præst gående ned ad den samme vej. Da han så manden ligge der, gik han over i den modsatte side af vejen og fortsatte.32Senere kom en tempeltjener til det samme sted. Da han fik øje på manden, gik også han forbi i den modsatte side af vejen.33Til sidst kom der en samaritaner[2] forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham,34så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham.35Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. ‚Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen,’ sagde han.36Hvem af de tre, synes du, har handlet som den overfaldnes næste?”37„Ham, der viste barmhjertighed,” svarede den skriftlærde. „Så gør du, som han gjorde!” sagde Jesus.
Jesus besøger Marta og Maria
38Jesus og hans disciple fortsatte nu deres vandring mod Jerusalem. Undervejs kom de til en landsby, hvor en kvinde, der hed Marta, tog imod dem i sit hjem.39Hendes søster Maria satte sig ved Jesu fødder og blev siddende der for at høre, hvad han fortalte.40Marta var travlt optaget af at sørge for gæsterne, og hun sagde til Jesus: „Herre, er du ligeglad med, at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig dog til hende, at hun skal komme og hjælpe mig.”41„Kære Marta,” sagde Jesus, „du er rastløs og gør dig en masse bekymringer!42Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.”