Schließen
BibleServer is a donation based project by ERF Medien.
25 € will help us to secure next years funding.
Hjælp

Bibelen på hverdagsdansk

De ti bud

1 Derefter gav Gud sit folk følgende budskab:
2 »Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.
3 Du må ikke tilbede andre end mig.
4 Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på landjorden eller i havet.
5 Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Jeg undlader ikke at straffe dem, der hader mig, så det kan mærkes indtil tredje eller fjerde slægtled.
6 Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.
7 Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der misbruger mit navn.
8 Du skal holde hviledagen hellig.
9 Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål,
10 men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine husdyr og eventuelle fremmede, som bor hos dig.
11 Jeg brugte seks dage til at skabe jorden, himlen, havet og alt hvad der findes i dem, men jeg hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede jeg hviledagen og gjorde den hellig.
12 Du skal ære din far og din mor, så du kan få et godt og langt liv i det land, Herren, din Gud, vil give dig.
13 Du må ikke begå drab.
14 Du må ikke bryde ægteskabet.
15 Du må ikke stjæle.
16 Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.
17 Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.«
18 Da folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand.
19 Da sagde de til Moses: »Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!«
20 »I skal ikke være bange,« svarede Moses. »Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.«
21 Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var.

Afguder og altre

22 Herren sagde nu til Moses: »Du skal sige til folket: Nu har I selv hørt, at jeg har talt til jer fra himlen.
23 Husk, at I ikke må lave eller tilbede afguder af sølv eller guld.
24 De altre, I bygger for mig, må gerne være lavet af jord. På dem skal I ofre jeres får og geder og kvæg som brændofre og takofre. Hvor som helst I tilbeder og ærer mig, vil jeg selv komme til jer og velsigne jer.
25 Hvis I bygger altre af sten, må I ikke bruge tilhuggede sten. For når I svinger værktøjet over dem, vanhelliger I dem.
26 Og endnu en ting: Lav ikke trappetrin op til alteret, for at jeres nøgenhed under kjortlen ikke skal blottes, når I går op ad dem.
© 2016 ERF Medien